Whiskykongen Jack Daniel har netop rundet 150 år. BT Rejser har besøgt hans museum i Tennessee og er blevet klogere på, hvordan de gyldne alkoholiske dråber bliver til
Allerede i udkanten af den lille, dovne by Lynchburg kan vi fornemme en sødlig, røget duft i næseborene. Vi er i den amerikanske stat Tennessee, helt derude hvor der ved første øjekast ikke er meget andet at se end marker og pickuptrucks. Alligevel valfarter i omegnen af 280.000 besøgende hvert år hertil, for det er nemlig hér, en vis hr. Jack Daniels whisky-eventyr begyndte for præcis 150 år siden, og hvor den ikoniske whisky i de firkantede flasker stadig bliver produceret den dag i dag.
Ligesom de mere end en kvart million turister er vi kommet hertil for at få en guidet rundvisning på destilleriet, der er listet på USA’s nationale register over historiske steder. Det er USA’s ældste registrerede destilleri, og i år kan stedet altså fejre sin 150-års fødselsdag.
Hele herligheden er gratis – marketingværdien af at vise sig frem tjener nok omkostningerne ved at drive besøgscentret mere end rigeligt hjem igen – så vi får en billet med et gruppenummer stukket i hånden og begynder med at se udstillingen i besøgscentrets foyer.
Der er montrer med adskillige meget gamle, fine flasker og karafler, hvor man kan se, hvordan flaskens form og etikette har ændret sig gennem tiden.
Der er udstillet redskaber, som blev brugt til at bearbejde majsen, som er den primære ingrediens i en bourbon-whisky, som Jack Daniel’s-dråberne er kategoriseret som (om end virksomheden selv bruger betegnelsen ‘Tennessee Whiskey’ om den gyldne drik). Og i midten af det hele står en statue af selveste Jack, der gik under det borgerlige navn Jasper Newton Daniel.
Byens alkoholiske nerve
Da vi er færdige med den faste udstilling, kommer en fyr i 40erne iklædt jeans og en sort T-shirt med det velkendte Jack Daniel’s-logo ind og kalder gruppen til sig. Han hedder Tom og skal være vores guide. Han fortæller, at det er vigtigt, at vi holder os til ham, fordi destilleriet er i fuld brug, og vi må derfor ikke gå i vejen for dem, der er på arbejde. Tom fortæller også, at han har arbejdet med produktionen af whisky, ligesom stort set alle andre, der kommer fra Lynchburg. Det lader til, at det langtfra kun er den sødlige duft, der gennemsyrer Lynchburg – hele byen er centreret omkring Jack Daniel’s-destilleriet, der ikke blot er byens største arbejdsplads, men også hele byens nerve og identitet.
Allerede på turens første stop får vi opklaret, hvor den røgede duft stammer fra. Det er nemlig her, man laver det særlige trækul, som giver den karakteristiske, røgede smag til whiskyen. Her bliver pinde af den særlige træsort, som på amerikansk kaldes ‘sugar mable wood’, stablet i flere meters højde, hvorefter der bliver tændt ild til det, så træet forkuller.
»Det er en meget fin balance, vi skal ramme,« forklarer Tom.
For træet skal ikke forkulle fuldstændig, men det skal nå at få rigeligt med røget smag. Og sommetider er det da også gået galt, fortæller han og leder os således elegant videre til næste stop på ruten – en flot, gammel, højrød brandbil. Brandvæsnet var nemlig så træt af at rykke ud, når trækulafbrændingen kom ud af kontrol, at destilleriet fik sit eget lille brandkorps på stedet.
Der bliver desværre ikke brændt trækul af, mens vi er der, så vi må nøjes med at se det demonstreret på film, mens vi får lov til at røre og dufte til kulstykker.
Jacks hemmelighed
»Opskriften på Jack Daniel’s er meget simpel. Og den er ikke hemmelig. Vil I have den?« spørger Tom, og gruppen nikker ivrigt.
»Ingredienserne er majs, rug, maltet byg, vand og gær. Lyder det ikke sundt? Hemmeligheden er trækullet, som I lige har set blive til, og det vand, whiskyen er lavet på. Vandet kommer fra en kilde, der har sit udspring lige herhenne. Det er derfor, Jack lagde destilleriet her. Kom med,« siger han og vifter os videre hen til den underjordiske grotte. Temperaturen daler drastisk inde under det naturlige halvtag, som klippen danner, og herinde kan vi se det klare bjergvand risle ud. Klippen er lavet af kalksten, som renser vandet for jern, og det er idéelt, når man laver whisky, der ikke så gerne skal have en bismag af jern. Den skal heller ikke have en bismag af majs, og det er dér, kullet igen kommer ind i billedet. Når whiskyen er blevet destilleret, bliver den nemlig filtreret gennem kullene for at fjerne urenheder og bismag, dråbe for dråbe i 10-12 dage.
Vi får lov at se de enorme trætønder, hvor whiskyen er ved at dryppe sig vej gennem kullet, og efterfølgende går vi ad en smal jerntrappe op i et stort, varmt lokale, der er tætpakket af enorme metaltanke, der er fyldt med det såkaldte ‘mash’, altså selve grøden af kornsorter, der er i gang med at gære. Det ligner mest af alt indholdet af en babyble og lugter mildt sagt heller ikke særlig rart – endnu.
20.000 tønder whisky
Så er det mere komfortabelt at se det beskedne, hvide træhus, hvor Jack Daniel i sin tid havde sit kontor. Det er indrettet præcis som dengang – med pengeskabet og det store træskrivebord intakt.
Vores guide er fuld af gode historier, for historien om Jack Daniel er spækket med myter, så Tom kan næsten ikke begrænse sig selv af iver. Men næste gruppe haler ind på os, og han skæver ned på sit ur, ærgerlig over, at han snart skal slippe os igen. Men først fører han os over i pakkeriet, hvor whiskyen bliver tappet på flasker, får mærkat på og bliver forseglet og pakket. Der er ingen på arbejde, da vi kommer, så det bliver et kort visit, inden rundvisningens sidste stop: En enorm lade, der indeholder mere end 20.000 tønder med whisky, der netop nu ligger og lagrer.
Efter sådan en tur kan man ikke undgå at blive fristet til at smage på varerne. Der er tydeligvis hjerteblod med i produktionen, og uanset om man er whisky-fan eller ej, er det svært ikke at blive fascineret af historien om verdens bedst sælgende amerikanske whisky.
