En vandretur på. »The Jesus Trail« er en ny og fredelig måde at opleve Israel på. På stier og veje mellem landsbyerne i naturskønne Galilæa.

 Der er skruet op for Elvis og minibussens aircondition. I bakspejlet ligger jordens lavestliggende punkt, Det Døde Hav, resterne af Masada-fæstningen, ørken samt badegæster smurt ind i helsebringende mudder. Det er lige før, man glemmer de 39 grader udenfor – og den lige så overophedede politiske situation, men så spolerer den svenske sidemand i bussen idyllen med et: 

Jamen, sig mig, er det Vestbredden, det her?

Hun sidder og roder med et stort Israel-kort. Jo, den er god nok: De lave bjerge til højre er Jordan, og det er palæstinensisk område på begge sider af bilen. Kun vejen, vi kører på, Route 90, er israelsk. En vej, hvis sikkerhed, diskuteres af rejsende på internettet – vel at mærke sikkerhed i forhold til snigskytter og den slags. 

Et af verdens brændpunkter

Vi er midt i et af verdens brændpunkter, og det eneste, vi hører, er lyden af Elvis. Vores israelske guider er ikke så snakkesaglige, når det handler om konflikten med palæstinenserne. Man skulle nødigt skræmme turisterne væk. 

»Dan jeres eget indtryk ud fra det, I oplever,« siger vores guide som en slags afslutning på en samtale, der ikke skal i gang – så var det ikke for den observante sidemand, havde vi alle sammen bare siddet og nydt freden og landskaberne.

»Marhaba. Smell the Jasmine and taste the olives. Jawal byder dig velkommen til Palæstina.« Sms’en på mobilen sætter med lidt forsinkelse geografien helt på plads. 

 

At være turist i dette konfliktramte land er en fascinerende, lærerig og lettere skizofren fornøjelse: Netop som man er allermest tilbagelænet og bedøvet af drinks og varme, ruskes man tilbage til den politiske virkelighed af et checkpoint på landevejen. Og når basarens udvalg af keramik og fletkurve er tæt på at blænde én, vækkes man i sin shoppingrus af lyden af megafoner og hujende mænd, opildnede på vej hjem fra fredagsbønnen. 

Israel er kultur, historie, shopping, natur og badeferie – det hele tilsat et strejf af dramatik, men måske alligevel ikke så meget farligere end ombygningshærgede Nørreport station i København i disse tider. Og man kommer (højst sandsynligt) hjem med en meget bredere forståelse og fornemmelse for både Mellemøstkonflikten og Jesus. 

Der findes næppe et andet sted på Jorden, hvor så meget historie og så mange konflikter er presset sammen på et areal svarende til Jyllands størrelse. Men som turist kan man nøjes med at koncentrere sig om den mere fredelige del af historien og landet og overlade det til de mere eventyrlystne at udforske regionens mere sprængfarlige områder som Gaza og Vestbredden. 

 

En ny og fredsommelig måde at opleve Israel på er til fods. 

»The Jesus Trail« er Israels svar på Spaniens Camino; men en del kortere. En rute på omkring 62 km i det nordlige Israel, som fører vandreren gennem Galilæas kuperede  landskaber mellem Jesu hjemby Nazaret og Genesaretsøen  – gennem byer med kristne, jøder såvel som drusere og arabere. Idéen er at lade vandreren opleve Israels mange forskellige ansigter, kulturelt, religiøst og politisk – og på denne måde bidrage til større medmenneskelig forståelse. 

 

Hvis man hører til dem, der gerne vil kunne sine Bibel-historier – vel at mærke uden at skulle slæbe sig gennem alle de hellige skrifter – er turen en oplagt anledning til at få styr på de dér historier, som optræder så hyppigt i talemåder. Det bliver nemmere at huske historien om at gå på vandet, når man selv har sejlet på selvsamme vand i Genesaretsøen, lige som historien om det første mirakel, Jesus udvirkede, lagrer sig bedre i ens hukommelse, når man er gået forbi alle souvenir- og vinbutikkerne i Kana.

