Fra i år må du slå teltet op i 55 flere statsskove end sidste år – og det er koster intet.

Fra i år er der masser af muligheder for at sove ganske gratis i en række af de danske statsskove – men husk, at ordningen kun gælder på Naturstyrelsens arealer og ikke i de private skove.

Guide: Sov godt for enhver pris

Reglerne for at slå teltet op er enkle. Man må kun have én overnatning samme sted, der må kun være to telte samme sted, og det må højest være tre-personers telte.

Teltet skal være uden for synsvidde fra bygninger, campingpladser og bilveje. Åben ild er kun tilladt på bålpladser, som er indrettet i nogle af skovene. Og efter endt brug skal man huske at rydde op efter sig og tage affaldet med. Men man skal ikke spørge nogen om tilladelse først.

- Jeg vil gerne give både danskere og udenlandske turister muligheden for at opleve naturen på nært hold. At sove under åben himmel og vågne sammen med fuglene er en stor naturoplevelse, og jeg håber, at mange vil gøre brug af muligheden for fri teltning, siger miljøminister Karen Ellemann, der netop har udvidet listen med statsskove.

- Jeg lægger vægt på, at vores natur ikke lider overlast, men da naturen både skal beskyttes og kunne benyttes, så er det kun godt, at vi kan give befolkningen flere muligheder for at overnatte i naturen. Naturstyrelsens erfaringer viser, at skovens gæster godt kan finde ud af at tage hensyn, og generne er minimale, siger Karen Ellemann.

www.udinaturen.dk kan du finde mange andre oplysninger om naturoplevelser over hele landet. Hvis du vil overnatte, kan du i kategorien »overnatning« finde »fri teltning«, hvor de 145 statsskove er samlet, lejrpladser, der særligt er beregnet til større grupper, eller primitive overnatningspladser, som er pladser beregnet til mindre grupper.

Læs også: Find campingferien på mobilen