Vesterhavets store sommerhuse er perfekte til at tage hele familien med på ferie. Men hvilket hus skal man vælge? Og hvor skal man tage hen? Her er gode råd til at finde det rette sted for familien.

Vi tramper i pedalerne, og sveden pibler af os. Himlen er blå, og solen skinner, som fik den penge for det.

Rundt omkring vejrer Dannebrog foran de karakteristiske stråtækte sommerhuse.

Vi er så langt vestpå i Danmark, som man kan komme. I horisonten kommer Blåvands hvide fyrtårn til syne, mens den friske vesterhavsbrise fylder næseborene.

Svigerforældrene står allerede og vinker til os på parkeringspladsen. De er kørt i forvejen. Og lidt efter kommer svogeren og svigerinden til.

Sammen følges vi ned til stranden og de skummende bølger, der næsten overdøver den nænsomme blanding af tyske og danske barnestemmer.

Det danske sommerland er et ganske udmærket alternativ til Mallorca, Cypern og Sydfrankrig, når der skal holdes sommerferie. I årtier har tyske turister valfartet til Vesterhavet, hvor de med deres velkendte krav har sat høje standarder for områdets sommerhuse, der for manges vedkommende er store, lækre og velindrettet – og perfekte, når storfamilier med flere generationer vil på ferie sammen.

Opdeling er vigtig

Flere generationer sammen i et stort sommerhus er en hyggelig måde at holde ferie sammen på.
Flere generationer sammen i et stort sommerhus er en hyggelig måde at holde ferie sammen på. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

BT Rejsers journalist fik fornøjelsen af en sådan tur, da svigerforældrene inviterede hele familien med på sommerhusferie.

Og med ti voksne mellem 28 og 75 år og to småbørn var det noget af en udfordring at finde et sommerhus, der kunne gøre alle glade.

Ud over at skulle blive enige om destinationen, var der også en del overvejelser om, hvilket slags hus det skulle være. Skulle det være med indendørs pool eller uden? Skulle alle rummene være i samme plan? Hvor mange badeværelser var der brug for? Og kunne man finde et hus i nærheden af et badeland?

En indendørs pool blev valgt fra, da der var bekymring for, om nogen måske ville glemme at lukke døren til poolen, så børnene kunne falde i.

Derimod ville vi gerne have et hus, der var tilknyttet et feriecenter med badeland, da det gav mulighed for at bade og lave andre aktiviteter – en form for helgardering, når man har med det danske sommervejr at gøre.

Det var også vigtigt, at alle soveværelser ikke var i nærheden af hinanden, så de to børn, hvoraf det ene var et spædbarn, ikke holdt hele familien vågen om natten.

Ro og barnegråd

Valget faldt på et hus i Ho – seks km fra Blåvand. Det ældre rødstenshus havde seks værelser fordelt på to forskellige etager og var tilknyttet Ho Feriecenter, hvor der var både badeland, bowling, legepladser med videre. Desuden var det en god base for ture i naturen.

Det var et smart valg at vælge et hus, hvor soveværelser lå spredt i huset. For selv om børn ikke nødvendigvis alle græder om natten, så står de fleste meget tidligt op.

Men selv om børnene i stueetagen vågnede tidligt, så kunne førstesalen sagtens sove længe.

Også badelandet og feriecentrets øvrige aktiviteter blev vi glade for. For sommervejret holdt, hvad det lovede – et temmelig ustabilt niveau. Nogle dage skinnede solen, og termometeret svingede op på 25 grader, mens det andre dage var blæsende og trist gråvejr.

Opleves bedst på cykel

Blåvand og omegn er et oplagt sted for familiecykelture. Med flotte cykelstier er der god basis for lange ture for hele familien.
Blåvand og omegn er et oplagt sted for familiecykelture. Med flotte cykelstier er der god basis for lange ture for hele familien. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

Den lille by Ho er stort set ukendt i forhold til sin storebror, Blåvand, men byen er et ganske godt alternativ som base, da den er noget billigere at leje sommerhuse i.

Ho ligger i cykelafstand fra Blåvand, og med en stor og bred cykelsti hele vejen gav det en ekstra bonus for sidebenene, når turen gik til stranden. Det kan dog anbefales at tage egne cykler med, da lejecykler ofte er knap så komfortable.

På vej hjem fra stranden var der rig mulighed for at handle ind i Blåvand, der trods sin beskedne størrelse har flere supermarkeder, bagere og et røgeri foruden blandt andre række tøj- og sportsbutikker, et bolchekogeri, et lysstøberi og diverse brugskunstforretninger.

Men Blåvand har ikke monopol som turistseværdighed, når man holder ferie i området.

Knap syv kilometer syd for Ho ligger Skallingen. Halvøen, som under Anden Verdenskrig blev brugt af tyskerne som et stort minefelt, der skulle hindre de allierede i at gå i land, blev i 1979 købt af staten. Siden har den to-tre kilometer brede og syv kilometer lange halvø været overladt til naturens kræfter, der har gjort området til en blanding af marsk-, klit- og strandlandskaber.

Skallinen er en del af nationalparken Vadehavet og en vidunderlig naturoplevelse. På cykelturen fra Ho kan man opleve halvøens skiftende landskaber – fra det grønne marskland, hvor de brogede malkekøer med velbehag guffer det saftige græs, forbi det tørre og vilde klitlandskab til den barske strand, hvor det føles, som om man får kinderne slebet med sandpapir, når en let blæst hvirvler sandet op.

