Mellem de violette regionaltog på stationen i Malmø springer et togsæt i gult og postkasserødt i øjnene. Snälltåget, bliver det kaldt. Snäll oversættes bedst til at være rar, godhjertet, hjælpsom – og ikke hurtig, som man ellers kunne tro, hvis man har haft et par timers tyskundervisning i folkeskolen.
Og det passer fint til toget, der skal bruge 16 timer på at fragte os fra tørre og kølige Malmø til Sveriges øverste og forhåbentligt snedækkede tredjedel.
Vi åbner den røde dør til togvognen på manuel vis og kanter kufferterne igennem den smalle gang i den bagerste togvogn.
Kupéerne ligger tætpakket på højre side. Hver har plads til seks sovende i køjesengsformation. Stoffet på sæderne er godt slidt, fjedrene hilser pænt på bagdelen, men under det lille bord ved vinduet sidder en stikkontakt, så ungernes tablet ikke dør for strøm, og over togets skrattende højtalere fortæller togchefen, at vi kan logge på togets wifi fra start- til slutfløjt.
Vi bakser bagagen op på den beskedne plads over døren og puster lidt ud. Klokken er 16.35, og togsættene sætter roligt i gang. Nu skal vi blot slappe af, indtil vi i morgen tidlig tøffer ind på stationen ved Vemdalen.
Som i Det Vilde Vesten
Efter en god sludder sætter vi kurs mod Krogen. Det er togets restaurantvogn, hvor man både kan få store fadøl og aftensmad eller blot et spil kort over træbordene.
Med gulvtæppe, stole med blåt stof og høje bordlamper med stofskærme ville det ikke undre, hvis lovløse cowboys pludselig sparkede døren ind og forlangte at få udleveret passagerernes smykker.
Vi sætter os til rette ved restaurantvognens bagerste bord og slubrer vores store Paulanere, mens de svenske kongelige i rammer betragter os fra væggene.
Vognen fyldes langsomt i takt med, at den lille viser kommer tættere på syvtallet, og vi kan ikke lade være med at betragte de øvrige passagerer, mens Dolly Parton synger om sine arbejdstider over højtalerne. Børnefamilier, kærestepar og modne vennepar er i overtal.
Nordsørejer og klatkager
Mens toget bumler igennem raggaland og bibelbæltet omkring Nässjö, tømmer vi de tyske øl og finder menukortene frem.
Blikket falder hurtigt på kyllingen med svamperisotto til 89 svenske kroner. Desværre melder køkkenet udsolgt, hvilket viser sig at være held i uheld. De små smagfulde nordsørejer med brød, salat og æg til en hundredlas er en fremragende afløser.
Efter også at have testet ostetærten vover BT Rejser sig ud på dybt vand og bestiller svenskernes favoritdessert, klatkagen. En kompakt chokoladekage med flødeskum, som sender én i et vaskeægte »paltkoma«, som nordsvenskerne kalder følelsen af totalt kropslig udmatning efter et stort måltid.
Drømmer om carvingsving
På vej ned gennem togvognen lyser kupéerne op som små huler, fyldt med familier, der spiller brætspil og læser bøger. Det er lige før, man fristes til at forhøre sig, om ikke man kunne være med.
Gebisset rengøres omkring midnat med udsigt den store Volvofabrik og industriområderne i Stockholms udkant.
Kort efter passerer vi hippe Södermalm, inden vi rammer den svenske hovedstads hovedbanegård, hvor man lige kan nå et par minutters kold stockholmerluft, inden metalhjulene sætter i gang og sætter kurs mod Uppsala, det sidste stop inden sengetid.
Lad det være sagt med det samme: Man sover ikke som hjemme i sit mørklagte soveværelse. Toget bumler, der er mange lyde, og varmeapparatet i kupeen skal skrues helt op, før vattæppet fra Ikea holder mig varm. (Det burde dog ikke længere være et problem – folkene bag Snälltåget oplyser, at man siden vores tur i foråret 2015 har opgraderet kupéerne med rigtige puder, ordentlige tæpper og lagen. )
Søvnen kommer dog snigende, og mens kupeen snorker synkront og drømmer om carvingsving, fortsætter toget sin rejse op gennem de sorte svenske skove.
Klar til ski kl. 10
Kl. 8 bremser Snälltåget på trinbrættet Röjans Station i en lang rolig bevægelse.
Man behøver dog ikke tage ski på inde i toget, for skiresortet Vemdalen ligger ikke lige ved skinnerne – man skal med en bus fra stationen til skiresortet.
Efter 20 minutter kører bussen op foran det lille torv ved Vemdalskalet, hvor morgenmad, skiudlejning og liftkort kan fås indenfor en radius af 100 meter. Der er således ens egen skyld, hvis man ikke står nogenlunde udhvilet iført fuld skimundering ved liften lidt over kl. 10.
Ser man på transportmulighederne fra København til Vemdalen, er der tre: Bil, fly eller tog.
Hvis man har det fint med 12 timer bag rattet på mørke snefyldte veje, er bilen at foretrække. Det er hurtigt og billigt. Andre vil argumentere for, at flyet er et bedre alternativ. Det kan man ikke være uenig i, hvis man da har råd til at fordoble sit transportbudget, og blot vil have transporten overstået.
Men hvis man vil være nogenlunde udhvilet, når man når frem, gøre rejsedagen til en del af ferien, og have tid med familien eller vennerne uden at skulle andet – så er bumletoget et godt bud.
