Glem alt om Kreta, Rhodos og Kos. Fra den vestgræske kystby Parga og den nærliggende ø Lefkas er der ikke langt til Europas nok flotteste strande og mest bjergtagende landskaber.

Konen skriger til mig om at lade være, ungerne har allerede forladt stedet af lutter angst, og selv har jeg på vibrerende gummiben begivet mig ud på en halv meter bred klippeafsats med det, der ser ud som Europas vildeste kløft ret forude.

Næsten lodret under mig, omtrent 700 meter nede, risler en lille flod. Over mig tårner enorme bjergmassiver sig op, og i det fjerne svæver falkelignende rovfugle mellem tinderne. Her er ingen spor af civilisation. Kun voldsom og respektindgydende natur.

Til venstre løber en lille, smal sti langs bjergvæggen uden afspærring til dybet. Jeg fatter ikke, at vandrere tør begive sig hen ad den.

Men det gør enkelte af slagsen åbenbart, for den krævende vandre- og klatretur her fra udsigtspunktet Oxia og ned i kløften til den næsten isolerede bjerglandsby Vikos i den modsatte ende er flere gange udråbt til Europas mest storslåede.

Mens jeg står der på afsatsen, begynder svimmelheden og højdeskrækken at få overtaget, så som den tøsedreng, jeg er, nærmest kravler jeg tilbage til sikkerheden og min lettede kone.

Vi er på charterferie i det nordvestlige Grækenland. Men i dag har vi styret lejebilen væk fra kysten og ind i landet til den ekstremt bjergrige provins Zagoria.

Kæmpekløften under os hedder Vikos, og den er højdepunktet i et fabelagtigt landskab af uberørte landsbyer, gamle stenbroer og smalle, stejle bjergveje, hvor flokke af geder og får med jævne mellemrum spærrer for den videre kørsel. Oppe i bjergene lever der bjørne og ulve, som man sjældent ser. Til gengæld vrimler her med kulørte sommerfugle og ilende firben.

De få turister herude vidner om, at danskere og andre charterfarende i det græske foretrækker øerne og strandene. Men hvorfor ikke for en gang skyld droppe Kreta, Samos eller Rhodos for på én gang at blive i stand til at nyde såvel det azurblå hav som al den kultur, historie og ikke mindst natur, der ligger gemt på fastlandet nede i vores foretrukne ferieland?

Den kombination får man i metermål ved at vælge rejsemålene Parga eller Lefkas ud mod Det Ioniske Hav på den græske vestkyst. Vi valgte dem begge. Hvilket vi ikke i et sekund fortrød.

Ferieøen Lefkas

Vi lægger ud med Lefkas – en storslået ferieø, der knap nok er en ø i og med, at den er forbundet med fastlandet via en smal dæmning.

Centralt på Lefkas’ østkyst ligger den livlige og smukt beliggende turistby Nidri, hvor vi indlogerer os på lejlighedshotellet Captain Stavros, hvilket viser sig at være en glimrende idé. Lejlighederne er yderst rummelige og vender direkte ud mod en større pool, som ungerne hver morgen hopper direkte i.

Få minutters gang fra hotellet ligger hyggelige tavernaer på stribe langs havnen. Herfra er der fin udsigt til den lokale skærgård – en række overraskende grønne øer, hvoraf især de lidt ældre vil nikke genkendende til navnet Skorpios. Som var – og fortsat er – en privatejet celebrity-ø ud over alle grænser.

Oprindeligt tilhørte den en af verdens rigeste mænd, den græske skibsreder og kvindebedårer Aristoteles Onassis, der i 1968 blev gift ude på øens kirke med den tidligere amerikanske førstedame Jackie Kennedy. I dag er den for en pris på op mod en mia. kr. udlejet i 99 år til den russiske mangemilliardær Dmitry Rybolovlev, der bl.a. er kendt for at eje fodboldklubben Monaco FC.

På en afslappet bådtur i skærgårdens klare blå vand sejler vi rundt om den ganske store ø og ser russerens kæmpemæssige luksusyacht ligge opankret i øens lille havn. Bøjer er lagt ud i vandet foran kysten for at signalere, at ingen er velkomne her, og på en kajkant laver svedende og muskuløse russiske sikkerhedsvagter push-ups, hvilket i sig selv har en afskrækkende virkning.

Men i henhold til græsk lov skal der være mulighed for at gå i land på enhver privatejet ø, så vi får lov at gå fra borde på en beskeden strandplet, hvor Jackie Onassis’ gamle lysthus stadig står – lige bag en afspærring med et advarselsskilt med en glubsk rottweiler.

Det var på denne lille og kunstigt skabte strand, at datidens store modeikon i 1971 sensationelt blev foreviget i det bare ingenting af en ihærdig paparazzifotograf. Billedet gik verden rundt.

Den vilde og ubeboede del af Lefkas

Lefkas’ sande juveler befinder sig imidlertid på øens vilde og næsten ubeboede vestkyst. Lejebilens første destination er Porto Katsiki, en pragtfuld strand, der ofte er udråbt til både Grækenlands og en af Europas smukkeste.

En kridhvid, lodret klippevæg står direkte foran stranden, hvor havvand i den dybeste blå farve skyller ind. Her er ingen hoteller, blot en parkeringsplads højt hævet over stranden omgivet af enkelte små tavernaer. Knap 100 trappetrin fører os ned til stranden, hvor øjnene blændes af kombinationen af blåt og hvidt i det skarpe sollys.

Vandet er skønt at bade i, men ungerne er ikke begejstrede for rullestenene og for det dybe vand med overraskende høje bølger. Øjnene bliver dog aldrig trætte her.

