Helt sydpå lever Grønland op til sit navn, for der er områderne grønne. Tag med på rundrejse mellem byer, bygder og fårefarme i Erik den Rødes land.
De er der skam. Isfjeldene, som skydes ud fra den uendelige indlandsis og er det ufravigelige billede af grønlandsk natur: De hvide formationer, der adstadigt flyder i det blå vand ud mod Labradorhavet.
Men på begge sider af fjorden er der grønt. Ikke nuancer af grå-brun-grøn, som på klipperne om sommeren på kysten længere nordpå. Nej, grøn som i græsgrøn, selv om sommeren er blevet til september.
Hernede helt mod syd er helt anderledes frodigt, og bliver det med klimaændringerne mere og mere, hvilket på positivsiden giver nye muligheder for landbrug og gartneri.
Her græsser får, som de har gjort i årevis, men også heste, og flere fårefarmere forsøger sig nu med kødkvæg. Her dyrkes kartofler, kål og majroer. Et af de nye produkter på vej er arktisk timian, som ellers gror vildt rundt omkring.
Tre års avlsprojekt i Kvann Kompagniet har vist, at timianen sagtens kan dyrkes kommercielt, hvis man har de rette jordbundsforhold. Planterne kræver hverken vanding eller gødning. De passer sig selv og gendannes endda efter høst.
Timianen lufttørres og vejer ikke meget, hvilket tæller ekstra i eksport-regnskabet heroppe. Og det nye nordiske køkken vil helt sikkert hjælpe på reklamekontoen for timianen med den specielle bløde smag.
Endnu er der vist ingen, der har taget udfordringen op, men der er næppe nogen tvivl om, at det kommer.
Dette er Grønlands spisekammer, hvor klimaændringerne giver nye muligheder.
Da Erik den Røde kom
Med de senere års varmere vejr er her formentlig lige så grønt, som der var dengang, da Erik den Røde kom hertil for over tusinde år siden i året 985. Han kaldte landet for Grønland, hvilket man godt kan forstå, når man tænker på, at han kom fra Islands mørke lavalandskab.
Med hans reklame-navn for landet fulgte en indvandring af vikinger, som opbyggede et samfund med store gårde, og senere også klostre og kirker. Men 500 år senere var nordboerne, som de kaldes, forsvundet igen. Et mysterium, som eksperterne stadig ikke har fundet det endegyldige svar på.
Døde de af sygdom? Blev der krig med lokale inuit-stammer? Var forholdene for barske – forskning viser, at en klimaændring satte ind i 1300-tallet med temperaturfald. Den kulminerede i 1600-tallet og kaldes den lille istid.
Eller var det, fordi livet i den øvrige verden var ændret radikalt? I 1350 hærgede Den Sorte Død. Pesten nåede ikke Grønland, men udryddede halvdelen af Europas befolkning. Der blev mangel på arbejdskraft, der var færre søfolk, og den livsvigtige kontakt med Norge, Island og nordboerne blev ramt. Men mange gårde på Island stod også tomme efter sygdommens rasen. Måske vendte nordboerne bare tilbage dertil? Ingen ved det med sikkerhed.
Det sidste skrevne bevis om nordboerne i Grønland er fundet i islandske skrifter, hvor der fortælles om et bryllup mellem Sigrid Bjørnsdatter og Thorstein Olafsøn, som første søndag efter Kors-messe, 14. september 1408, blev gift i Hvalsøy.
Derefter er der tavst.
Men levn fra nordboernes samfund kan stadig opleves. En del af deres gårde og bygder er udgravet, og der er ruiner som kirken i Hvalsø, samt genskabninger af deres huse som kopien af Tjorhildes kirke i Qassiarsuk.
Sydgrønland
I Sydgrønland gemmer hver by, bygd og bosted på sin historie og sine gode vandreruter. Nogle steder kan man også vandre imellem bygder og byer. Jeg har nu valgt transport mellem de forskellige udgangspunkter.
