For første gang kan mangemillionærer, og andre med hang til ekstravagance, rejse rundt i Iran med luksustog. Rejseliv var med på jomfruturen.
Allerede på pladsen foran hovedbanegården i Teheran fornemmer vi, at vi skal ud på en helt særlig rejse.
En iransk herre i jakkesæt spotter, når der kommer udlændinge, og vi bliver venligt ført udenom sikkerhedskontrollen og ned til perronen, hvor de fine blå-hvide vogne holder klar til afgang.
Foran toget er der et mylder af journalister, for det er første gang, at et engelsk luksustog har fået præstestyrets tilladelse til at køre på rundtur i Iran. Og de iranske journalister skal lave historier om de folk, der hver især har været villige til at betale i omegnen af 100.000 kroner for et par ugers togrejse.
»Hvordan er det at gå med tørklæde?« »Hvilket indtryk havde I af Iran, inden I kom herned?« bliver en af de kvindelige passagerer spurgt.
Den brogede flok af velbeslåede vesterlændinge svarer høfligt på spørgsmålene, inden de stiger om bord. Ved hver dør er der røde løbere og uniformeret personale, der står ret, så passagerne kan komme standsmæssigt ind. Vognene har langt hen ad vejen samme elegante stil som den berømte Ori-entekspressen, men besidder dog ikke helt dennes rigdom af historiske detaljer.
Vi fryder os, for det er et rent tilfælde, at vi skal med det eksklusive tog. Få dage forinden ankom vi med den almindelige togforbindelse fra Ankara i Tyrkiet til Teheran. Vi ville opleve Iran, som jo nu nærmest er et af de fredeligste lande i det konfliktprægede Mellemøsten. Meningen var, at vi skulle videre på egen hånd, men stødte tilfældigt på en artikel i en af Teherans engelsksprogede aviser om det noget usædvanlige tog.
Så vi troppede op på perronen, og mødte medejeren af det engelske togselskab Tim Littler. Han fortalte, at et tysk ægtepar havde meldt afbud, fordi deres hund var blevet syg, og vi var velkomne til at overtage den ledige kupé i det ellers totalt udsolgte tog.
Mod eksotiske rejsemål
Da toget er klar til afgang, sidder vi mageligt henslængt i vores kupé. Den ligner en mindre dagligstue med bløde lænestole, gardiner ved vinduerne og friske orkidéer.
En dør fører ind til vores eget badeværelse med bruser, vestligt toilet og håndklædevarmer. Standarden er høj, men det skal den også være, for siden Orientekspressen blev reintroduceret i 1983 i sin oprindelige pomp og pragt, er der efterhånden kommet en del togselskaber, der tilbyder luksustog i 1950er-stil til eksotiske rejsemål.
Udenfor på perronen bemærker vi et skilt, der orienterer bedende muslimer om, i hvilket verdenshjørne Mekka befinder sig. Vi skal dog i den næsten stik modsatte retning, nemlig mod øst og den hellige by Mashhad.
Uden for vinduerne glider Teherans forstæder lidt efter forbi. Slum er der ikke noget af, men det er tydeligt, at Iran ikke har fået del i det investeringsboom, som man oplever i Dubai og mange andre steder i Mellemøsten.
Vi bevæger os ned til barvognen. Her er den ungarske pianist Esther i fuld gang med at underholde gæsterne med nye og gamle klassikere på sit piano. Tjeneren spørger, om vi har lyst til te, juice eller danskvand. Øl, vin og cocktails må vi drømme os til.
Et overdådigt tog
I en pause i musikken forklarer pianisten, at der egentlig var lagt op til, at barvognen måtte servere alkohol trods Irans generelle forbud mod våde varer med procenter. Men da toget nåede til den iranske grænse, blev det alligevel til et nej. Så i hast måtte togets lagre af den slags efterlades i et skur på den tyrkiske side.
Da vi senere sidder i en af togets to spisevogne dækket op med porcelæn og stofservietter, betragter vi vores medpassagerer. De fleste kommer parvis og er over deres første ungdom. En har en vingård i Californien, en anden eksporterer cementprodukter og har benyttet togrejsen til et forretningsbesøg i Iran.
Svenskeren ved bordet ved siden af os fortæller, at det er tiende gang, at han er med denne slags udflugtstog. Han tilhører dog ikke gruppen af mangemillionærer, men finansierer turene ved at droppe smøger, bil og anden unødvendig frås i hverdagen, forklarer han.
