28-årige Henrik Jeppesen har som den yngste i verden besøgt alle 193 FN-lande. Her fortæller han om de mange rejseeventyr, han har haft i løbet af de seneste ti år

Næsten overalt har han været. Næsten alt har han set. Sådan skal der måske stå på Henrik Jeppesens gravsten en dag. En dag om forhåbentlig meget lang tid.

For Henrik er trods et imponerende rejse-cv ikke særlig gammel. Den 1. april i år, kort før sin 28-års fødselsdag, besøgte han sit sidste land, Eritrea, og havde dermed ifølge websitet Besttravelled.com som den yngste i verden med offentlig præsentation besøgt alle verdens 193 FN-lande. Uden at have haft hverken job eller særlig mange penge.

Hvordan er du blevet til en mand, der vil besøge alle verdens lande?

Det er en proces. Først rejste jeg bare, så havde jeg pludselig været i 50 lande, så 100, og så kunne jeg lige så godt gå efter dem alle sammen. Selv om jeg nu har besøgt alle lande i verden, er jeg langtfra tilfreds. Jeg vil gerne besøge alle verdens territorier som den sidste store ’liste-ting’ – og lykkes dét, vil jeg helst ikke følge en liste mere.

Hvad var den værste oplevelse på rejsen?

Mit pas blev stjålet i Gambia på en færgeterminal. Jeg skreg op foran hundredvis af mennesker. Jeg var sønderknust. Passet indeholdt adskillige afrikanske visa, som jeg havde kæmpet utrolig hårdt for at få. Det føltes, som om måneder blev revet ud af mit liv. Utroligt nok blev tyven fundet, og jeg fik mit pas tilbage.

Hvilket land var det farligste?

Syrien under krigen, men TV 2’s korrespondent Rasmus Tantholdt hjalp mig. Jeg stolede på hans kontakter, og alt gik fint.

Hvad er det mest livsbekræftende, du har oplevet undervejs?

Det må være alle de mennesker, der har stolet på en fremmed og hjulpet mig. Jeg tænker især, da jeg første gang var i Aserbajdsjan, hvor jeg måtte vente til midnat med at komme ind i landet, da datoen på mit visum var forkert. På den anden side af grænsen var der ingen mennesker og helt mørkt. Jeg sad bare og var bange og anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Pludselig kom der en bil. Jeg rakte tommeltotten ud. Bilen kørte videre, men stoppede så og bakkede tilbage mod mig. Døren åbnedes, og jeg sagde hej og satte mig ind. De kunne ikke engelsk, men jeg fik stukket en mobiltelefon i øret. Det viste sig, at chaufføren havde ringet til en engelsklærer for at forstå, hvad jeg havde gang i. De tog mig med til deres hjem og inviterede naboerne over. Al kommunikation i hjemmet blev oversat gennem telefonen. Efter jeg havde fortalt min historie, ringede de til én, der kunne køre mig de ca. 500 km. ind til hovedstaden for omkring 100 kroner. En sådan hjælpsomhed havde jeg slet ikke forventet, da jeg sad og var bange i mørket ved grænsen.

Hvornår har du været tættest på at give op undervejs?

Da jeg fik madforgiftning på Andamanerne i 2014, fulgte en hård kamp for at få maven i orden igen. Efter en uge i sengen kunne jeg flyve, men havde ofte vejrtrækningsproblemer de næste seks måneder.

I globetrotterkredse er det almindeligt kendt, at verdens to sværeste territorier at besøge er Wake Island og British Indian Ocean Territory. Wake Island er et ikke-permanent beboet amerikansk territorium, der ikke modtager besøgende, ikke har en havn og hvortil kommercielle fly ikke opererer. British Indian Ocean Territory kan kun besøges, hvis man har en speciel tilladelse til at besøge den amerikansk/britiske militærbase eller befinder sig på et skib i nærheden i havsnød.

Hvordan kom du i gang med din jordomrejse?

I begyndelsen var jeg bare en ung mand, der elskede at rejse. Da jeg sagde, jeg ville rejse til alle lande, var mange skeptiske, og de færreste troede på, det kunne lade sig gøre. Sikkerheden spurgte mange til. Flere var overbevist om, at noget nok skulle gå galt i de ’farlige’ lande med krig og konflikter. Som min onkel sagde: »Jeg betaler altså ikke for at få dig hjem.« Forstået på den måde, at jeg helt sikkert vil blive taget til fange på et tidspunkt.

Hvordan fik du råd til rejserne?

Jeg har forsøgt at følge en række regler for at leve billigt: Overnatningen må ikke koste noget. Jeg bor gratis hos lokale eller skriver til hoteller/hostels og fortæller om mit projekt og spørger, om jeg kan bo gratis. Hvis intet lykkes, sover jeg enten på et offentligt sted eller køber en billig billet til en natbus, hvor jeg så kan sove.

Mad skal være billig. Kan jeg få sponseret et gratis måltid, er det fantastisk, ellers køber jeg noget billigt i supermarkedet. I mange lande koster det ikke mere end fem kroner. Jeg flyver oftest med lavprisselskaber og booker, når der er vilde kampagner, og jeg bruger ofte bonuspoint. Jeg har fløjet mange gange for under 50 kroner. Jeg har blaffet med over 1.000 biler og ellers rejst med offentlig transport. Jeg undgår for alt i verden taxaer, især i den vestlige del af verden, ellers kan man ikke rejse jorden rundt i årevis, medmindre man er rig.

Hvad får du ud af at rejse?

Jeg får nogle ubeskrivelige oplevelser, som jeg ikke ville være foruden. Jeg kan dele ud af mine erfaringer om hvert enkelt land, og om dét at rejse generelt. Dét at rejse til alle lande i verden er nok den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet.

 

Hvad får verden ud af det?

Jeg tror på, at jo mere vi rejser og møder andre kulturer, desto større forståelse får vi for hinanden som mennesker og for vores forskellige måder at leve på.

Har du et råd til andre, der vil forsøge at besøge alle verdens lande?

Mange mennesker siger, de har rejst jorden rundt, men de fleste har været i relativt få lande. En rejse til alle verdens lande kræver noget helt ekstraordinært. Her tænker jeg primært på det arbejde, der ligger i at komme ind i landene, og de forhold, der er i mange tredjeverdenslande. Det er blandt andet derfor, så få mennesker har besøgt alle verdens lande. Rejs derfor roligt, og overvej det først, når du har rejst jorden rundt et par gange.

Henriks rejse kan følges på hans hjemmeside: henriktravel.com