Første del er med båd; godt en times sejlads fra lufthavnen gennem Tunulliarfik fjorden, hvor vikingerne sikkert også har beundret de mange farver i isfjeldene, dengang de sejlede i disse farvande i deres »havheste«.
Isen er nemlig ikke kun hvid, men alle nuancer over lys blå, mørk turkis, dyb blå til næsten sort. Og tidlig morgen og sen aften giver solen de sejlende isfjelde røde og gyldne farver.
Fjorden har også andre oplevelser, fortæller bådføreren og viser et billede på sin mobiltelefon af en lille sæl, som nærmest har klistret sig til hans båd.
»Det var forleden. En spækhugger var her i fjorden,« fortæller han og viser med armen, hvor han og turisterne så den sort-hvide hval.
»Sælen må have været så bange, at selv en båd var at foretrække. Vi lå længe og ventede. Spækhuggeren var væk, men sælen blev, og vi kunne ikke starte motoren, for sælen lå lige ved skruen. Til sidst måtte vi tage kosten og skubbe den væk.«
Om sælen alligevel endte i maven på spækhuggeren melder historien ikke noget om. Bådføreren så det i hvert fald ikke.
Senere glider en stor havørn hen over himlen, og snart er vi ved første stop på rundturen:
Narsaq
En mindre by med små huse i mange forskellige farver, der ser ud, som om de er drysset ud over sletten – Narsaq betyder slette – foran det 685 meter høje Qaqqarsuaq fjeld.
Vi lægger til i den nye havn. Den gamle, ikke så dybe, havn ligger på den anden side af klippefremspringet, men det er på græsbredden ved den nye, man har fundet rester efter en af de første bosætninger, efter at Erik den Røde var kommet til landet. En stor, trelænget gård, som dog senere blev flyttet længere op på sletten.
»De har sikkert fundet ud af, at der hernede var for fugtigt for deres afgrøder. Vi mener, at den senere gård har ligget oppe, hvor kirkegården er. Der kan arkæologerne naturligvis ikke arbejde, men når der graves grave, dukker der levn op, der tyder på det,« fortæller leder af byens museum, Jesper Enevoldsen.
Museet er delt i flere gamle bygninger ved havnen og omfatter også en rekonstruktion af et traditionelt grønlandsk tørvemurhus, sådan som et velhavende fangerhjem så ud helt op til 1960erne.
Der er udstillinger i et lille træhus, der tidligere var arbejderbolig, i spækhuset fra 1848 og i den gamle butik fra 1928 med »A34 »malet på taget. Det er et levn fra Anden Verdenskrig og luftkendingsmærke for de amerikanske flyvere.
Udstillingerne fortæller både om nordboerne og om den grønlandske historie med kajakker og dragter. Der er et gammelt trykkeri, en gammel butik, en kunstudstilling og udstilling af de ufattelig mange sten og mineraler, der findes i området.
Vi kikker også ind i Henrik Lunds hus. Den grønlandske nationaldigter, som blandt andet har skrevet teksten til Grønlands nationalsang, Nunarput – Vort land. Han og hans kone Malene, som i øvrigt blev 103 år og boede i huset til sin død i 1979, var samlingspunkt for kunstnere og videnskabsmænd. Der er blandt andre fotos af fysikeren Niels Bohr på besøg.
Fra Lunds hus kan man se ud over den nybyggede del af byen med huse og boligkarréer. Ellers synes livet at være gået lidt i stå i byen. Forretningerne, ud over det store supermarked, gemmer sig i de samme tillukkede træbygninger, som de har gjort i årevis. Hotellet ser ud, som det gjorde for tyve år siden – menukortet ligeså.
Fra byen er der en vej de cirka 8 km ud til Dyrnæs og Kvanefjeld. Det var her i Ilimanaussaq-massivet, at man sidst i 1970erne brød 20.000 tons fjeld, som blev sejlet til Risø i Danmark for en eventuel udvinding af uran. I dag har Grønland forbudt uranproduktion.