Lidt længere mod nord ligger en om mulig lige så fantastisk, men endnu mere isoleret strand, Egremni. Vi opgiver at tage de 350 trappetrin ned til stranden og vælger i stedet at indtage frokosten på en taverna på toppen med Grækenlands måske smukkeste udsigt.

100 meter under vores gyros, Fix-øl og colaer folder en næsten øde strand i lige så betagende kulører som den første sig ud.

På vejen hjem kører vi gennem den lille bjerglandsby Karia midt på øen. Vi stopper på øens hyggelige torv under skyggefulde træer og nyder en skøn og billig græsk middag af salater, souvlaki og lækre bønner fra egnen.

Videre til Parga

Efter en uge på Lefkas flytter vi os ca. 100 km nordpå til Parga på det egentlige fastland.

Parga bliver ofte kaldt for Grækenlands svar på den italienske ferieperle Portofino på grund af sin maleriske beliggenhed i en bugt omgivet af stejle klipper.

I årtier har Parga været et af grækernes egne foretrukne feriesteder. Men i de senere år har nord- og centraleuropæere fået øje på den betagende by af smalle, stejle stræder og en skøn havnefront, der er plastret til med tavernaer og restauranter, hvoraf flere er decideret fremragende og tilmed prisvenlige. Jeg må især anbefale restaurant Bacchos og dens saftfulde lam, skaldyr og hvidløgsstegte champignon.

Vi checker ind på Parga Beach Resort lige ud til Valtos-stranden lidt vest for byen – et skyggefuldt kompleks af frodige haver med tusindvis af blomster, tomatplanter og gamle oliventræer, hvor smagfulde hotellejligheder står spredt. Stranden er børnevenlig, sandet fint, og lige ved siden af kan ungerne hoppe i en lille pool, mens mor og far nyder en kølig drink i poolbaren.

Eneste minus ved at bo herude er, at man må ase sig over en høj og stejl klippe for at få adgang til Parga by og dens herligheder. Medmindre man hopper på vandtaxaen nede fra stranden.

Efter et par dage lejer vi atter en bil, og så begynder det græske eventyr for alvor.

Første dag går turen til Zagoria og Vikos-kløften som ovenfor beskrevet. Samt til den imponerende drypstenshule Perama i udkanten af provinshovedstaden Ioaninna, hvor vi undrer os over, at vi stort set er de eneste turister på en så overvældende rejse til Jordens geologiske fortid.

Den følgende dag drøner vi videre ad det, der meget vel kan være Europas mest storslåede stykke motorvej – den næsten nye Egnatia-vej, der med et utal af lange tunneller gennem høje bjerge og broer over dybe kløfter forbinder det stærkt kuperede nordvestlige og nordøstlige Grækenland.

Det er ingeniørkunst uden sidestykke i et voldsomt dramatisk landskab og en køreoplevelse, som ingen bilfarende i denne del af verden bør snyde sig selv for. Men der synes også at være noget galt her, for hvorfor i alverden ofre langt over 50 mia. kroner på en megavej – angiveligt Grækenlands dyreste byggeprojekt nogensinde – som overraskende få benytter trods yderst rimelige motorvejsafgifter?

Lidt research afslører, at EU har betalt næsten halvdelen af omkostningerne som led i et udviklingsprojekt i det forgældede land, og halvdelen af resten er bevilget som lån fra Den Europæiske Investeringsbank.

Vi lader Bruxelles være Bruxelles og nyder de storslåede udsigter over Pindos-bjergene, mens vi sætter kursen mod UNESCO-seværdigheden Meteora, der som navnet antyder ligner klippestykker, der er faldet ned fra himlen.

Bag byen Kalambaka i det centrale Grækenland står de stejle og enkeltstående klipper som obelisker fremstillet af rumvæsner. For næsten 700 år siden begyndte munke at bygge store klostre på adskillige af de ofte flere hundrede meter høje klipper, og man kan kun gætte på, hvordan de dygtige, men noget dumdristige kuttemænd kom derop med tonsvis af byggemateriale.

I dag gør trapper det heldigvis forholdsvis overkommeligt at komme på besøg oppe i disse nærmest tibetanske klostre med deres »Rosens Navn«-agtige atmosfære og svimlende udsigter.

På den sidste fulde dag i Parga tager vi atter på bådtur, denne gang til jetset-øen Paxos og dens lillesøster Antipaxos en god times sejlads fra vores ferieby. Igen mødes vi af synet af azurblåt hav, vidunderlige strande og dybe grotter med fantastiske muligheder for at snorkle blandt blæksprutter og farvestrålende fisk.

Paxos’ lille hovedby Gaios er begavet med en charmerende og velbeskyttet naturlig havn, hvor man kan købe sig fattig i designvarer og gourmetmad. Det gør vi ikke, vi finder i stedet en travl gyrosbar, hvor vi for få euro mæsker os i det velsmagende grillstegte kød med salat og pommes frites i pitabrød.

En sand græsk ferie har nået sin afslutning. Men en dag vender vi med garanti tilbage.

Rejseinfo

  • Transport: Bl.a. Apollo, Spies og Folkeferie har pakkerejser til henholdsvis Lefkas og Parga. Priser fra 14.000 kr. for to voksne og to børn for en uges ophold inkl. fly.
  • Prisniveau: Prisen for en middag på restaurant (to voksne, to børn) med vin, vand og sodavand ligger typisk på 300-350 kr. Billeje: 350-500 kr. om dagen.
  • Bedste rejsetidspunkt: Maj-juli og september-oktober. August er virkelig varm.
  • Info: apollorejser.dk