"Verdens mest afslappende turismefilm", som VisitVestsjælland har fået fremstillet, er nået USA, hvor den bliver modtaget på rette vis med et... - gab. Se filmen her

Det er vist ingen overdrivelse at fastslå, at Vestsjælland ikke har den helt store appel i turistmesammenhæng - og slet ikke for udenlandske turister.
Ganske vist myldrer det med sommerhuse langs regionens fine sandstrande, men de er mest til »eget« brug. Udlejning af sommerhuse er her begrænset sammenlignet med andre dele af landet.

Men VisitVestsjælland vil så gerne have besøg af flere turister og har nu fundet på at gøre en dyd ud af manglen på store seværdigheder. Når der nu ikke er så meget at opleve, så må oplevelsen være det modsatte: ikke at opleve noget, bare slappe af.

VisitVestsjælland, som markedsfører Kalundborg, Slagelse og Sorø kommuner, har fået produceret en syv minutter lang video optaget langs Sjællands vestkyst bestående af stille, meget lidt panorerende naturbilleder fra strand og skov tilsat pulserende rytmer ala hjertelyd.

Læs også: Her er verdens ti farligste turistmål

En sol, som ikke rigtig kommer hverken op eller ned, og en ko, der vandrer adstadigt på en grøn græsmark, er de dramatiske højdepunkter.

Ad internettes uransagelige veje er videoen nået til USA, hvor den blandt andet optræder på Daily Mails netavis, mens den har fået en kommentar med på vejen i internetavisen Huffington Post.

Her siger journalisten Jesse Ferreras efter at have set filmen: »Vi ved, at meningen med filmen er at få folk til at besøge Danmark. Men foreløbig sender den os ind i et dybt, rart gab.«

Se verdens mest afslappende turistmefilm her:

I VisitVestsjælland noterer man, at filmen er en succes. I en pressemeddelelse siger direktør Lars Nielsen, at der er hård konkurrece på nettet, og at man er stolte af, at filmen nu ses af så mange mennesker uden for Danmark.

»Det beviser for os, at det betaler sig at turde tænke kreativt og lave noget, som ikke er set før,« siger han.

Om filmen så også vil få folk til at rejse til Danmark - endsige til den sjællandske vestkyst - må fremtiden vise.

Læs også: Hold ferie i verdens mest langsomme byer