Det er også her, at man som det eneste sted i Grønland finder landets berømte smykkesten, tugtupit. Et mineral blødere end kvarts, som kun findes få steder i verden, og som ændrer farve efter belysning. Den blegner i mørke og får den kraftige røde farve tilbage i lys.
Qaqortoq
Tungen slår knuder i forsøg på at sige byens navn. En hjælpsom grønlænder skriver lydskrift på min blok: Kra-Kro-tok. Det hjælper, og ellers må jeg ty til det danske navn: Julianehåb.
Sejlturen mellem de to byer tager tre kvarter, men der er ingen båd den dag, så jeg er med hekilopter. Mælkeruten kaldes den: Narsarsuaq-Narsaq-Qaqortoq-Nanortalik og så tilbage igen med den lille, røde helikopter, der kan tage 13 passagerer. Flyvende tager det under ti minutter.
Vi lander i Sydgrønlands største by, der har dobbelt så mange indbyggere som i Narsaq, 3.500. Det mærkes straks. Biler kører i gaderne, hvor der er fodgængerovergange. Der er liv og aktivitet og mange flere huse og boligblokke, som breder sig op ad klippesiden bag havnen.
Hovedstrøget, Torvevej, går gennem den gamle bydel. Her ligger turistkontor, museum og brættet – det sted, hvor fangerne sælger deres bytte. Her er det en »torvehal« med kølemontrer. Derimod er det »grønne bræt« mere traditionelt. På en bænk sidder nogle ældre grønlandske mænd og sludrer. Foran dem står en samling kasser med grøntsager, kål og majroer fra deres haver, som de har til salg.
På den anden side af elven ligger den gamle kirke, og på torvet står Grønlands eneste springvand.
I det gamle bødkerværksted ligger en af byens bedste restauranter, Ban Thai, som har menukort med traditionelle thairetter, men også funsionskøkken med grønlandske råvarer. For eksempel Phanang yak – moskusokse med kokosmælk, limeblade og rød chilipasta.
Lidt oppe ad klippesiden, i første udsigtsrække, ligger mit hotel som nabo til den store Brugsen og den nye, moderne hvide kirke, som vist er tegnet med inspiration fra et isfjeld.
Sådan et ligger der i øvrigt midt i havneindløbet. Snakken går om, at det er gået på grund, for det har ligget der i flere dage, og nu kommer fragtskibet med varer.
Måske kan det trækkes væk? Måske skal det sprænges? Immaqa – det mest grønlandske ord af alle: måske.
Da jeg dagen efter forlader byen med en mindre passagerbåd, sejler vi forbi det intakte isfjeld, og fragtbåden ligger for anker uden for havnen.
En af de mere specielle turistattraktioner er byens kunstneriske udsmykning. Et udendørs galleri af kunstværker udført på sten, »Sten og Mennesker«, opstået på initiativ af byens og hele landets førende kunstner, Aka Høegh. Hun inviterede i 1993 og 1994 en række kunstnere fra de nordiske lande til at deltage i projektet. Nu er der 31 kunstværker rundt om i byen.
En hel anden slags kunstværker finder man i havnen, hvor Great Greenland holder til. Her er garveri og tusindvis af sælskind i stabler, systue og forretning med pelse og andre sælskinsherligheder. Men kan komme på rundvisning via turistkontoret.
Her er ingen levn fra nordboerne. Byen blev grundlagt i 1775 af købmand Anders Olsen, men byen er et godt udgangspunkt for en bådudflugt til Hvalsø Kirke, der er den største og mest velbevarede ruin efter nordboerne.
Igaliku
Vi sejler ikke direkte til denne Grønlands smukkeste bygd, som den kaldes. Båden lægger til på den modsatte side af halvøen ved Italleq; det betyder overgangssted, som det er mellem Tunulliarfik og Igaliku fjordene.
