Et brækket ben på skiferien eller en forstuvet ankel på vandreturen. Det har kostet landets forsikringsselskaber mange penge, at danskerne ikke længere kan trække på den offentlige sygesikring, men skal sende regningen til Tryg eller Topdanmark, hvis uheldet er ude på ferien.

Flere forsikringsselskaber melder

om en stigning i erstatninger til rejseskader. Tryg har oplevet en stigning i erstatninger til rejseskader på 60 pct. i løbet af de seneste to år. Også Codan, Topdanmark og Europæiske Rejseforsikring har i samme periode oplevet en stigning i skade- og sygdomsudgifter, når danskerne rejser til Spanien eller Østrig.

»Overgangen fra det gule til det blå sygesikringskort og en øget rejseaktivitet blandt vores kunder har givet os større udbetalinger på rejseforsikringerne. Særligt i ski-månederne februar og marts er der flest skader og dermed større udgifter for os,« siger pressechef hos Codan, Mads Houe.

Prisstigning på forsikringer

Det betyder, at danskere, der er rejseforsikret hos Tryg, nu kan forvente en prisforøgelse på 250 kr. på årsrejseforsikringen. På trods af de øgede udgifter til tilskadekomne turister, planlægger hverken Codan, Topdanmark eller Europæiske Rejseforsikring dog at skrue på priserne foreløbigt.

»Vi forventede øgede udbetalinger, men vi venter og ser tiden og udviklingen an, inden vi eventuelt justerer vores priser,« lyder det fra Mads Houe i Codan.

Ikke styr på det blå kort

Siden 1. august 2014 har danskere været dækket af EUs blå sygesikringskort i stedet for det danske gule, hvis ferien krævede et sygehusophold eller lægebesøg. Men mange danskere ved ikke, hvad det blå kort dækker over, oplever marketingchef hos Europæiske, Mark Bartram. Det bekræfter en undersøgelse fra sidste år, som Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring.

Hele 43 pct. tror, ifølge undersøgelsen, at det blå EU-sygesikringskort dækker hjemtransport fra et EU-land, og hver femte tror, at de kan få dækket udgifter til behandling på privathospitaler på rejsen. Men det er altså ikke tilfældet.

»Det blå kort sikrer, at du er dækket på samme vilkår som en lokal borger i det pågældende land. Altså er man i lande som Frankrig kun delvist dækket og skal selv betale en del af lægeregningen, medmindre man har tegnet en privat forsikring,« forklarer marketingchefen hos Europæiske, der har hævet prisen på en årsrejseforsikring til Europa med 50 kr..

»Men vi ser desværre eksempler på familier, der bliver ruineret, fordi man skal flyves hjem fra skiferien uden en forsikring,« fortsætter Mark Bartram og råder til, at man altid forsikrer sig mod hjemtransport og sygdom på rejsen.

Det samme råd giver Forbrugerrådet Tænk, der siden 2014 også har anbefalet at tegne en ekstra rejseforsikring for at undgå store, uforudsete udgifter ved udlandsrejser.