Antallet af alvorlige skiulykker blandt rejseforsikringsselskabet Europæiskes kunder er på fem år faldet med 14 procent. Det skyldes blandt andet, at flere bruger skihjelm.

I næste uge er det skoleferie og samtidig den uge, hvor flest danskere er på skiferie.

Det er også den uge, hvor der er mest travlhed på forsikringsselskabernes alarmcentraler, hvor man hjælper selskabets kunder, når de er kommet til skade.

Ifølge Gouda Rejseforsikring er der hvert år omkring 400.000 danskere, som rejser på skiferie. En ud af 40 skiløbere vil komme til skade i et omfang, hvor de vil bruge deres rejseforsikring, og en ud af 200 vil komme så alvorligt til skade, at de har behov for hjemtransport.

Langt de fleste skiskader er ledbånds-, korsbånds- og knæskader plus benbrud.

Læs også: Sådan er du dækket med det blå sygesikringskort

Hos rejseforsikringsselskabet Europæiske ERV har man set nærmere på skadetallene, og kan konstatere, at her er antallet af alvorlige ulykker faldet med 14 pct. i de seneste fem år. Og alt tyder på, at tendensen fortsætter, for Europæiske har i denne skisæson indtil nu kun fået anmeldt en enkelt alvorlig skiskade.

Faldet skyldes ifølge Europæiske for en stor del, at de danske skiløbere er blevet bedre til at bruge sikkerhedsudstyr som rygskjold og ikke mindst skihjelm.

Siden skisæsonen 2010/11 er antallet af hovedlæsioner, hjernerystelser, kraniebrud og brud på rygsøjlen faldet med omkring ti pct. i gennemsnit hos Europæiskes kunder.

»Vi kan se af vores statistikker gennem de seneste fem år, at redningshelikopteren og den gule banan har været i aktion færre gange, og det er glædeligt. Medvirkende er uden tvivl den eksplosive udvikling i brug af skihjelm og nu også rygskjold, som i dag er blevet lettere og blødere at have på,« siger salgs- og marketingdirektør Dan Kjølhede Laursen.

Læs også: Her sker skiskaderne - sådan undgår du dem

»Sikkerhedsudstyr alene er dog ikke nok til at undgå en skiskade. Man bør også sørge for at være i god form, og især skal man vise hensyn på skipisten,« opfordrer han.

I de franske skisportsområder er man begyndt at håndhæve de såkaldte FIS-regler (færdselsregler på pisterne) og give bøder til skiløbere og snowboardere, som løber vildt og hensynsløst og er til fare for sig selv eller andre.

»De første danskere er kommet hjem fra alpelandet med bøder på mellem 100 og 200 euro,« fortæller Dan Kjølhede Laursen.

Fem gode råd til skiferien

  1. Vær i god form og hav udstyr og påklædning i orden. Brug solbriller med UV-beskyttelse.
  2. Kontroller ski, bindinger, skistøvler og stave.
  3. Sæt ikke tommelfingre eller hænder i skistavenes stropper.
  4. Tag hensyn til andre på pisten, afpas din hastighed og følg FIS-reglerne. Se dem her.
  5. Bland aldrig alkohol og skiløb.