Der er kun nogle kilometers vandring herfra ad en markvej, som snor sig mellem græsningsarealer og indhegnede marker. Her hegner man for at holde fårene ude. Vejen har det pompøse navn Kongevejen. Den blev anlagt i 1952, da Frederik IX. kom på besøg i Igaliku, og den kunne naturligvis ikke hedde andet.
I dag bor der kun små 30 mennesker i bygden; fåreavlere og gamle mennesker. Men om sommeren er der mere leben. Mange grønlænderfamilier har bevaret huset i bygden og bruger det som sommerhus. Her er også et lille og enkelt bygdehotel, et vandrerhjem og hytter til udlejning til turister.
Men engang boede her endnu flere. Oprindelig var det Einar, Erik den Rødes gode ven, som slog sig ned her. Stedet blev samlingspunkt for vikingerne med tingsted, hvor nye love blev vedtaget, og stridigheder afgjort. Da kristendommen kom, var det naturligt, at Grønlands første bispesæde skulle ligge her. Gardar, det betyder gård, grundlagt i 1124, blev også samlingssted for alle nordboer og gæster fra Norge og Island.
Her var en domkirke, den største man har fundet i Grønland, og en stor bispegård med en gildesal med plads til flere hundrede mennesker.
Der er fundet ruiner efter store kostalde med plads til 40 og 60 dyr og stalde til heste, får, geder og svin. Og for at kunne dyrke vinterfoder nok til de mange dyr var der etableret et sindrigt kunstvandingssystem med dæmninger, elve, kanaler, damme og småsøer.
Der var lader til foder og forråd, og her blev kirkeskatten, især narhval- og hvalrostænder og forskellige skind, opbevaret før afsendelse til Pavestolen i Rom.
Gardar-ruinerne blev udgravet i 1926, og da fandt man biskop Jón Smyrill, som døde i 1209 og var begravet med bispering og bispestav.
Efter nordboerne var det Anders Olsen, ham der blandt andet grundlagde Qaqortoq, som genopdagede Igaliku. Som 64-årig havde han besluttet sig for at blive landmand og slog sig ned her sammen med sin grønlandske kone for at etablere kvægbrug. Det blev senere opgivet, og man koncentrerede sig udelukkende fåreavl.
I 1995erne havde bygden 146 indbyggere. Det var både fåreavlere og fiskere. Nu er der ingen fiskere og kun enkelte fåreavlere. En af dem forsøger sig igen med kvægavl.
Mange af husene og kirken er bygget af de gyldne sandsten, som bispesædet i sin tid også var opført af. De ligger spredt på det flade areal ned mod fjorden med græssende får mellen husene.
Narsarsuaq og Qassiarsuk
Efter at være blæst inde et ekstra døgn i Igaliku kunne båden igen lægge til, og jeg er tilbage i Narsarsuaq. Det betyder den store slette, og den fandt amerikanerne under Anden Verdenskrig egnet til flytrafik. I det flade terræn, der er skabt af aflejringer, sand og grus fra brætunger og indlandsisen, byggede de basen Blue West med landingsbane og hospital. Her blev tusindvis af sårede soldater behandlet krigen igennem, inden de blev sendt videre hjem. På det tidspunkt var der 3.500 indbyggere, og Narsarsuaq var Grønlands største lokalsamfund. Under den senere Koreakrig blev hospitalet udvidet til 1.000 senge.
Hospitalet lukkede i 1958 og blev ødelagt under en brand i 1972. Der er ikke meget af Blue West tilbage. En enlig muret skorsten fra sygeplejerskernes dagligstue rager op midt i Hospitalsdalen bag lufthavnen. Museet ved siden af lufthavnen fortæller om den tid.
I dag har Narsarsuaq 160 faste indbyggere, men den har stadig lidt base-præg med store effektive bygninger, boliger, hotel, hangarer. De typiske små, farvestrålende grønlandske huse er i mindretal.
