Når mørket falder på, tændes det store juletræ i et brus af lys og musik. Som bare ét af utallige shows og parader, der fyres af i Disneyland Paris i forbindelse med julen. Vi guider til jul i Walt Disneys univers.

»Aiiij, det er for sent – de har allerede tændt træet«, tænker Rejselivs udsendte på vej henover den hyggelige ”Town Square” i Disneyland. Her står det 24 meter høje juletræ nemlig, tæt pyntet med udskårne trædekorationer, bolsjestokke, sløjfer og stjerner. Og inde mellem grenen skinner de lysende kugler allerede mildt.

Den smule lys er ikke for noget at regne, viser det sig.

»…fire…tre…to…én… Merry Christmas!«

ʼMickeys magiske julelysʼ hedder ceremonien, hvor Mickey, Minnie og dansere i smukke vinterhvide kostumer hver aften synger og byder julemanden velkommen foran træet. Han tæller ned til en tindrende tænding af hele juletræet, så det stråler vinterblåt op mod nattehimlen - sådan lidt Frost-agtigt – mens alle træer på pladsen og dekorationerne over hovedgaden ned mod Torneroseslottet afstemmes i farven.

ʼFrom all of us …Merry Christmasʼ lyder det oppe fra scenen, hvor julemanden i sin røde kåbe og med langt hvidt skæg vinker til flokken af barnlige sjæle og børn, der vinker tilbage. Minus de tumlinger, der udmattede af dagens indtryk er dejset i søvn i klapvognen.

At træde ind i Disneyland er som at forlade ʼThe world of todayʼ, som Walt Disney skriver i sin velkomst. Et farvel til hverdagen og en verden, der nu for alvor har fået børstet sommerfuglestøvet af sig. Til fordel for et livsbekræftende pusterum af tryghed, julestemning og fælles oplevelser. Måske har man brug for en stund til at værdsætte alt det varme og gode, som livet trods alt også tilbyder os. Og blive mindet om at give det til hinanden.

Så pønser man på at fejre julen på udebane og overlade arbejdet med pynt, de utallige måltider og oprydningen til andre, er Disneyland det mest julede, man kan forestille sig:

Når lyset tændes på træet, pibler barndommens juleminder frem, takket være synet af glaskugler og små rensdyr i træ på træet, sange, de fleste kan synge med på, og selve juletræet, der er som barndommens drømmetræ: Så stort, som man aldrig fik det.

Hvis Disneys juleshow ikke bare skal opleves i fjernsynet

En af de helt store oplevelser er Disneys juleparade.
En af de helt store oplevelser er Disneys juleparade. Foto: Susser Feit
Vis mere

Og ikke mindst alle de kendte Disney-figurer i paraderne – og de nye sjove. Fra klokkeblomst, klædt i varm rød velourkåbe, til legetøjet fra Toy Story, og Rip, Rap og Rup med tophuer, der kører med i julemandens kane, trukket af et rensdyrspand.

»Især i selve juledagene betyder det meget, at man her i Disneland genfinder lidt af sine egne traditioner. Måske betyder duften af honningkage jul for netop dig, mens andre kommer i stemning af et genkendeligt stykke pynt på træet, eller det sprøde andebryst på buffeten juleaften.«

»Vi forsøger ikke at kopiere den hjemlige jul, for ville man have den, var man jo ikke taget af sted, men fordi duften af ægte ædelgran og synet af silkebånd er nok til at skabe atmosfære, når det er forbundet med minder,« siger assisterende manager på Hotel Disneyland, Brian Haurum.

Og netop Hotel Disneyland spiller en hovedrolle i Disneyland Paris’ julekatalog.

Hele hotellet er overdådigt julepyntet som i en klassisk Disneyfilm. Og selve juleaften er der lysshow på hotellets loftskuppel, hvor alle de breve til julemanden, som børnegæster har lagt i en stor postkasse, sendes op mod Grønland. Det kan nydes af alle, der spiser julemiddag i en af hotellets restauranter.

Bor man ikke på hotellet, har man stadig mulighed for at kigge ind i hallen på Hotel Disneland. Den er pyntet med sløjfebesatte granranker i bløde buer og et juletræ, der stræber mod loftet foran den åbne pejs.

Men det, der især er værd at kigge indenfor for er det honningkagehus, der har fået plads midt i hallen. Det ikke bare dufter af kanel, muskatnød og ingefær - det ér ægte. Bagt af bagere, der har brugt 3.000 timer, 120 kilo flormelis til taget alene og 150 kg sukker til vinduerne. Smeltet og rullet ud.

Den store udfordring er at holde begejstrede småbørn fra at forcere det lille stakit rundt om huset i et forsøg på at komme ind til deres helt egen eventyroplevelse i huset.

6 oplevelser i ikke må gå glip af:

Her ses et af de mange shows, der fremføres i juleperioden.
Her ses et af de mange shows, der fremføres i juleperioden. Foto: Susser Feit
Vis mere

1. »Disney Dreams of Christmas« slutter aftenen i parken, og det er no-go at tage hjem, før man har oplevet dette spektakulære multi medie show, der opføres på, omkring- og over Torneroseslottet: Olaf fra ”Frost” præsenterer historien, hvor film projiceres op på slottet og på vandtåger, hvor sange fra filmene underbygges af lasereffekter, dansende fontæner og fyrværkeri, der strækker sig op mod stjernehimlen i takt til musikken.

