Prag er også kendt som »Den Gyldne Stad«. Tidligere skyldtes det, at byen var en af de rigeste centraleuropæiske byer, men navnet er nu også ganske passende, hvis man besøger byen for øllets skyld.

Øl og Tjekkiet – det er to ord, som nærmest er synonyme.

Tjekkiet er ifølge statistikkerne verdens mest drikkende land, men tjekkernes forkærlighed til øl kommer ikke kun til udtryk ved antallet af øl, der hver år bliver drukket i landet. Den kan også måles ved tjekkernes forhold til øl og de omgivelser, de gyldne dråber bliver indtaget i.

Tjekkiets hovedstad Prag har altid bugnet af sjove og hyggelige værtshuse og restauranter, og de politiske omvæltninger i landet for 25 år siden har ikke ligefrem sat en dæmper på tjekkernes opfindsomhed.

BT Rejser sætter fokus på fem interessante og hyggelige værtshuse, og viser vej i Prags værtshusmiljø.

1. Det klassiske

Restauranten og bryggeriet U Medvidku er en institution for sig og er et af Prags gamle værtshuse, som efter de politiske omvæltninger i landet har fået en renæssance. Værtshuset er nemlig blevet udvidet med flere rum og er begyndt at brygge sit eget øl.

Øllet bliver her fremstillet efter gamle opskrifter og kun i begrænsede mængder og bliver derfor kun serveret i enkelte rum oven over hovedværtshuset.

Resten af restauranten serverer den tjekkiske Budweisser – Budvar. U Medvidku driver ligeledes en forretning, hvor man kan købe souvenirs og stedets øl, Oldgott, på flasker.

  • Hvor: Na Perstyne 7, Praha 1.
  • Øl: Budvar, Oldgott.
  • Mad: Stort udvalg af tjekkiske retter i kæmpe portioner.
  • Åbent: man-fre. kl. 11-23, lør. kl. 11.30-23, søn. kl. 11.30-22.
  • Info: umedvidku.cz

2. Det intellektuelle

Tjekkiets tidligere præsident Vaclav Havel og tjekkernes kendte forfattere, eksempelvis Bohumil Hrabal, samt mange andre kendte tjekkiske personligheder har gennem tiderne diskuteret alt mellem himmel og jord på værtshuset U zlateho tygra (Hos den gyldne tiger).

Stedet har i lange perioder, og delvis også i dag, mere eller mindre været forbeholdt stamgæsterne. Vil du have en plads, er det derfor en absolut nødvendighed at komme tidligt om eftermiddagen.

Udover mange intellektuelle, man kan møde her, har stedet altid været kendt for at have Prags absolut bedst skænkede Pilsner Urquell. Det er tvivlsomt, hvorvidt det fortsat gælder i dag, men det er ganske sikkert, at stedets øl smager rigtig godt.

  • Hvor: Husova 228, 110 00 Praha 1.
  • Øl: Pilsner Urquell.
  • Mad: Et mindre udvalg af varme og kolde retter.
  • Åbent: Hver dag kl. 15-23.00.
  • Info: uzlatehotygra.cz

3. Det flippede

Foto: Ota Tiefenböck
Vis mere

Værtsthuset U vystreleneho oka er formentlig Prags mest flippede værtshus, hvor man kan få en følelse af, at tiden er gået i stå: Langt hår, 1960ernes tøjstil og røg i lange baner.

Og det er ikke altid, at det kun er cigarretter, der bliver røget her. Så er du advaret.

Udover en særpræget stemning og en oplagt mulighed for at komme til at tale med en eller flere af gæsterne, kan man ligeledes være heldig til at opleve musikoptræden. Musikken, der for det meste er ligeså syret som gæsterne, foregår kun frem til klokken 22.00.

I de varme måneder er det muligt at sidde uden for på en hyggelig terasse.

  • Hvor: U Bozich bojovniku 3, Prag 3 - Zizkov.
  • Øl: Pilsner Urquell, Gambrinus og Kozel.
  • Mad: 3-5 varme retter samt kolde retter.
  • Åbent: Hverdage og lørdage kl. 16:00-01.00.
  • Info: uvoka.cz

4. Det sjove

Foto: Ota Tiefenböck
Vis mere

Restauranten Vytopna ligger på en af Prags dyreste adresser på Wencelspladsen – du finder den i pladsens øverste del ved Nationalmuseet.

Vytopna er et af de nyere indslag i værtshus- og restaurantmiljøet i Prag og er et af de steder, som satser på at adskille sig fra konkurrenterne.

Betjeningen over hele restauranten sker nemlig ved hjælp af en modeljernbane, som forbinder udskænkningsstedet med bordene, således at alle drikkevarer bliver leveret af et modeltog direkte på bordet.

Vytopna råder over mange forskellige lokomotiver, fra persontog, damptog til godstog og serverer god tjekkisk og europæisk mad, med særlige billige menutilbud til frokost.

  • Hvor: Vaclavske nam. 56, Praha 1.
  • Øl: Krusovice, Musketyr.
  • Mad: stort udvalg af tjekkiske samt europæiske retter.
  • Info: vytopna.cz

5. Det digitale

Foto: Ota Tiefenböck
Vis mere

The Pub er en tjekkisk opfindelse og et kædeværtshus, som er på voldsom fremmarch på franchise-basis, ikke kun i Tjekkiet men også i andre lande i Europa.

De vigtigste elementer er, at man betjener sig selv, og at øllet, man drikker, bliver afregnet efter det nøjagtige forbrug. På samme måde som ved en tankstation; altså at man betaler for, hvad man tapper.

Ved hvert bord er der plads til 12 gæster, som hver har sit eget nummer og skænker sit eget øl. På en lille skærm ved udskænkningen kan man følge sit eget forbrug, bestille mad eller tilkalde personalet, hvis man har andre behov.

Derudover er alle The Pub-restauranter, både de tjekkiske og udenlandske, forbundet online, og man kan konkurrere med de forskellige borde rundt omkring i Europa om, hvem der har drukket flest øl.

  • Hvor: Veleslavinova 3, Praha 1.
  • Øl: Pilsner Urquell, Gambrinus, Kozel-mørk.
  • Mad: Tjekkisk, pasta, burgers.
  • Åbent: Man-tors kl. 11-01, fre-søn kl. 12-03.
  • Info: thepub.cz

Rejseinfo

Transport:

  • Norwegian flyver direkte til Prag fra København til priser fra 800 kr. retur, hvis man rejser i november.
    Det tjekkiske flyselskab CSA flyver også direkte, priser fra 800 kr. per vej.

Ophold:

  • Prag har massevis af hoteller i alle prisklasser.
    Regn med fra 300 kr. per nat for et dobbeltværelse på et trestjernet hotel.

Info: