Stadigt flere danskere søger udenlands for at deltage i motionsløb. Især maratondistancen og løbeoplevelser trækker.

Hvor vil du helst svede på din ferie? Mens du daser på palmestranden eller mens du løber på landevejen? Stadigt flere danskere vælger det sidste.

I takt med at vi bliver en nation af mere ihærdige løbere, vælger vi i stigende grad at pakke kufferten med løbesko og søge udfordringer uden for landets grænser. Det oplever man hos nogle af de rejseselskaber, der specialiserer sig i at sende folk på løbetur.

»Der bliver flere og flere, og det har der gjort i de 18 år, vi har været med. Hvis vi tager et typisk eksempel som Berlin Maraton, var der omkring 125 danskere med, da vi først havde en rejse dertil i 1998. I år bliver vi 1.700,« siger direktør i Marathon Travel Club, Thorvald Mogensen.

Han forklarer, at man efterhånden kan finde motionsløb i alle lande og større byer. Også discipliner som triatlon, trail- og ultraløb skyder op, men hos Marathon Travel Club er det dog stadig maratondistancen, der trækker flest danskere.

De store løb tiltrækker flest

Tendensen er, at især de store, populære og kendte løb vokser sig endnu større.

»New York Maraton, Berlin Maraton, Tokyo Maraton. Det er løb, mange løbere gerne vil tage skalpen på. Der er man ikke helt kommet til endnu med trailløb. For her er der endnu ikke så mange kendte udenlandske løb,« siger Thorvald Mogensen.

Men mener, at det sagtens kan ske på et tidspunkt.

Samme tanke deles af analytiker Peter Forsberg fra Idrættens Analysinstitut.

Ifølge ham lader løbstyper som trailløb til at være på vej frem, ligesom det er hans indtryk, at folk søger løb med noget særligt at byde på og er villige til at rejse efter dem.

Rejselyst og oplevelser er motivationsfaktor

Peter Forsberg står bag en rapport fra 2012 om danske motionsløbere, der viser, at de rejselystne løbere ofte er en del af en forening. De er oftere mænd end kvinder, og det er særligt de ældre og mere modne løbere, som tager til et motionsløb i udlandet.

De fleste gør det for at have motivation og et mål med træningen derhjemme, men også på grund af selve oplevelsen.

Af samme grund tilbyder Marathon Travel Club ikke kun korte ture, men også længere ferier, hvor motionsløbet kommer i anden række som sidegevinst.

Og for nylig er også DGI begyndt at udbyde løberejser, hvor man flytter foreningernes koncept til et andet sted, så fællesskab og oplevelser kommer i fokus frem for tid og præstation.

Løbene bliver kombineret med oplevelser

Selv om turene kun har eksisteret siden 2014, har en del tidligere deltagere allerede skrevet sig op til en ny tur.

»Mange løbere efterspørger nogle anderledes oplevelser, og det ved vi jo, at rejser kan give. Det her med at blive bragt ind i en ny kontekst og være mere til stede i nuet. Det virker også i løb.«

»Når deltagerne får sanserne med og oplever, at de kan løbe mange forskellige steder, udvider det løbsglæden og giver fornyet motivation for mange af dem,« siger Tina Moldrup Kryger, som er projektleder i DGI.

På turene løber 40-50 deltagere i grupper på 10-15 stykker sammen med en guide rundt mellem forskellige oplevelser. De hører måske små historier, smager på ting undervejs, gør ophold på en café eller hopper i havet eller en lagune, inden de løber videre.