2. »A Royal Christmas« på scenen til højre for Torneroseslottet er ny underholdning med Disneys prinsesser med kavalerer: Havfruen Ariel og Eric, Aurora og Prins Philip, Snehvide, Askepot, Belle og mange flere.

3. Mere prinsesse-sjov fås på restaurant »Auberge de Cendrillon« i Fantasyland, hvor tre kongelige par – bl.a. Snehvide og hendes prins – danser, konverserer og skriver autografer, mens man nyder en god menu.

4. Gå ned gennem »Main Street«, når der ikke er en parade i gang. Så kan man i ro og fred betragte de søde træhuse og guirlanderne henover gaden. Læg mærke til, at der er Mickey-ører i dekorationerne.

5. Børn med troen på julemanden i behold – og alle, der elsker at lade som om – er velkomne hos Santa Claus hver dag fra 10.30 til 17.00. Det sker bagerst i parken. Skyd et foto af hele familien med ham – så er julekortet klar til næste år.

6. Det er ikke spor julet, men børn, der er StarWars fans, elsker det nye »Jedi Training Academy«. Ungerne oplæres i at bruge lyssværd og ender på scenen i kamp mod Darth Wader. Det foregår i Videopolis i parken, det er gratis, er for 7-12 årige og kører til 28. februar 2016.

Julefest på hotellerne:

Inde på selve hotellet slipper man heller ikke for pynt og julestemning.
Inde på selve hotellet slipper man heller ikke for pynt og julestemning. Foto: Susser Feit
Vis mere

De syv tema-hoteller ved Disneyland Paris er pyntet i hver sin stil, og de fleste arrangerer en festlig julemiddag. Her er fire af dem.

1. New York Hotel

  • Er bygget i Manhattan stil, hvorfor man har pyntet de høje nøgne træer udenfor med lyskæder, præcis som i New York ved juletid. Juleaften er her buffet med alt fra krabber til and samt en dessertbuffet. Der er også besøg af Disney-figurerne.
  • Pris for julemiddag: 259 euro, 69 euro for børn, inkl. drikkevarer. Julebrunch til 99/39 euro.

2. New Port Bay Club

  • Et lyst hotel i maritim stil. Det er meget stort og under renovering pt, så der er stilladser på facaden. Men indenfor er der fint med juletræer i lobbyen, pyntet med bl.a. fyrtårne, både og redningskranse, skåret i træ.
  • Pris for julemiddag: Buffet for 199 euro, 59 euro for børn.

3. Disneys Sequoia Lodge

  • Er bygget i flot skovhuggerstil, men har mere beskedne værelser. Der er masser af juletræer ved check in og man har pyntet i loungen med den enorme åbne pejs, hvor der tændes op om aftenen.
  • Pris for julemiddag: 149 euro, 49 euro for børn.

4. Hotel Disneyland

  • Er det fineste og mest klassisk julede af hotellerne, og her får man ekstra mange besøg af alle Disney-figurerne.
  • Pris for julemiddag: Buffet for 239 euro, 79 for børn. En 3-retters middag er også muligt.

»Castle Club«, er VIP-afdelingen af Hotel Disneyland, hvor man bor på en af de to øverste etager og får ekstra gæsteforkælelse. Her møder man bl.a. Disney-dyrene ved morgenmaden i en særlig afdeling kun for Castle Club gæster, her dukker julemanden op til julemiddagen, og der er julegaver til børnene.

Bag om julen i Disneyland

Disneyland værdsætter den barnlige glæde ved julen og her er kærligheden - selvfølelig - en vigtig del.
Disneyland værdsætter den barnlige glæde ved julen og her er kærligheden - selvfølelig - en vigtig del. Foto: Susser Feit
Vis mere

Designer og dressmaker Jesper Høvring havde familien med til Disneyland Paris og besøgte troldmandens værksted, hvor Senior Manager Suzan Surrel leder den 45 mand store skræddersal. Og på trods af en hverdag med haute couture brudekjoler var Jesper dybt imponeret over niveauet:

»Alt er gennemført kvalitet, man bruger de bedste materialer, som fine silker, fløjl og ren uld. Kun pelsværk er kunstigt, for det er Disneys princip. Der er masser af flot håndværk – hver en perle er syet på i hånden - og ingen genveje. Heller ikke med foret, som ingen ser. Det er en fornøjelse at opleve. Flere af skrædderne kommer fra både Dior og Chanel, så det er ikke underligt, at de kan deres kram,« siger Jesper Høvring.

Om de råhvide kostumer, som Mickey, Minnie og danserne bærer ved juletræstændingen hver aften på »Rådhuspladsen«, fortæller Jesper Høvring:

»De er jule-romantiske i Victoria-tidens stil for at harmonere med »Mainstreet«. Gaden er jo inspireret af Walt Disneys hjemby, som den så ud i 1800 tallet. Stilen i skørter, kapper og herrernes høje hatte minder også om Dickens-tiden i London og en god gammel julefilm – der, hvor det ringer på, og udenfor står vennerne i sneen og synger »Christmas Carols«.

Jesper Høvring opfordrer alle til at nyde de fine detaljer: »Læg mærke til undersiden af skyggen på pigernes kyser, der er pyntet med possementsnore og perler, så det glitrer, når de løfter hovedet. De står jo oppe på scenen, så vi ser dem lidt nedefra,« forklarer han.

»Læg også mærke til, at effekter som lommeklapper, bæltespænder, pynt og især de høje hatte er overdimensioneret, så alt er tydeligt på afstand. Men ikke mere, end at det ser harmonisk ud,« siger Jesper Høvring.