Alsace er kendt for maleriske landsbyer og hvidvin i verdensklasse. Men regionen i det nordlige Frankrig byder også på udfordrende landskab, der lokker cykelryttere til i hobetal – lige fra bjergkongen til den jævne motionist.

Markstein. Smag lidt på ordet.

Det kunne være navnet på en tysk feltmarskal, der ikke tolererer den mindste vaklen i geledderne. Sådan en ilter herre, der presser sine mænd til at yde deres absolut optimale, når der er brug for det. Ingen kære mor.

Men Markstein – med et lille fransk Le foran – er i denne forbindelse et bjerg i Alsace. En region, der ikke kan bryste sig af sagnomspundne tinder som Alpe d’Huez, Mont Ventoux og Col du Tourmalet, men mindre kan også gøre det – hvad enten du hedder Alberto eller Arne, Contador eller Clausen.

Klokken lidt i seks en onsdag morgen midt i maj stiger otte mænd ind i to biler på en søvnig villavej i Holstebro.

Hver især er vi mødt op med en racercykel og en sportstaske, der blandt vante ting på en standardrejse også rummer et arsenal af bekostelige energiprodukter – så som geleagtigt sukkerstads, der nemt og hurtigt kan klemmes ud i munden, når kroppens motor begynder at gispe.

Målet er klart: vi ønsker at prøve kræfter med stigninger, der langt overgår det vante terræn i det vestjyske. Måske overskride nogle grænser både fysisk og mentalt.

Den ti km lange stigning på Col du Firstplan kræver sit. Vi er tydeligvis langt fra det vante jyske terræn.
Den ti km lange stigning på Col du Firstplan kræver sit. Vi er tydeligvis langt fra det vante jyske terræn. Foto: Henrik Breum
Vis mere

Tre dage i sadlen

Efter den første nats søvn på Hotel Les Rives i Guebwiller er vi tændte. Og spændte.

Nogle få af os har været her før, men for hovedparten er det første gang, at bjergkæden Vogeserne rejser sig foran os.

Vi har udsigt til tre dage i sadlen, og det bliver besluttet, at første udfordring skal være Le Markstein: 1.183 meter op mod himlen med stigningsgrader, der i Tour de France-regi placerer bjerget i kategori ét; altså er Le Markstein det næstmest vanskelige terræn, man kan byde en professionel cykelrytter.

Sådan én, der ikke har problemer med at køre i omegnen af 3.500 kilometer på tre uger. Ingen af vi otte mænd fra Mejrup Cykel Club er i nærheden af at have kørt så langt siden sæsonstarten for et par måneder siden.

I det beskedne hovedfelt, der ruller ud fra hotellet, sidder blandt andre en tømrersvend, der kan træde sømmet i bund, en lastbilchauffør, der har let ved at finde det rette gear, en journalist, der presser sig selv på grænsen af deadline. og en tidligere landmand, der har behov for foder på ruten.

Men her midt på formiddagen handler det først og fremmest om at spise nogle meter af Le Markstein, der hurtigt viser sig at være noget af en mundfuld. I flokken bliver der i høj grad lagt vægt på fællesskab og sammenhold, men mødet med bjerget og de næsten 23 kilometer mod toppen splitter os hurtigt ad.

Contador var her også

Stigningsgrader på ti procent eller mere gør ondt – og ikke alle finder trøst i, at en spansk bjergkonge med fornavnet Alberto blot ti måneder tidligere lagde vejen forbi. Det skete på niende etape af Tour de France 2014, hvor feltet tilbagelagde 166 kilometer.

Rød-gul spraymaling på den sorte asfalt vidner fortsat om, at Contador var en populær herre på sit korte visit i bjergkæden.

Det er svært ikke at lade sig smitte en anelse af vingesuset fra den sydeuropæiske kongeørn, der dog netop her fik stækket sine vinger: Contador styrtede på en nedkørsel, og trods både mental og fysisk opbakning fra daværende sportsdirektør Bjarne Riis, holdlæge og mekanikere var løbet kørt, mens hovedfeltet hastede videre.

