»Kulturfestivalen« i Stockholm, »Tanz im August« i Berlin, »Malmöfestivalen« i Sverige, »Beatleweek Festival« i Liverpool og »Notting Hill Carnival« i London. August byder på masser af oplevelser verden over.

1. august - SANTO DOMINGO

To dage, hvor Plaza Juan Barón i hovedstaden i Den Dominikanske Republik vil vibrere af caribiske rytmer. »Merengue Festival« med fire forskellige orkestre på scenen hver aften og stort fyrværkeri.

godominicanrepublic.com

6. august - DUBLIN

»Discover Ireland Dublin Horse Show« er en af landets største sports- og sociale begivenheder. Ud over hestene i udstilling og konkurrence er der forlystelser, kunstudstillinger, 300 salgsstande, restauranter og barer. Til 10. august.

dublinhorseshow.com

7. august - ROSTOCK

Det er 24. gang, havnen fyldes med mere end 200 traditionelle sejl- og museumsskibe fra ti forskellige lande. »Hanse Sail« er både havnefest og kapsejladser – for sjette gang er der Haikutter race fra Danmark til Tyskland, og den traditionelle regatta afvikles om søndag i farvandet ud for Warnemünde.

hansesail.com

8. august - AMSTERDAM

Den omrejsende »De Parade Theatre Festival« rykker ind i Martin Luther King parken med sit teatercirkus af forlystelser og scener, hvor der er optræden, ligesom der også vil være teaterforestillinger på »hemmelige steder«. Teaterfestivalen foregår til 24. august.

deparade.nl

11. august - OSLO

»Oslo Jazzfestival« har åbningskoncert i Den Norske Opera & Ballett med komponist og pianist Tord Gustavsen som hovedperson. Der er mere end 80 forskellige koncerter og arrangementer under festivalen. Til 16. august.

oslojazz.no

12. august - STOCKHOLM

I år er Barcelona tema for »Kulturfestivalen« i den svenske hovedstad, og spanske kunstnere og artister fylder godt i det omfattende program. Fra Barcelona kommer bl.a. et storstilet 3D-show, artister, som bygger et mennesketårn i syv etager, og en danseforestilling. Nogle forestillinger er blevet til i samarbejde mellem svenske og spanske kunstnere, og de opføres igen i september, når svenske artister besøger Barcelona. Festivalen varer frem til 17. august.

kulturfestivalen.stockholm.se

14. august - NORDKAPP

Første etape af de i alt fire i »Arctic Race of Norway« har målstreg i det allernordligste Norge (bortset fra øgruppen Svalbard). Denne anden udgave af cykelløbet er hårdere, højere og længere mod nord. Det er i alt 708 kilometer og løber over fire dage. Etaperne er Hammerfest-Nordkapp, Honningsvåg-Alta, Alta-Kvænagsfjellet og sidste etape har start og mål i Tromsø.

letour.com/arctic-race-of-norway/

15. august - HELSINKI

Finlands største kunstfestival sætter sit præg på byen med alle former for kunst og arrangementer. Der er drama, moderne dans, kunstudstillinger, musik fra klassisk til pop og forskellige aktiviteter for børn. »Helsinki Festival« varer resten af måneden.

helsinginjuhlaviikot.fi

15. august - BERLIN

»Tanz im August« har siden 1989 udviklet sig til en af de vigtigste dansefestivaler i Europa. 21 forskellige ballet- og dansekompagnier viser forskellige steder i byen moderne dans og eksperimenterende koreografi. Dansefestivalen varer resten af måneden.

tanzimaugust.de

15. august - PRAG

Gårdspladsen i det smukke barokpalads, Clam-Gallas, er den perfekte ramme om »Opera Barocca« festival med både dans, ballet og opera fra det 17. og 18. århundrede på programmet. Forestillinger frem til 7. september.

operabarocca.cz

15. august - MALMØ

Skandinaviens største festival, »Malmöfestivalen« har 30 års jubilæum. På programmet er alt fra musik, kunst og kultur til mad. På den store scene på Stortorget optræder blandt andre First Aid Kit, søstrene Klara og Johanna Söderberg, som har taget både Sverige og USA med storm, og den canadiske folkesangerinde Basia Bulat. Festivalen varer til 22. august.

malmofestivalen.se

16. august - SINGAPORE

Den årlige havefestival vender i år tilbage til Gardens by the Bay, og der loves endnu mere spektakulære have- og blomsterudstillinger end vanligt. De skabes af lokale blomsterkunstnere og af designere kendt fra haveudstillinger rundt om i verden. Der er også en større udstilling af orkideer og over 70 boder, hvor man kan købe planter og haveudstyr. »Singapore Garden Festival« varer til 26. august.

singaporegardenfestival.com

19. august - JOHANNESBURG

Da »FNB Joburg Art Fair« åbnede for syv år siden, var det den første internationale kunstmesse på det afrikanske kontinent. Siden har den været førende, når det drejer sig om moderne afrikansk kunst. I år er festivalen, der varer fra 22. til 24. august en del af første udgave af »Joburg Art Week«, som er fra 19. til 24. august.

fnbjoburgartfair.co.za og artweek.co.za

20. august - LIVERPOOL

Det handler om verdens mest berømte pop-gruppe, og det er Liverpools førende turarrangør, Cavern City Tours, som arrangerer den årlige »Beatleweek Festival«. Orkestre fra mere end tyve lande, de fleste tribute bands, og beatlesfans fra mere end 40 lande deltager, synger med, danser og råber yeah, yeah, yeah.

cavernclub.org

22. august - PARIS

Den årlige musikfestival »Rock en Seine« er musik på fem scener i tre dage i Domaine national de Saint-Cloud, der ligger ti minutter med metro fra Paris centrum.

rockenseine.com

24. august - LONDON

Det store, sprudlende »Notting Hill Carnival« er Londons største gadefest. To dage med optog, farver, musik og dans. Søndag er der børneparade, og mandag er det mere end 60 bands i fantastiske kostumer, som danser gennem gaderne.

thelondonnottinghillcarnival.com

24. august - NEW YORK

Det er tennis og en af Grand Slam turneringerne. »US Open« i Billie Jean King National Tennis Center i bydelen Queens frem til finalerne: kvindernes 7. og mændenes 8. september.

usopen.org

25. august - NEVADA

Hvert år vokser en by med 60.000 indbyggere op i Black Rock ørkenen, hvor temperaturen kan komme over 40 grader. Byens indbyggere er deltagerne i den årlige »Burning Man« festival, som i en uge etablerer sig med både postkontor, nødhjælpscenter, frivilligt politi, barer, klubber og restauranter – og hundredvis af kunstinstallationer.

Årets kunstneriske tema »Caravansary« – karavaneby, som i århundreder både var ly for ørkenens handelskaravaner og center for kulturel udveksling.

burningman.com

27. august - REYKJAVIK

Fire gange om året inviterer RDF, som er et center for dans og koreografi, til dansefestival i den islandske hovedstad. Dansen skal ud til folk, og under festivalen er der forestillinger uventede steder, men også på teatre og museer. »Reykjavik Dansefestival« varer til 30. august.

reykjavikdancefestival.com

31. august - ZELL AM SEE

De to første år har konkurrencen, som er en del af den verdensomspændende »Ironman 70.3-serie«, været en så stor succes, at man har måttet begrænse deltagerantallet til 1.800. Også i år, hvor der skal svømmes 1.9 km i Zeller søen, køres 90 km på cykel og løbes 21,1 kilometer i Zell am See-Kaprun området.

eu.ironman.com