Naturfænomenet Tara Canyon i Montenegro er verdens næstdybeste kløft og kaldes Europas Grand Canyon. Oplev den til fods, på cykel eller fra bunden i en raftingflåde.
Bussen burde have været pensioneret for mindst to årtier siden, men slingrer sig alligevel overbevisende igennem hårnålesvingene på den smalle asfaltvej.
Læs også: Vandretur på ryggen af Tjekkiet
Der er ikke aircondition i arvegodset fra det gamle Østtyskland, men hvad skal man også med det, når man bare kan køre med åben dør. Det lykkes momentvis at nyde det bløde grønne bjerglandskab, når varmen og den værste dødsangst fortrænges.
Vi er på vej mod Zabljak, som er den eneste by beliggende i Durmitor Nationalpark – Montenegros mest spektakulære naturområde. Om vinteren er det regionens mest populære skisportsområde, men her i august er området mål for den aktive sommerturisme med mulighed for vandring, rafting og cykelture.
Hovedattraktionen er Tara Canyon, der med en dybde på 1300 meter er verdens næstdybeste kløft og derfor har fået tilnavnet Europas Grand Canyon. Den har sammen med resten af parkens unikke natur givet Durmitor Nationalpark en placering på UNESCOs verdensarvsliste, så forventningerne på vej i bussen er helt i top.
Da vi ankommer til den lille busholdeplads i Zabljak, bliver vi straks bekræftet i vores plan om at vælge en campingplads frem for byens ellers mange overnatningsmuligheder.
Zabljaks arkitektoniske fremtoning er en mildest talt uheldig blanding af østrigsk alpehytteæstetik og store uformelige betonklodser, som kun den mest insisterende kommunist kan være stolt af.
Retningsfornemmelsen er for længst gået tabt i et hårnålesving, så vi får en venlig sjæl til at ringe på telefonnummeret i vores Lonely Planet. Ti minutter senere holder en osende Volvo stationcar ind på pladsen, og ud springer en gammel senet mand, der har spottet os på lang afstand og bryder ud i et velmotiveret »Ciao bambini!«.
Det grumsede visuelle indtryk fra byen slettes totalt fra hukommelsen ved synet af Autokamp Mlinski Potok. Smukkere beliggenhed til en campingplads er sjældent set. Højt over pladsen troner bjergtoppene og fylder horisonten med klare grønne og lysegrå farvetoner. Man får lyst til at lægge sig i teltet og sove, bare for at kunne vågne, åbne teltdugen og lade sig overvælde på ny. Og med en pris på seks euro per nat for to personer og et telt – inklusiv to obligatoriske og generøst skænkede glas af den lokale brændevin – må der siges at være fuld valuta for pengene.
Vandring
Neden for campingpladsen ligger nationalparkens kontor. Her kan man købe kort over hele området med indtegnede vandre- og cykelruter. Med 48 bjergtoppe på over 2000 meter er der rigeligt at kaste sig over for både den ambitiøse vandrer og for dem med et lidt mildere temperament.
Alle ruter er mærket med tidsangivelser, så det er let at overskue udbuddet, og området er samtidig et af de mest velafmærkede i Europa, så man skal heller ikke være bange for at fare vild.
På ti timer kan man gå til toppen af Durmitors højeste bjerg Bobotov Kuk og tilbage igen. Den første del af vandreruten går langs søen Crno Jezero. Navnet, der på dansk betyder »den sorte sø«, virker temmelig misvisende, når man ser de omkransende bjerge spejle sig i det krystalklare, azurblå og turkise vand.
Picnickurvene og de badende mennesker langs bredderne afslører, at den to-tre timer lange gåtur rundt om søen er den mest populære i området, og har man ikke travlt med at nå toppen af et bjerg, kan en dukkert i det iskolde smeltevand varmt anbefales.
De næste par timer går støt, men nogenlunde jævnt opad mod isgrotten Ledina Pecina i 2200 meters højde. Herfra bliver det noget mere krævende på det sidste stykke op til toppen af Bobotov Kuk.
Men panoramaudsigten fra toppen af det 2523 meter høje bjerg er ubeskrivelig. Herfra er det tydeligt, at bjerget der har givet landet navnet »Sorte bjerg« ligger i en anden del af Montenegro. Landskabet her er en prægtig farvelade af hvide klipper med mættede klatter af grønne træer og blå søer, så langt øjet rækker. Vi møder fire venlige polakker med biler parkeret på den anden side af bjergmassivet, og går sammen med dem ned ad vandreruten på den anden side af bjerget. Her er geologien helt ekceptionel. Bjergenes hvide kalksten ligger i rouladeagtige lag, der sammen med den grønne vegetation skaber fantastiske mønstrer i landskabet.
Rafting
Tara Canyon er nationalparkens største attraktion, og en af måderne at opleve den på er ved at riverrafte på Tarafloden gennem kløften.
Der ligger en række turistbureauer i Zabljak, som udbyder pakkeløsninger af varierende varighed, en halvdagstur med transport frem og tilbage til byen samt en inkluderet frokost står i 50 euro per næse. Tager man af sted i august, skal man ikke forvente hverken fart eller bølgesprøjt. Vandstanden er lav og der er kun en svag strøm i floden. Men efter en lang vandretur den foregående dag er det skønt at padle sig stille og roligt gennem det klare vand og lade blikket kravle op ad kløftens stejle klippevægge.
Cykling
En anden måde at opleve verdens næstdybeste kløft på er et af de udkigspunkter, hvor Tara Canyon kan beskues fra oven. Leje af mountainbikes i Zabljak koster den beskedne sum af otte euro per døgn. Kvaliteten af cykler rækker så til gengæld langt fra til en større bjergetape, men til denne tur i let kuperet terræn på omkring ti kilometer klarer de mosten.
Ruten går ad en asfaltvej, hvor man cykler ganske uforstyrret gennem mark og skov, inden det sidste stykke til udkigspunktet tilbagelægges til fods – hvorfra man pludselig kan se dybet dukke frem bag bjergene. Små stykker blå Taraflod anes dybt nede mellem de 1300 meter høje bjergsider, mens den kraftige eftermiddagssol tegner et næsten mælkehvidt skær over kløften.
Det er slet ikke et skidt sted at spise sin madpakke.
Efter en uge i Durmitor Nationalpark lyder den klare konklusion, at både oplevelsestrang og pengepung sagtens kunne tåle at blive en uge længere.