Hyggeaften og spil

BT Rejsers reporter i læ for det hvirvlende sand på Skallingen. Selv om kalenderen viser højsommer, kan det være en blæsende og halvkold fornøjelse at besøge halvøen. Husk derfor den vindtætte jakke.
BT Rejsers reporter i læ for det hvirvlende sand på Skallingen. Selv om kalenderen viser højsommer, kan det være en blæsende og halvkold fornøjelse at besøge halvøen. Husk derfor den vindtætte jakke. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

Efter en oplevelsesrig dag, hvor man ender med tunge ben, kommer et stort sommerhus virkelig til sin ret.

Her er det skønt at slappe af i familiens skød, mens der bliver hygget og snakket over aftensmaden. Børnene kan lægges i seng, når de er trætte, uden at nogen behøver at forlade selskabet.

Efter den sidste skive steg er spist, skålen med kartoffelsalaten er tømt, og islagkagen har lagt sig tungt i maverne, er det derfor oplagt at slutte aftenen af med en familietradition, som for eksempel et spil kort.

Mens de sidste sjatter bliver bundet fra de klirrende rødvinsglas rundt om det store fyrretræsbord, høres en sagte brummen. Den kommer fra babyalarmen, der registrerer, at familiens yngste er langt og trygt inde i drømmeland – bag den lukkede dør kun få meter fra os andre.

Oplevelser nær Blåvand:

En tur i bunkeren

På vejen mellem Ho og Blåvand bryder en stor betonklods op mellem de græsbevoksede sandbakker. Ved første øjekast ligner det en almindelig bunker. Men ved nærmere eftersyn afslører den store glaskuppel på toppen, at det er en særlig en af slagsen.

Bunkeren er den ene af to, der udgør Tirpitzstillingen, og er en af Danmarks største. De skulle have været en del af Atlantvolden, som tyskerne opførte langs Nordsøens kyster under Anden Verdenskrig, men nåede aldrig at blive færdig.

  • Hvor: Tane Hedevej, Blåvand
  • Entré: Voksne 30 kr., Børn under 18 gratis.

Skallingen

Det vindomsuste marsk- og klitlandskab ser ikke altid lige gæstfrit ud. Men trods den rå og barske natur, er det alligevel en oplevelse værd. Og når man står helt ude på stranden og kigger ud over vandet, kan man ikke lade være med at blive imponeret over naturens kræfter.

Hvert år æder havet tre meter af klitterne. Hvad enten du er til fuglekig, havkig eller blot en vandretur i marsklandet, er Skallingen en oplevelse værd. Tag en madpakke med og nyd den i Den Gamle Redningsstation tæt ved Skallingen.

  • Hvor: Syd for Ho klitplantage. Kør ad Skallingevej, indtil vejen ender.

Tirsdagsloppemarkedet

Er du til genbrug, antikviteter og sjove nipsgenstande, kan det ugentlige tirsdagsloppemarked i Blåvand måske være sagen.

  • Hvor: Markedet afholdes midt i Blåvand

Støb dine egne stearinlys

Stearinlys skaber hygge i dårligt vejr, og hvad er bedre end at lære at støbe lys, når regnen siler ned. Hos lysstøberiet Blåvand Lys kan både familiens yngste og ældre forsøge at lave egne lys. Der kan støbes lys hver dag fra kl. 10 til 16.

  • Hvor: Blåvandsvej 3, Blåvand

Blåvand badeland

Badning og sommerferie hører sammen. Så hvis vejret ikke lige egner sig til en dukkert i Vesterhavet, er det i stedet muligt at opsøge et af de mange badelande ved Vesterhavet. I Blåvand findes Blåvand Badeland, der bl.a. har fire rutsjebaner samt forskellige pools til både børn og voksne.

  • Hvor: Horns Bjerge 4, Blåvand
  • Entré: 80 kr. for voksne og børn over 3 år. Børn under 3 år: 25 kr.

Varde miniby

Små 30 km fra Blåvand og Ho byder Varde på en seværdighed af de lidt mere specielle. I centrum er der lavet en såkaldt miniatureby, som Varde så ud i 1866. Alle husene er lavet i små udgaver af de originale huse. Byen er den ældste af sin slags i verden. Den lille by er bygget i størrelsesforholdet 1:10 og er derfor en oplagt børneattraktion.

  • Hvor: Enghavevej 23, Varde.
  • Entré: Voksne 40 kr., børn 3-11 år 12 kr., børn under 3 år gratis.

Cykelture

Trænger I til motion på ferien, er Vestjylland et godt sted. Flere steder langs vestkysten er der panoramaruter, som er cykelrundture, der fører ud i den smukke natur. Omkring Blåvand er der tre panoramaruter – én omkring Vejers Strand og to omkring Varde.

Blåvand Zoo

Børn og dyr går godt i spænd, og en tur i zoo er altid en god beskæftigelse. Blåvand Zoo har cirka 400 dyr, bl.a. en rød kænguru.

  • Hvor: Øster Hedevej 1, Blåvand
  • Entré: Voksne 120 kr., børn 60 kr., børn under 3 år gratis