Omfattende vejarbejde omkring Hamburg betyder kø på vej på bilferien. Der forventes mere eller mindre kaos til midten af 2018.

Stau. Det ord i den tyske trafikradio kan få enhver dansk bilturist til at gyse.

Og både danske bilturister på vej sydpå, og tyske og sydeuropæiske bilturister på vej til Danmark, kan forvente stau - kø - på den tyske motorvej A7 ved Hamburg de næste tre år.

Et større vejarbejde på motorvejen omkring Hamburg er nemlig indledt, og det forventes ikke afsluttet før midt i 2018.
Vejarbejdet er en del af den samlede plan for motorvejen, som skal udvides til seks spor nord for Hamburg op mod den danske grænse og til otte spor omkring Hamburg og mod syd.

Derfor er det en god idé at finde en rute, så man helt undgår Hamburg. Fra Sjælland eventuelt vælge Gedser-Rostock ruten og fortsætte sydpå ad autobahn 19. Man kan også køre ad de mindre veje fra Lübeck til Lüneburg, Celle og Hannover. Alternativt kan man vælge at køre på andre tidspunkter end de de store rejsedage.

Læs også: 10 gadgets til kør-selv ferie

Motorvej A7 er særdeles trafikeret. Det er ikke kun de danske turisters foretrukne vej sydpå. Det er også den førende fragtrute mellem Tyskland og  Danmark og Norge, og det er den vej, de fleste tyske turister kommer til Danmark. Omkring en million årligt krydser den dansk-tyske grænse.

TIP: Der findes en gratis app til iPhone og Android, som hedder A7-Nord, der løbende kommer med opdateringer om trafiksituationen.

FDM har på sin hjemmeside en kø-kalender, hvor man kan se prognoser for den forventede trafik. Klik her