Bwindi Impenetrable National Park i Uganda er en af Afrikas mest berømte nationalparker. Her kan udfordrende trekking gennem tæt regnskov bringe dig frem til nogle af de sidste bjerggorillaer i verden. Hvis du er heldig.
Pludselig dukker en bjerggorilla frem i lysningen i den næsten uigennemtrængelige regnskov. Så endnu én. Og endnu én.
Den største, den 200 kg tunge Silverback, hamrer sig på brystet med begge hænder og udstøder nogle dybe grynt for at markere sin dominans. Jeg er kun fire meter fra gorillafamiliens ledende han og kan frit studere hans nøgne ansigt og de behårede arme, der er længere end benene. Mit hjerte galoperer, og kroppens urinstinkt signalerer flugt.
Jeg er opfyldt af lige dele rædsel og fascination, mens rangerens ord genlyder i mit hoved: »Keep calm. Do not make any sudden moves.«. Hold dig i ro. Fascinationen vinder over frygten i takt med, at den store Silverback synker ned på alle fire igen og trasker hen til nogle fristende blade, hvor han upåvirket gnasker løs af nye skud.
Tilnavnet Silverback (Sølvryg) kommer af det faktum, at fuldvoksne dominante hanner med tiden udvikler en sølvgrå saddel over deres sorte ryg. Ligesom ham her har. Denne Silverback er 27 år gammel og den ledende han-gorilla i Kahungye familien, der tæller i alt 23 medlemmer. Kronprinsen er en yngre Silverback.
De sultne bjerggorillaer
Det fortæller rangeren, mens prinsen sidder – bogstavelig talt – midt i maden, kun et par meter fra mig, og systematisk kører blomster, blade, bær og rødder ind i en lind strøm.
Voksne bjerggorillaer kan spise op til 35 kilo planteføde om dagen. Så det er ikke så underligt, at gorillafamilierne bliver nødt til at flytte sig dagligt efter føden, og sover et nyt sted hver nat.
Af samme grund er der ingen garanti for, at man møder bjerggorillaer på et trek i Bwindi Impenetrable National Park, der er på størrelse med Mors og hjem for i alt 36 gorilla-familier.
Vandringen op og ned ad bjergskråningerne kan tage alt fra én time til fem timer hver vej uden at man støder på et behåret levende væsen af arten bjerggorilla. Men chancerne for succes er gode. De lokale, der hver morgen starter ud inden solopgang for at finde bjerggorillaerne, er både rutinerede og dygtige.
Vores ranger og guide Herbert fortæller stolt, at det er lykkedes alle hans grupper indenfor det seneste år at møde en bjerggorilla-familie.
En truet dyreart
Bwindi Impenetrable National Park er en af Afrikas mest berømte nationalparker og hjemsted for næsten 400 fritlevende bjerggorillaer. Det er knaphalvdelen af verdens samlede bestand.
De øvrige lever i nabolandene Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo, men rovdriften på regnskoven betyder, at de sjældne bjerggorillaer er en truet dyreart. Det er vanskeligt at få bestanden til at vokse, da gorillaungerne lever et farligt liv med mange fjender.
Mange unger bliver dræbt af store aber, inden de fylder tre år. Andre bliver slået ihjel af jaloux gorillahanner fra deres egen familie. Efterhånden som Kahungye familien af bjerggorillaer får tygget sig igennem de mest sprøde blade, bevæger de sig længere ind i bevoksningen.
Vores ugandiske såkaldte »trackers«, de lokale, der hver morgen tager ud for at finde gorillaerne, hugger sig vej gennem den tætte regnskov med deres macheter, og vi forsøger at følge efter på bedste vis. Men bjergskråningen er stejl, og bevoksningen nærmest uigennemtrængelig. Det går langsomt.
Men heldigvis vælger at par af bjerggorillaerne at kravle op i et træ, hvor de slår sig ned i trætoppen og spiser løs af bladene. På en af dem får jeg øje på en lillebitte gorillaunge, der med store øjne og pjusket hår langsomt vover sig frem fra sit beskyttede ly på moderens mave.
Ungen hager sig godt fast i pelsen på moderen og forsøger med møje og besvær at kravle op på hendes ryg. Men da moderen begynder at strække og rykke sig for at få fat i nye blade i trækronen, skynder ungen sig at kravle tilbage i sikkerhed på maven igen.
Lidt senere kan jeg se, hvordan gorillaungen ligger i moderens højre arm og får en tår mælk ved hendes bryst. Amningen forhindrer dog ikke moderen i at plukke blade med den venstre hånd og spise videre.
En del af UNESCOs verdensarvsliste
Bjerggorillaunger bliver hos deres mor, indtil de er op til tre år, hvorefter moderen forviser dem for at få plads til den nye unge, der er på vej. Men den store gorillaunge står dog ikke helt på egne ben endnu.
Tanter uden unger står nemlig klar til at tage sig af den, så de kan øve sig i yngelpleje og med tiden selv blive gode mødre, forklarer Herbert.
Han har været guide i Bwindi Impenetrable National Park i otte år og elsker tydeligvis sit job. Han har en enorm viden om bjerggorillaerne og de andre dyr og fugle, der lever i regnskoven, og deler gerne ud af den på sit glimrende engelsk. Og han er stolt af nationalparkens status som bevaringsværdig på UNESCOs verdensarvsliste, som den blev optaget på i 1994.
Da vi sidst på dagen er tilbage ved udkanten af nationalparken, får vi til afsked et fint certifikat med UNESCOs logo. Det er det officielle bevis på, at man har »tracked the Kahungye Gorilla Group of Bwindi Impenetrable National Park, Uganda«.
Jeg er dybt taknemmelig for oplevelsen.
