Tårnhøje skyskrabere, afslappet stemning og en af de mest fascinerende skyline i verden. Kinas mægtige metropol byder både på historie, shopping og storslåede oplevelser.

07.00

Klokken er kun syv, men temperaturen er allerede oppe på 24 grader, og planen er at starte dagen med en løbetur langs Wusong River, der løber hele vejen gennem den centrale del af Shanghai og ud i Huangpu River, som deler Shanghai op i to dele Pudong (øst) og Puxi (vest). Det er en oplevelse at løbe her, men meget varmt, så medmindre man er meget til varme, kan det anbefales at benytte et af de motionslokaler med aircondition, som findes på mange hoteller.

09.00

Vi spiser morgenmad på den franske cafe »Le Café des Stagiaires« på Dagu Lu tæt på People’s Square, som ligger i hjertet af Shanghai. Her er maden europæisk, og hvis man kommer efter kl. 11, er caféen et af de få steder i Shanghai, hvor man kan få brunch frem for den traditionelle nudel-morgenmad, som kineserne foretrækker.

Caféen åbnede i 2013 som den tredje café under samme navn. Stemningen er afslappet, og på væggene hænger alverdens billeder og tavler med menuer og drinks. Drinksene er til ære for eftermiddagens/aftenens gæster, hvor stedet omdannes til en hyggelig drinks-, cocktail- og ølbar.

cafestagiaires.com

10.00

Når man er midt i Shanghai, er det helt umuligt at danne sig et indtryk af byen og dens størrelse. Ligegyldigt hvor man kigger hen, er der tårnhøje skyskrabere. Det er selvfølgelig også det, der gør Shanghai så imponerende, men man får lidt en følelse af, at man bør finde noget højt at stå på for at kunne se noget. Derfor tager vi op i en af de højeste bygninger i Shanghai, tv-tårnet »Oriental Pearl«.

Tårnet ligger ved siden af den 88 etager høje bygning »Jin Mao Tårnet« og »Shanghai World Financial Center« ved Pudong Park. Alle tre bygninger er nogle af de højeste i Asien og tilbyder en fantastisk udsigt over Shanghai. »Oriental Pearl« er hele 468 meter højt, hvilket kan give et sug i maven, når man ser ud over byen deroppe fra. Kl. 10 er et godt tidspunkt at tage op i tårnet – senere på dagen er der langt flere turister og dermed risiko for lang kø.

Det koster cirka 45 kr. for voksne og 30 kr. for børn at komme op i ­tårnet.

orientalpearltower.com

11.30

Vi hopper på en af de mange »jump on and off« busser, der giver mulighed for at se en masse af byen, dels fordi busserne er åbne, dels fordi man kan stå af og på, som det passer en, alt efter hvilke område man gerne vil se af Shanghai. Når man betaler, får man udleveret en dagsbillet, for ca. 100 dansk kroner, og et par høretelefoner.

Dem sætter man i ved sædet, og så har man sin egen engelsktalende guide i øret, der fortæller, hvilke bygninger og områder man kører forbi samt lidt om den kinesiske historie.

På denne tur får man også et godt indtryk af den imponerende infrastruktur – som selvfølgelig er nødvendigt i en by, hvor der bor 18,1 mio. mennesker, heraf de godt 9 mio. inden for bygrænsen.

14.00

Vi hopper af bussen og tager en taxi til Yu Yuan Garden. Den ligger i den gamle bydel med mange små butikker, gamle bygninger og smalle gader, man kan slentre rundt i før og efter besøget i haven.

Selve haven er modsat mylderet uden for helt stille – man glemmer alt om dyttende biler, menneskemylder og storbyens virvar, når man går rundt mellem alt det grønne herinde. Det koster cirka 25 kr. at komme ind.

yuyuantm.com.cn

15.30

I en storby kommer man sjældent uden om shopping. Kina er fyldt med spændende markeder, hvor man kan købe stort set alt. På skræddermarkedet »South Bund Fabric Market« kan man medbringe billeder med af tøj, man gerne vil have syet, eller eksempelvis en skjorte eller kjole, man gerne vil have lavet i andre farver og materialer.

Man kan selvfølgelig også dukke op tomhændet og vælge et allerede færdigsyet design. Jeg får taget mål til en kjole og en habitjakke og kan hente det to dage efter. Det passer perfekt og den samlede pris er 400 kr.

17.00

Efter skræddermarkedet fortsætter vi shoppingen i bydelen French Concession, nærmere bestemt i området Tianzifang, som er kendt for sine små håndværksbutikker, hyggelige restauranter og smalle gader, der næsten ligger gemt væk fra de nærliggende veje. Her kan man ikke købe kopivarer, derimod kan man finde ting, naboen derhjemme helt sikkert ikke har – fra tøj og smykker til sko og kunst.

Vi slutter shoppingturen på Panda Bar i Tianzifang, hvor vi får mojitos til – i forhold til danske priser – beskedne 40 kroner. En perfekt afslutning på eftermiddagen.

Restaurant Dolar Shop, hvor man kan få hot pot.
Restaurant Dolar Shop, hvor man kan få hot pot. Foto: Gita Femhøj
Vis mere

19.30

Bortset fra en hurtig sandwich i farten har vi ikke spist hele dagen, så vi finder vej til en restaurant, hvor vi ved, der er masser af – god – mad. Og lokal. Vi vælger Restaurant Dolar Shop, som serverer den lokale ret Hot Pot. Hot Pot er forskelligt kød, grøntsager, tofu osv., som man dypper i små gryder med kogende bouillon, man har stående på bordet – lidt a la fondue.

For fem slags kød, masser af grønt, et stort fad med forskellige varianter af tofu og tre gryder med hver sin smag (bl.a. karry og chili) kom vi af med 80 kr.

dolarshop.com

21.00

Efter maden tager vi en taxi til »The Bund«, en af de mest kendte gader i Shanghai. Her kan man gå langs vandet og se på alle de smukke høje bygninger. Bygningernes unikke arkitektoniske detaljer er endnu flottere om aftenen end om dagen – de kommer til deres ret i lyset fra de mange tårne og lyset langs promenaden.

22.00

Vi fortsætter til Kartel – en vinbar med en stor tagterreasse, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen.

kartel.com.cn

M1nt Club ved The Bund.
M1nt Club ved The Bund. Foto: Gita Femhøj
Vis mere

01.00

Vi slutter dagen på M1nt Club på 24. etage i en bygning mellem People’s Square og The Bund, og er en club i den dyre ende (drinks koster cirka 100 kr.) og med dress code (ingen sneakers og jeans). Stedet er delt op i flere barområder og dansegulve og musikken er en blanding af techno, pop og R’n’B.

Her Klientellet er folk af alle nationaliteter og M1nt Club kan bestemt anbefales, hvis man vil opleve clubstemning i Shanghai. Eller vil se en klub, der har indrettet indgangen med et akvarium med hajer.

m1ntglobal.com