Dagens fire-retters menu begynder med ørredpuré med æbler og peberrodssauce, der efterfølges af steak med rosmarinkartofler, så ost, og til sidst mousse af hvid chokolade og ricotta. Et engelsk-newzealandsk par har slået sig ned ved vores bord. Kvinden viser sig at være togets læge, som kan håndtere lettere sygdomsudbrud. En service, som åbenbart er standard i disse tog.
Da vi vågner næste morgen, er toget ankommet til Mashhad omkring 100 kilometer fra grænsen til Afghanistan. Jeg nyder, at vi har eget brusebad. I restaurantvognen er kokken i gang med at svinge omeletter, der tilberedes efter hver enkelt passagers ønsker.
Daglige seværdigheder
Hver dag er der udflugter til lokale seværdigheder. I dag er målet landets største helligdom; gravmonumentet for en af shiaislams vigtigste figurer, Imam Reza.
Transporten fra toget foregår i VIP-busser med brede sæder anført af blåblinkende politi-escorte. Ude foran det enorme monument bliver togets kvindelige passagerer dog trukket til side. Før de kan få adgang, kræver de religiøse forskrifter, at alle iføres chador – en slags løs kjole, der skjuler kropsformer og hår.
Indenfor oplever vi et kæmpe bygningsværk med kupler, hvælvinger og springvand. Alt udsmykket med klinker i alskens farver og mønstre, sådan som man ser det overalt i Iran, men her bare i en mere overdådig udgave.
Ved 17-tiden er vi tilbage i kupéen og fordøjer dagens indtryk med en kop te, som vognens steward har bragt. Det er sjovt at tænke på, at dele af det jernbanenet, toget passerer i Iran, rent faktisk er bygget af danske ingeniører tilbage i 1930erne. Gennem vinduerne kan vi se, at landskabet nu er mindre frodigt, og ørkenen tager over, jo længere sydpå, vi kommer.
Under aftenens middag i spisevognen er der sandstorm udenfor. Noget af sandet finder vej ind i toget gennem sprækker og afløb, og personalet får travlt med at feje sandkorn af vejen. Det blæser fortsat, da vi går til ro, men vi falder hurtigt i søvn under de bløde dundyner. Næste morgen vågner vi til sand, sand og sand udenfor.
Fanget i toget
Det er nærmest magisk at ligge og nyde landskabet og togets vuggende rytme, mens ørkenen nu og da afbrydes af små oaser med beskedne huse. Målet er Kerman, hvor dagens udflugt går til et gammelt sommerpalads omgivet af en persisk have. Først skal vi dog forbi en mindre moské. Vi opdager på vejen ud, at der i en sidebygning befinder sig en lille tesalon.
I køkkenet kan vi se nogle kvinder, der er i gang med at rense en større mængde krydderurter. Det kniber lidt med at konversere, men iranerne er venlige og byder os på smagsprøver, hvor vi kan dyppe de friske krydderurter i en meget velsmagende rød bønnedip. Netop fordi togets køkken ikke gør noget nummer ud af at præsentere os for det persiske køkken, føler vi, at vi her får en helt unik oplevelse af smagen af Iran.
Turen med luksustog kan forekomme at være en lidt lukket verden, hvor man kun i mindre grad kommer i kontakt med iranerne. Derved oplever man ikke befolkningens enorme gæstfrihed, sådan som vi gjorde i togforbindelsen fra Ankara til Teheran.
Til gengæld får man alle de største turistattraktioner serveret på et sølvfad. Og så har det jo sin egen charme at rejse rundt i luksus med folk fra hele verden, hvoraf mange har spændende erhvervskarrierer at berette om.
Da vi sidder i spisevognen med Tim Littler, spørger vi, hvordan det lykkedes at få lov til at få luksustoget til Iran.
»Der har faktisk ikke været nogen modstand. De sagde: Hvorfor ikke prøve?« husker han.
Tim Littler mener, at tilladelsen til hans tog blot er et blandt mange tegn på, at Iran er begyndt at åbne lidt mere op for omverdenen. På samme måde som Iran er i gang med forhandlinger med Vesten om landets omdiskuterede atomanlæg.
Ved 21-tiden stopper toget i ørkenbyen Yazd, og vi får lov at hoppe ud. Måske er toget et symbol på lidt mere fred og forsonlighed.
