Det er billigere at købe parfumer, cremer og alkohol på flyet end i lufthavnen, viser prissammenligning. Undersøg priser inden ferien, råder ekspert

En Biotherm-deodorant og en flaske Bombay-gin. Det er nogle af de populære taxfree-varer, der ryger over disken i Københavns Lufthavn og ned i danskernes håndbagage

Men hvis man vil spare penge, kan det godt betale sig at væbne sig med tålmodighed og bruge ventetiden ved gaten fremfor i butikkerne. En prissammenligning foretaget af Spies viser nemlig, at der er penge at spare, hvis man køber alkohol, creme og parfume i taxfreebutikken om bord på charterflyene i stedet for i lufthavnen.

Spies har tjekket priserne på syv populære alkoholmærker og syv parfume- og kropsplejeprodukter, og i 12 ud af 14 tilfælde var prisen lavere om bord på flyet end i lufthavnsbutikkerne i København og Billund.

Spar 40 pct. på sprut

Køber man eksempelvis Dolce Gabbana-parfumen ‘The One’ til mænd i Airshoppen, som er taxfree-tilbuddet på fly med Star Tour og Apollo, sparer man 77 kr., hvis man sammenligner med prisen i Københavns Lufthavn, hvor parfumen koster 476 kr.

Og på en Aalborg Jubilæumsakvavit er der 66 kr. at spare, hvis man køber den hos SAS og Norwegians partner, Holiday Taxfree, sammenlignet med i lufthavnen. Her koster akvavitten nemlig 165 kr., hvor den i flyet koster 99 kr. Det er til en besparelse på 40 pct.

Især på de alkoholiske drikke kan der være gode rabatter at hente, viser prisopgørelsen.

Torben Andersen, der er kommunikationschef hos Spies, forklarer, at når flyselskaberne kan sælge varerne billigere end i de danske butikker, skyldes det storkøb og det faktum, at EU-momsen og afgifter bliver afregnet i lande med lav moms, som for eksempel Spanien og Grækenland.

Gode køb er ikke kun pris

Dorte Wimmer, der er forbruger- og detailhandelsekspert fra Retail Institute Scandinavia, opfordrer de danske forbrugere til at undersøge, hvor man får den bedste pris på parfumen eller snapsen, inden kufferten er checket ind i lufthavnen.

»Ferien begynder allerede, når du har checket ind, og så åbner vi for pengepungen og kan meget nemt være tilbøjelige til at gøre nogle uovervejede indkøb,« siger hun og påpeger, at går man generelt efter at spare penge, når man shopper, så skal man være målrettet og have styr på priserne på forhånd.

»Men værdien af et køb handler ikke nødvendigvis om prisen. Der er en masse emotionelle elementer, der kan afgøre, om forbrugeren oplever det som ‘et godt køb’. Det kan være forventningens glæde om, at man skal købe en parfume, eller at man fik en særligt god betjening,« fortsætter hun.

Har man været på ferie i et EU-land, må man tage 10 l spiritus og 90 l vin med hjem. Rejser man hjem fra et land uden for EU, er det dog kun tilladt at medbringe 1 l spiritus og 4 l vin.