Vi er blot motionister på tur, så på toppen tager vi os tid til at klikke ud af pedalerne og stige af cyklerne. Sejrstogtet skal foreviges, skønt det ikke just er et panoramaview, der åbenbarer sig for os.

Gråtunge skyer begrænser sigtbarheden på skisportsstedet, og temperaturen daler hurtigt til omkring ti grader. Så er der ikke meget varme at hente i en trikot med korte ærmer.

Missionen lykkedes: På toppen af det højeste bjerg i det nordlige Frankrig.
Missionen lykkedes: På toppen af det højeste bjerg i det nordlige Frankrig. Foto: Henrik Breum
Vis mere

Da alle mand har klaret kampen mod Le Markstein, triller vi roligt videre mod endnu en top i skikkelse af Le Grand Ballon. Det bliver ad den nemme, højtliggende genvej, som også Valverde og kollegerne valgte i sidste års Tour de France; en smuttur på et par kilometer og en stigning, der er til at overse.

To dage senere får vi indblik i, hvorfor Le Grand Ballon – som eneste bjerg her i det nordlige Frankrig – er i klasse med sydligere tinder, der i Tour-regi er »uden for kategori.« For at en stigning kan komme i denne Tour-klasse, skal den være længere end 15 kilometer og have en højdeforskel på over 1000 meter.

Den flade landevej fra vores hotel i Guebwiller til nabobyen Cernay virker som behagelig opvarmning, og for en stund er det muligt at fortrænge, hvad der egentlig venter forude. Men vi ved det alt for godt: der er 23,3 kilometer op til toppen af Le Grand Ballon, der med sine 1.343 meter repræsenterer den højeste tinde i Vogeserne.

Atter står det klart, at »vi ses på toppen«. De lidt tungere drenge, der formår at træde til i højt gear, når vi strides mod vestjysk modvind, er ikke nødvendigvis de stærkeste, når det går opad i længere tid.

Som en af de få i gruppen har jeg endnu ikke investeret i en handy Garmin-computer, der registrerer alt fra temperatur og gennemsnitsfart til pulsslag og stigningsprocenter, så jeg kører blot på en snert af fornuft og omtanke. Og aner egentlig ikke, om mine fire hjertekamre er på grænsen af deres maksimale ydeevne.

Men jeg har en fornemmelse af, at det kører rimeligt godt.

Det gør det så sandelig også for den Porsche 911, der pludseligt kommer ræsende bagfra og snupper et hårnålesving så let, som var det et enkelt åndedrag.

Jeg når at tænke, at den cremehvide fartmaskine ville stå godt til min Trek Madone 2.1 – måske ikke en fartdjævel, men i farvenuance matcher min racer fint sådan en Porsche.

Cola på toppen af Le Grand Ballon

Motorlarmen dør hurtigt ud, og det samme gør min tankevirksomhed – som den så ofte gør, når benmusklernes arbejde bliver omsat til fremdrift på to dæk, der ikke er meget bredere end en grillpølse. Blot er fremdriften knap så hastig her i Alsace, hvor landskabets karakter sætter naturlige grænser for farten.

Det gør godt med en kold cola på toppen af Le Grand Ballon, der på denne lørdag lader solen komme til blandt spredte bomuldsskyer.

Og så kan det da ellers nok være, at der kommer fart over feltet. På nedturen når yngstemand i vores gruppe op over 85 kilometer i timen, så han kommer til at vente lidt på gruppettoen, inden vi i fællesskab finder et godt sted at spise frokost.

Siddende dér i solen med en sandwich mindes jeg et interview med Jørgen Leth, der midt i sommeren sidste år sagde til BT, at man skal holde fast i, at cykelsport også skal være hårdt og brutalt:

»Jeg bryder mig ikke om den der hykleriske humanisme, nogle forsøger at trække ned over rytterne, eller når søstrene Schleck beklager sig over farlige nedkørsler eller brosten på etaperne. Det er de store og grænseoverskridende dage, som bliver stående.«

Han har ret, den gode Leth.