Vi traver lige så langsomt af sted gennem små fynske landsbyer – to vogne i hjulene på hinanden. Fire kilometer i timen. Lyden af klaprende hestesko mod landevej sender hilsner til hosekræmmernes tid og har i sine øjeblikke en meditativ indvirkning på både kusk og passagerer.

Min veninde og jeg er på hestevognstur med vores tilsammen fem piger i alderen 11 til 18 år. Og der skal faktisk lidt mere til for at få sendt en god gammeldags prærievogn ud på landevejene, end vi umiddelbart havde regnet med. Vi har krydset fingre for godt vejr og milde heste. Vi får ikke rigtigt nogen af delene, men til gengæld en ret sjov tur.

En lørdag i juli møder vi op på en stor gård i Skårup ikke langt fra Svendborg, hvor omkring 15 prærievogne står parat på en åben mark. Det er om at komme først til en af de gode vogne. Helst den med bedst køleskab og mest plads.

Som børn af 70ernes monopol-tv’s kronede dage har vi to voksne set utallige afsnit af ’Det lille hus på prærien’ og synes, at det kunne være sjovt, hvis vi nu alle sammen tog blomstrede kjoler og små kyser på, så vi kunne få levet vores indre Laura Ingalls ud. Det synes vores piger tværtimod ikke, og vi skal vride armen om på ryggen af dem for at få vristet mobiltelefonerne fra dem.

Klap hesten bagi

Der bliver kaldt til fællesmøde med alle de andre familier – bedsteforældre med børnebørn, kerne­familier med mor, far, børn og hund og et par enlige mødre med børn. Gårdejer-Henning er der ikke så meget pis med. Han har træsko og cowboyshorts på og kalder kusken for ’turisten’. Ingen illusioner om Laura Ingalls her. Det er om at spidse øren, for vi får kun introduktionen én gang. Vi skal op og hente to nordbaggeheste per vogn i en fold med op mod 30 løsgående heste. Vi skal tage godt fat i hovedtøjet og føre dem ned til vognen, hvor de skal tøjles til et tov og en pløk i jorden. Siden skal hoved- og sadeltøj på plads, og tøjlerne krydses og spændes til vognenes tværbjælker. For at få hesten spændt for vognen skal man ovenikøbet stå bag ved hesten og bøje hovedet helt ned til dens bagben.

»Jeg synes, jeg har hørt, at man aldrig må stille sig lige bag ved en hest,« siger jeg lidt skingert.

»Nåeee,« siger Henning.

»Men sparker de ikke?« fortsætter jeg.

»Årh, ikke ret tit,« svarer han med et godt glimt i øjet. Vi får at vide, at man bare skal klappe hesten på bagdelen, når man stiller sig bag ved den. Så ved den, at man er der. Heste sparker oftest kun, hvis de bliver forskrækket.

Klar til afgang

Vi kommer af sted på en lille prøvetur i området med Henning, efter han har tjekket, at vi har spændt rigtigt for. Vi lærer, i hvilken retning man skal hive i seletøjet for at få hestene til at gå den vej, vi ønsker. Det er faktisk lettere, end vi havde regnet med, og en time senere er vi sluppet fri med to vogne, fire heste og to laminerede kort over det område, vi kan bevæge os på.

Første nat skal vi finde hen til Brændeskoven. En tur på fem kilometer, der tvinger os til at tage hul på det langsommelige tempo, som vi skal fyldes op af i de kommende dage. For en stund. For ved vores første lejrplads slipper den ene af vores heste fra os. Vi må danne en cirkel om den, før vi kan få den lokket ned i folden. Da vi endelig ser op, går det op for os, hvor primitivt vi er kommet af sted. Her er ingenting ud over den indhegnede fold med et vandtrug til hestene. Inde i vognene har vi et kemisk toilet, små køkkener med to kogeplader og en lille håndvask, der henter vandet ved hjælp af en fodpumpe koblet til en gul plasticdunk, som vi har spændt bag på vognen.

Bålstemning i lejren

Da alle hestene er i folden, begynder pigerne at samle brænde til et bål, mens vi voksne bikser noget aftensmad sammen.Da der er kommet godt gang i vores bål, begynder idyllen at sænke sig over lejren. Børnene løber ned i folden og fanger heste ind, som de rider rundt på – uden sadler og hovedtøj. Over bålet griller de skumfiduser, som de trykker sammen mellem mariekiks og tygger i sig i en lind strøm, mens vi voksne drikker hvidvin. Da det er blevet alt for mørkt til at orientere sig, famler vi os frem med to små lommelygter, slår en plade ned over vognens spisebord, så der kommer en seng ud af det, og rykker os på plads på hver vores 50 centimeter af madrassen.

Oven på en portion bacon og æg, en opvask i halvkoldt vand og tandbørstning i skovbrynet, tager vi videre mod Lundeborg.

Slipper man tøjlerne i blot fem sekunder, går dyrene i den retning, de har lyst til. Så børnene må læse kort, og det bliver de gode til. Og mens vi rider forbi Oure Højskole og gårde, der sælger ærter og jordbær, får vi snakket med vores børn om alt det, der ikke er tid til i hverdagen.

Prærieidyl i mørket

I Lundeborg spiser vi mad i byen, køber loppefund i en marskandiser på havnen og kommer tilbage til lejren ud på aftenen, hvor en del vogne er dukket op. I mørket ser det hele ret prærieidyllisk ud. Morgenen efter, med salt på kroppen efter en morgenbadetur i Lundeborgs bølger, forlader vi lejrpladsen med stoisk ro. Nu kører det. Vi har fundet ud af, at hvis vi er klare i mælet over for hestene, gør de faktisk, hvad vi beder dem om. Langs landevejen hilser vi på billister, der forfjamsket finder mobiltelefoner frem for at fotografere det umage syn. Om aftenen får vi gang i et bål og hygger os med gyserhistorier og snobrød, og den sidste morgen speeder vi lidt op for tempoet. Vi har fået nøje instrukser om, at hestene ikke må komme op i galop. De kan simpelthen ikke holde til det enorme læs – men indimellem gider de slet ikke bevæge sig, og jeg føler mig som ham den onde bonde i Pelle Erobreren, fordi jeg slider med hestene for at få dem fremad. Derfor er vi på en måde ret lettede, da vi er tilbage på gården og får afleveret hestene. Vi bliver enige om, at vi nok aldrig bliver tryllet om til hestepiger, men mest af alt bliver vi enige om, at vi har haft det ret sjovt sammen. Og på god gammeldags vis er der noget skønt ved at have været sammen om en slags overlevelsestur.