Det franske cykelløb La Marmotte vrimler med danske motionsryttere. Prøv i stedet det flotte italienske Maratona dles Dolomites.

Hvert år drager horder af danske amatørcykelryttere til Alperne i Frankrig for at køre cykelløbet La Marmotte, som med målstreg på Tour de France-monumentbjerget Alpe d’Huez er blevet en dansk motionsklassiker.

De seneste fem år er interessen for den franske cyclosportive nærmest gået amok.

En femtedel af de cirka 8.000 startende ryttere i La Marmotte er nu fra Danmark, ja, selv Kronprinsen har slidt sig gennem løbet. Fitnesscentre har træning målrettet La Marmotte, og internettets debatfora er pakket med råd og rejsebeskrivelser om det franske løb.

Det er meget mere småt med danske erfaringer med bjergcykelløb uden om La Marmotte. Så hvis du er typen, der helst rejser ad mere ukendte stier, skal du takke nej til al danskermylderet i Alperne og dreje mod Italien, hvor nogle af verdens smukkeste motionsløb afvikles.

Europas smukkeste

Perlen i samlingen er Maratona dles Dolomites.

Det er ikke Europas hårdeste eller længste løb, men det går for at være det smukkeste. Og når du sidder på niende kilometer på Passo Giau og stadig mangler et bjergpas, inden du er hjemme, beklager du dig ikke over, at man i Frankrig får lidt flere højdemeter i benene.

Men det er den overvældende naturskønhed, der er løbets største aktiv.

Denne skribent har kørt både La Marmotte og Maratona dles Dolomites, og hvor smilene er brede over udsigten i La Marmotte, er kæben simpelthen nede og kysse styret over det panorama, der præger Maratona dles Dolomites.

Løbet bliver kørt over syv bjergpas, gennem dale og landskaber, der befinder sig på Unescos verdensarvsliste.

Der er grønne skråninger, snehvide toppe, hidsige stigningsprocenter og laber asfalt rundt i hele området omkring den norditalienske by Corvara, som er det naturlige centrum for løbet.

Ukendt for danskere

Men alt dette til trods er Maratona dles Dolomites næsten ukendt terræn for danskere. I 2014-udgaven deltog kun otte danskere foruden den gruppe, denne skribent selv havde tilmeldt løbet, og der var kun syv danskere tilmeldt året før. Det er primært italienere, sekundært tyskere, hollændere og briter, der sidder på bjergene.

Det kan også lyde vanskeligt at få et startnummer.Knap 35.000 ansøgere tilmelder sig løbet hvert år i oktober, og tre ud af fire må altså nøjes med en afvisning efter lodtrækningen.

Det faktum alene afskrækker sikkert mange fra overhovedet at prøve, og når der er så mange danske rejsearrangører med startnumre til La Marmotte, bliver det hurtigt et sikrere valg.

Men halvdelen af startnumrene til Maratona dles Dolomites er faktisk reserveret til udenlandske amatørryttere – sikkert fordi området gerne vil tiltrække turister til et område, der om vinteren inviterer til skisport.

Da klart de fleste ansøgere er italienere, er der gode chancer for at få plads som dansker. Og der er nok at glæde sig til, hvis man får lov at deltage.

TV-helikoptere i luften

Hele ugen inden selve løbet er dedikeret til cykling i bjergene og til rytterne, som myldrer rundt på alle de stigninger, der er udødeliggjort af Giro d’Italia og ikke mindst af det italienske rytterfænomen Fausto Coppi. Det er som at befinde sig i en verden, hvor man kun må bevæge sig på lirede racercykler.

Vi ankom i år om torsdagen, og der havde allerede været gang i både børneløb, organiserede ture i terrænet og konkurrencer med cyklen som centrum.

Træningen er en ren fornøjelse på grund af de mange forskellige ruter af forskellige sværhedsgrad, der udgår fra Corvara. Og ugen når altså sit klimaks, når godt 9.000 ryttere meget tidligt søndag morgen bliver sendt ud i bjergene til larmen fra helikoptere og motorcykler med kameraer.

Løbet bliver nemlig transmitteret hele dagen til tv-stationen RAI, hvor den tidligere Giro d’Italia-vinder Stefano Garzelli i år guidede seerne gennem løbet.

Velforsynede depoter

I Italien er Maratona dles Dolomites altså en enorm begivenhed, som i de senere år har tiltrukket eks-cykelryttere som Mario Cipolini og Miguel Indurain.

I år havde vi selskab af blandt andre den tidligere Juventus-fodboldspiller Fabrizio Ravanelli og eks-rytteren Davide Cassani, som engang under nu berømte omstændigheder mødte danskeren Michael Rasmussen i de selvsamme pas i Dolomitterne.

De vil sikkert som os andre have oplevet et løb, der intet mangler. Hvor der under La Marmotte er køstemning ved de forholdsvis få officielle depoter, er der masser af velforsynede depoter på de helt lukkede veje i Dolomitterne, og man er fristet til at tale om en klasseforskel, hvis man skal anmelde hele afviklingen af et cykelløb.

Syv bjergpas

Der er lidt færre kilometer at arbejde på, og derfor også lidt færre højdemeter på programmet i forhold til La Marmotte.

Men til gengæld er ruten pakket med syv højt beliggende bjergpas mod kun fire i La Marmotte – og der er er dårligt en eneste flad kilometer i Maratona dles Dolomites, hvor La Marmotte forlanger et par længere transportstykker mellem stigningerne.

I Maratona dles Dolomites skal man også forholde sig til tidsbegrænsninger, som undervejs kan forhindre, at man kan vælge den længste rute.

Og også i Dolomitterne gælder den regel, at det er en temmelig rådden idé at komme uforberedt og for langt fra en topform.