Det var her i Kana, Jesus kom til et bryllup sammen med sin mor og opdagede, at der manglede vin til alle gæster, hvorefter han lavede vand om til vin. Overflødigt at sige, at smarte forretningsdrivende for længst har sørget for, at ingen behøver at gå tørstig fra Kana i dag.

Men glem ikke at tanke op med rigeligt med vand, når du begiver dig videre ud i terrænet.  Heden kan være nærmest lammende midt på dagen – og uden Jesus til at trylle vand ud af en stillestående varmedis kan man hurtigt blive dehydreret. 

Nazarat 

Nazarat er udgangspunktet for den klassiske Jesus-vandring. Det var her, Jomfru Maria ifølge Det Nye Testamente fik at vide, at hun ved Guds kraft skulle undfange og føde en dreng. Og det var her, Jesus begyndte sit virke som prædikant. 

Ud af al denne skaberkraft er vokset en vibrerende, larmende storby med flere end 70.000 indbyggere, Israels største arabiske bykvarter og berømte kristne kirker, blandt andre den store romersk-katolske Bebudelseskirke. Lidt af et virvar at lande midt i – men turen hertil er nem med bus eller en af de lokale minibusser, sherutterne, fra enten Tel Aviv eller Jerusalem. 

Siden 2000 har Nazaret været præget af spændinger mellem muslimer og kristne på grund af planer om opførelse af en moské umiddelbart ved siden af Bebudelseskirken. Det er den slags spændinger, der rammer én i ansigtet hjemme foran fjernsynet, men som kan være svære at mærke, når man sidder og spiser en omgang hummus på et lokalt frokoststed. 

Her er seværdigheder nok til en dag eller to, men man kan også hoppe direkte ud i det – og skynde sig ud på vandrestierne, som den ængstelige turist nok vil opleve som mere sikker grund end byerne.

Hjemmelavede luksusversion

»The Jesus Trail« er en kun fire år gammel opfindelse. Så ny, at turistmyndighederne stadig ser skævt til dette private initiativ, som de prøver at udkonkurrere med deres eget »Gospel Trail« (»Evangelie-ruten«). Omvendt er »The Jesus Trail« allerede så veletableret og gennemprøvet, at ruterne er godt afmærkede – og at arrangørerne tilbyder pakker med overnatning og transport af bagage fra sted til sted.

Uanset om man vil klare det hele selv eller have en pakkeløsning, er det en god idé at begynde sin tur med et besøg eller en overnatning på Fauzi Azar Inn. Et charmerende herberg, der ligger i et gammelt palads inde midt i soukens kringlede gader og drives af en af mændene bag »The Jesus Trail«. Her kan man få, hvad man har brug for af gode råd før turen – nogle gange kan man også være heldig at få en gratis guide med på første del af turen. 

Vi tager den hjemmelavede luksusversion, springer den første stejle opstigning ud af Nazaret over og begiver os ud på Jesus-vandringen fra Sepforis. I Zippori National Park (Zippori er det hebraiske navn for Sepforis) kan man suge mere kultur til sig i form af udgravninger og mosaikker helt tilbage til år 200 e. Kr., før man for alvor trækker i vandrestøvlerne.

Forude ligger skovstrækninger, brede stier med grus og sten og et betagende vue ud over de grønne højder og dale, der gør Galilæa til en slags Israels Toscana. 

Det er her, selv den mest urolige kan lægge al frygt bag sig og bare nyde naturen. Kun smidte vandflasker og andet skrald vidner om, at andre end Jesus har gået her før os.

 

Men gik han virkelig her? 

2000 år efter Jesus vil ingen lægge hovedet på blokken på, at præcis dette var hans rute. I nogle tilfælde har for eksempel katolikker og protestanter hver deres version af historien og af, hvor forskellige begivenheder fandt sted. Sikkert skulle det dog være, at Jesus vandrede i netop denne region i det nordlige Israel – gennem, marker, floder og landsbyer – for at udbrede sit budskab. 

