Hvis du mangler selskab på drømmerejsen eller bare gerne vil slippe for hotellernes dyre singletillæg, findes der et væld af internetportaler, der bringer rejsende sammen.

Hvad enten drømmerejsen skal give vind i håret på motorcykel gennem USA eller en klump i halsen i Nepals smukke natur, står drømmerejsen med garanti højt på alles liste over ting man skal nå, inden man dør. Men hvad hvis man ikke har en ven eller et familiemedlem, der deler begejstringen for destinationen, budgettet eller ugerne væk fra hjem?

Der er efterhånden skudt mange internetportaler op, der fungerer som mødesteder for rejsende, der søger en rejsepartner. Hvad enten det et den helt store drømmerejse eller blot et behov for at komme væk fra vinterkulden, er man højst sandsynlig ikke alene om lysten til en rejse.

Udover selskab på rejsen er der rent økonomisk noget at hente ved ikke at rejse alene. De fleste hotelværelser er indrettet som dobbeltværelser, og de opgivne priser er oftest gældende per person, hvis man vel at mærke bor to og to sammen. Hotellerne opkræver derfor et såkaldt single- eller enkelttillæg. Tillæggets størrelse kan gøre det op til dobbelt så dyrt at bo alene, som hvis man har en at dele med.

Så der er penge at spare, hvis man finder en rejsepartner på forhånd. Det ved rejsebureauerne, og derfor har Albatros Travel i oktober netop lavet sådan den nye portal rejseven.com, der skal hjælpe folk til at undgå singletillægget ved at være flere sammen.

Og prisen er da også blevet væsentligt lettere at overskue for de to kvinder, der som de første har fundet hinanden på rejseven.com. De har booket en tur til Rocky Mountains og et krydstogt til Alaska gennem Albatros Travel og har til sammen sparet knap 14.000 kr.

Selvom det er Albatros Travel, der står bag rejseven.com, kan alle benytte siden, uanset hvilket rejsebureau, man rejser med.

 

Rejseliv fundet 6 andre sider, der også hjælper folk til at finde en rejsepartner:

triptogether.com er et stort engelsksproget mødested, hvor flere end 300.000 brugere i alle aldre finder rejsekammerater, og over 80.000 ture er blevet diskuteret.

Backpackerplanet.dk har, som navnet antyder, et forum, hvor rygsækrejsende kan finde rejsekammerater. Den er især populær blandt unge.

Djoin.dk startede allerede i 2007, og her søger danskere i alle aldersgruppe rejsepartnere. Fra to 41årige mænd, der vil have selskab på en jordomsejling, til folkepensionisten, der vil på rundrejse i Sydamerika.

Thelmandlouise.com er et kun-for-kvinder-forum, hvor engelsktalende kvinder fra mange lande finder sammen om alt fra storby-getaways eller eventyrrejser til strandferier.

Dansk-rejseledsager.dk er en dansk side, hvor især folk i 50-70årsalderen søger rejseselskab. Her skal man ikke oprette en profil først, og siden er enkelt opbygget til at navigere rundt mellem indlæg.

Skisport.dk har et forum, hvor man kan efterlyse ski-glade kammerater eller lede efter nogen, der har restpladser i bilen til alperne.