Langt, langt tidligere var det Erik den Røde, som også her i bunden af Tunulliarfik-fjorden fandt et egnet sted. Men det var på den modsatte side af fjorden i Qassiarsuk, hvor landskabet er grønt og frodigt. Her slog han sig ned, da han året efter, at han havde opdaget Grønland, kom tilbage med et følge på 14 skibe. Han kaldte stedet Brattalid, og man kan se ruinene af huse og stalde.
Da nordboerne tog kristendommen til sig, var det her, den første kirke på hele det nordamerikanske kontinent blev bygget. Det praler man lidt med. Tjorhildes Kirke er rekonstrueret ved siden af de oprindelige ruiner og opført i tørv og træ efter den formodede grundplan. Aka Høegh har lavet alterkorset. Ved siden af ligger en rekonstrueret gård, også bygget i tørv.
Da nordboerne forsvandt, lå den frodige slette øde hen til 1924, hvor fåreholderen Otto Frederiksen slog sig ned. Qassiarsuk er i dag Grønlands største fåreholderbygd. Der er omkring 100 indbyggere i selve bygden. Her ligger kirken, som også er kirke for Narsarsuaq, der ligger ti-femten minutters sejlads væk.
Der er masser af muligheder for vandreture, og man kan følge markvejene, hvor traktorer og firehjulstrækkere kan køre, gennem de smukkeste grønne landskaber og vandre mellem græssende får og fårefarme, der har turistovernatning. Der arrangeres også rideferier mellem bostæderne Tasiusaq 7 km, Nunataaq 9 km og Sillisit 14 km fra Qassiarsu. Og så er der 50 km til Narsaq.
Rejseliv var inviteret til Grønland af Visit Greenland.
5 vandreture på Grønland
1. Narsaq
En af de flotteste ture går fra byen ud til Kvanefjeldsmassivet. En rød-markeret rute fører rundt om massivet. Der er mulighd for afstikkere. Toppen er udsigten over den isfyldte Sermilik fjord og det imponerende Ilimmaasaq-fjeld. Kører man med bil ud til Kvanefjeldet, er der 4-5 km owp til plateauets nordside med den flotte udsigt. (ca. 6 timer)
2. Qaqortoq
Tasersuaq, storsøen, ligger vest for byen. Det er et udflugtsmål med masser af aktiviteter om sommeren. Man sejler kajak, børnene leger i vandet, og familien griller friskfangede fjeldørreder og plukker sortebær. Turen søen rundt er forholdsvis let. Gå rundt med uret. På vej tilbage til byen kan man udvide med en tur på Saqqaarsik, storfjeldet, 412 meter over havet. Her er en fin udsigt over byen. 12 km (4 timer – plus en time med afstikkeren til storfjeldet)
3. Igaliku
Følg vejen ud af byen og fortsæt ad fårestier og gennem let terræn. Turen er afmærket og går op på plateauet gennem afvekslende natur med elve og klitlandskaber samt rene fjeldpartier med en flot udsigt over Qooroq Isfjord. 16 km (5-6 timer).
4. Qassiarsuq
Rundtur fra byen til fårestationerne Tasiusaq og Nunataaq. Mellem de to fårestationer er der ca. tre km på fåresti, ellers vandres på grusvej. Her er grøn natur, får og mulighed for at se havørne. 20 km (6-7 timer). Lettere udgave af ture: Gå til Tasiusaq og tilbage igen ad grusvejen. Det er to gange 7 km.
5. Narsarsuaq
Udsigt til indlandsisen fra Signalhøjen, 226 meter over havet. En overkommelig tur på grusvej og sti, der er lidt stejl ind imellem. 4 km (ca. 1 time). Eller den lange, markerede tur helt ind til Narsarsuaq-gletsjeren, som går gennem Hospitalsdalen og videre gennem Blomsterdalen til plateauet, hvor opstigningen kan give sved på panden. Der er et reb til at hive sig op ad fjeldet med. Ellers let fjeldterræn. Det er muligt at komme ind og stå på indlandsisen. 16 km (5-7 timer)