Nogle af de historiske ruter, som Jesus formentlig er vandret ad, er i dag gemt under asfalt og tæt trafik, og i de tilfælde har arrangørerne valgt at prioritere vandrerens sikkerhed frem for den historiske akkuratesse. Men hvem tænker på det, når solen skinner, og man er ved at træde i karakter som pilgrim?

 

En pilgrimsvandring er traditionelt en rejse med et religiøst formål og symbolsk indhold til et helligt sted. I Israel er Jerusalem målet for både jøder, kristne og muslimer (Jerusalems al-Aqsa-moské er for muslimerne det tredjevigtigste valfartsmål efter Mekka og Medina).

Generelt går pilgrimsrejser i en hellig persons fodspor, og formålet med rejsen kan være for eksempel bod, bøn eller helbredelse. Rejsen kan anskues som en langstrakt overgangsfase, hvor den valfartende kommer på afstand af sit vante miljø og vender forandret tilbage. 

Pilgrimrejser

I dag har pilgrimsfærden også slået an hos ikke-troende – blandt andre er Caminoen (ca. 800 km fra Sydfrankrig til Santiago de Compostela i Spanien) med sine flere end 100.000 årlige vandrere lidt af et tilløbsstykke. Den moderne pilgrim går typisk efter en åndelig eller personlig oplevelse eller vil måske bare prøve grænser, jagte nye fysiske udfordringer. 

Mere helligt behøver det heller ikke være, når du giver dig i kast med »The Jesus Trail«. Du kan nøjes med at notere dig, at en pilgrimsrejse går for at være lige så meget en indre rejse som en fysisk rejse. Altså glem for en stund alt om intrigerne på jobbet og det tæppe, du skal nå at købe i basaren, inden du skal hjem. Det kommer formentlig helt af sig selv, når du for eksempel når frem til en af de små landsbyer på ruten, og lokale børn forsøger at få kontakt.

Ligesom vabler, forkerte sko, hede og akut tørst kan få én til at glemme alt andet end her og nu. Og det er blandt andet hvad det hele handler om – at flytte sig, indimellem også ud af sin egen komfortzone.

Fysisk er der ikke de store udfordringer, så selv glade amatører burde kunne klare turen med det rette fodtøj. Ruternes sværhedsgrad og længde varierer, og man kan få meget mere at vide om begge dele i bogen »Hiking the Jesus Trail« vandrerens bibel, der forbereder en på snart sagt alt. Blandt andet anbefales det at medbringe mobil i tilfælde af skader og så videre, selv om man således distancerer sig endnu mere fra den oplevelse, Jesus havde.

Et andet godt råd  –  til kvinder – er at ignorere eventuelle plageånder undervejs, og alliere sig med nogle lokale, hvis opmærksomheden skulle blive for ulidelig. Generelt skulle der dog ikke være noget problem i at rejse et par kvinder sammen. 

Kapernaum

Turens endemål er Kapernaum, lige dele oldtidsby og turisthelvede lige ved Jordanflodens udløb i Genesaratsøen.  Bestemt ikke et af turens autentiske højdepunkter, men svær at komme uden om, da denne fiskerby på Jesu tid var en vigtig by og udgangspunktet for hans virke i Galilæa. 

Folk på egnen blev vidne til Jesus’ magt over naturen – her fra byen og bakkerne omkring stammer blandt andre beretningerne om at helbrede de blinde og lamme og om at gå på vandet. 

Det spørgsmål, der står tilbage, er selvfølgelig i hvilken forfatning, man selv kan rejse hjem? Med følelsen af at kunne gå på vandet, af at have overvundet sig selv, fundet roen, meningen, mistet købetrangen eller …? 

Uanset hvilke spirituelle højder eller dybder, du måtte nå, så und dig selv at opleve lidt af Israel uden for »The Jesus Trail«. Tag i det mindste et par dage i Jerusalem eller Tel Aviv på vej ud eller hjem. Kultur, strandliv, religiøse seværdigheder, folkeliv en masse – og så er der er forresten masser af gode tæpper og keramikkrukker at hente i basaren, hvis du ikke er vokset helt fra de materieller glæder.B

 

Rejseliv var inviteret til Israel af Det Israelske Turistbureau