Tobago er med sin enestående flora og fauna, afslappede lokalbefolkning og endnu begrænsede turisme et rejsemål, der virkeliggør drømmen om det ægte Caribien.

Regnskovsvandring
Hvad: Tobago Main Ridge Forest Reserve
Hvor: Dækker en stor del af øen

Hvor de fleste af Tobagos byer i turistmæssigt øjemed ikke har så meget at byde på, skal naturen og ikke mindst fuglelivet opleves på tæt hold. Tobagos regnskov er fredet og efter sigende verdens ældste af slagsen. Derfor er der også restriktioner på brugen af den, og ved første øjekast kan det forekomme lidt trist at skulle gå ad den samme sti ind og ud ad regnskoven.

Man bør dog unde sig selv turen – og sikre sig følgeskab af en ordentlig guide for at få det fulde udbytte af regnskovens flora og fauna. Vores guide gik langsomt og forsigtigt med øjne og ører på stilke og fløjtede sagte – og fik fuglesvar på tiltale fra først en og siden flere fugle. Hvorefter han kunne udpege hver enkelt for os og fortælle detaljeret om arten.

Info: gotrinidadandtobago.com/tobago

Robinson Crusoes strand
Hvad: Englishman’s Bay
Hvor: Omtrent midt på øens caribiske side

Tobago er overskuelig og forholdsvis let at finde rundt på, selv om de lidet imponerende veje i kombination med venstrekørsel og den caribiske fortolkning af færdselsreglerne kan være en udfordring for selv en rutineret bilist. Vover man at kaste sig ud i det, belønnes man dog i rigt mål, ikke mindst med muligheden for at finde små perler langt fra alfarvej. Englishman’s Bay er en af dem.

Tobago siges – i hvert fald på Tobago – at være stedet, hvor Robinson Crusoe drev i land, og selv om det angiveligt ikke var ved Englishman’s Bay, er det svært at forestille sig omgivelserne i Daniel Defoes roman skildret mere præcist end her. Det Caribiske Havs blide bølger bryder langt, langt ude og skummer som champagne op langs den flade strandkant.

Info: tobagoretreats.com/beaches_eng.htm

Gudernes føde
Hvad: Tobago Cocoa Estate
Hvor: Nær byen Roxborough

Holder man af chokolade, er det første møde med kakaofrugten i sig selv en stor oplevelse. Når man tilmed får mulighed for at blive vist rundt i en kakaoplantage og få den fascinerende historie om kakaobønnens lange og omstændelige rejse fra frugt til chokolade, ja, så skal man bestemt gribe den.

Ganske som det er tilfældet med banan- og sukkerrørsplantagerne, har orkaner sammen med den generelle udvikling stort set sat en stopper for kommerciel produktion af kakao på øen, og skønt en beskeden produktion af eksklusiv chokolade, ernærer Tobago Cocoa Estate sig i dag primært ved turisme. Ikke desto mindre er det stadig muligt – og ganske ukommercielt – at kigge ind og få en personlig rundvisning med mulighed for at røre ved og smage på råvaren i forskellige faser.

Info:
tobagococoa.com

Te med pip i
Hvad: Afternoon tea og fuglekig
Hvor: Arnos Vale Hotel

Højt beliggende omgivet af regnskov og med udsigt over Det Caribiske Hav ligger Arnos Vale Hotel, der holder den engelske tradition med afternoon tea i hævd. Det er imidlertid omgivelserne og oplevelsen snarere end selve traktementet, man skal komme efter. Her lå tidligere en sukkerplantage, og siddende på den store veranda i tunge, mørke kurvemøbler med ventilatorerne summende dovent i loftet er det svært ikke at føle sig bare en smule som en grandios plantageejer i færd med at betragte sine jorder.

Stedets virkelige tilløbsstykke er dog de mange fugle, som hver eftermiddag tiltrækkes af et bugnende foderbræt. Diverse varianter af bevingede gæster omgiver den ellers fredfyldte veranda og gør det nødvendigt at holde et vågent øje med te, sandwiches og kager.

Info:
arnosvalehotel.com

Velkommen i Paradis
Hvad: Pigeon Point Beach
Hvor: Tobagos sydvestspids

Efter flere dages sightseeing er en tur til Tobagos berømte Pigeon Point-strand et must. Stranden er billedskøn, og de postkortlignende omgivelser gør da også Pigeon Point til et af øens mest besøgte steder. Der er dog stadig langt til det fluepapir, man kender så mange andre steder fra – og Pigeon Point er langt smukkere. Alene køreturen gennem et parklignende område med palmer og planter i alle farver og afskygninger gør det at skulle betale entré til stranden let at fordøje.

Selve stranden er bred med silkeblødt, gyldent sand og turkisblåt hav, så langt øjet rækker. Pigeon Point ligger ud til det Det Caribiske Hav, som er blidere med en mere forsonlig brænding end Atlanterhavet på den modsatte side af øen. Toiletfaciliteter gør det sammen med et par barer og spisesteder muligt at tilbringe en hel dag ved Pigeon Point.

Info: tobagoretreats.com/beaches_pig.htm

Læs også: Efterlad kun dit fodaftryk på Tobago