Det ligner et hotelværelse i vanlig Scandic-stil og -kvalitet.
Det er det også med den lille forskel, at værelset er et hotel i sig selv, og at det kan flyttes.

»Scandic to Go« er Danmarks første mobile hotel, og det er det nyeste og det mindste af kotelkædens hoteller.

Foto: Scandic PR
Foto: Scandic PR
Vis mere

Det 18 kvadratmeter store hotelværelse er indrettet med dobbeltseng og opholdsafdeling samt badeværelse plus en terasse foran, og det står i øjeblikket i København Zoo, hvor en overnatning 16. maj er doneret til fordel for verdens truede næsehorn.

Man kan byde på overnatningen på Lauritz.com indtil 15. maj.

Efter opholdet i Københavns Zoo skal hotellet videre rundt i Danmark, hvor det i løbet af sommeren er i Hammer Havn på Bornholm fra 16. til 21. juni, til Cold Hawaii i Klitmøller fra 4. til 12. juli, og til Foodfestival i Aarhus fra 4. til 6. september. En overnatning i det mobile hotelværelse på et af de steder kan bookes og koster 1.950 kr. Der er stadig enkelte pladser.

Læs også: Prisvenlige designer-hoteller

Udover de allerede besluttede steder, hotelværelset rykker hen, kan man få hotellet placeret lige, hvor man vil - næsten - i den sidste weekend i august. Hvor og hvem, der får mulighed for at købe en overnatning i det mobile hotel på et valgfrit sted, afhænger af begrundelsen - den bedste historie om, hvorfor hotellet skal placeres lige der.

Scandic vælger den bedste begrundelse, men betinger sig dog, at den relevante kommune eller myndighed skal godkende placeringen.