I 30 år har danskere i titusind-vis stilet mod Hotel Altamar i Puerto Rico. Her er stemningen afslappet, solrig og uformel.
Stedet er Hotel Altamar. De seneste 30 år er det det hotel i verden, hvor der har boet flest danskere. Højsæsonen er vintermånederne. Det er her, man bryder en kold, mørk og våd vinter op med et ophold i et vejrlig, der svarer til dansk sommer.
I gennemsnit varer et ophold ti dage. Nogle bliver i to måneder; de går all in og overvintrer. Andre kommer til et par gange i løbet af året. Cirka 10.000 danskere bor hvert år på hotellet, 8.500 om vinteren og 1.500 om sommeren. Om sommeren er det mest englændere, der ferierer her.
Man lever ugeneret på terrasserne i døgndrift, afvekslende med vandpjasken i hotellets to svømmepøler på den brede klippehylde i midten, hvor også hotellets store fælles restaurant er anbragt. Stemningen er solrig, afslappet og uformel. Mange har fundet venner blandt personalet. Og det er hændt mere end én gang, at personalet har sendt en buket blomster til gæsterne.
Som et græsk amfiteater
Altamar ligger som en landsby ved Middelhavet på en langsomt skrånende bjergside i en stor slugt.
Omkring det ligger andre hoteller på samme måde, og tilsammen danner de et mægtigt græsk amfiteater, og præcis hvor scenen ligger, strækker – som udsigtens hovedattraktion – Atlanterhavet sig næsten uendeligt og holder først op nede ved pingvinerne på Antarktis.
Denne på én gang svimlende og betagende udsigt har man fra alle værelsernes terrasser, og man bliver aldrig træt af den. Selv om natten kunne vi sidde og se nymånens krumsabel spejle sig som en lang, lys stribe på havet.
Solen stod op over landskabet bag hotellerne og længere væk, inde over det mægtige afrikanske kontinent. Herfra bevægede den sig i en energisk bue højt op på himlen ude over Oceano Atlantico.
Springende delfiner
Nede foran klipperne langs kysten sejlede utrætteligt hver time en lille båd fra havnen Puerto Escala ovre i bugten til venstre, hen over udsigten og videre til Puerto de Mogán, der ligger et par klippefremspring væk ude til højre i samme retning, hvor Solen udmattet efter en hel dag for opskruet blus hver aften går ned.
Turen tager en halv times tid, men lidt længere ude ligger et stort havområde, hvor man – hvis man er heldig – kan opleve delfiner springe, og store prustende hvaler dykke ud og forsvinde igen med et sidste vink med den enorme hale.
En søndag eftermiddag sejlede vi om til Puerto de Mogán og spiste frokost. En enkelt delfin kom op et kort øjeblik, før den forsvandt i en fuldendt bue under havoverfladen igen. Rent blær.
I restaurante El Capuchino 501 fik vi »pulpo a la gallega« – blæksprutte tilberedt med løg, laurbærblade og vineddike, serveret med kogt kartoffel og drysset med paprika og havsalt. Den enkle og velsmagende ret er egentlig galicisk og fra Nordvestspanien, men er en klassiker i det spanske køkken.
En seriøs omgang paella
Andre gange fortrak vi til restauranten Guantanamo. Navnet har intet at gøre med den amerikanske flådestation på Cuba, der er berygtet som fangelejr. Restauranten har heddet det længe før 2001.
Ude fra vejen ligner den ikke sådan et sted, hvor man gør holdt, men det skal man ikke lade sig narre af. I forhold til Altamar lå den tre-fem euro væk i en taxi.
På restaurant Guantanamo serverer de en seriøs paella. Risen er lind og gul af safran og garneret til bristepunktet med blæksprutte og skaldyr. Paella er en tillidssag – og den tager tid. Det er en god idé at få receptionen til at ringe i forvejen og bestille paella til to. (Chefreceptionisten José har lært sig selv at tale dansk/svensk, hvis man ikke vil forsøge sig på spansk eller engelsk.)
Andre gange bestilte vi tapas og blev forkælet med en vrimmel af små tallerkner med grillet blæksprutte, chorizo (de krydrede spanske pølser) på et leje af oliestegte løg, dadler omsvøbt af tyndt skåret bacon (en delikatesse engang som en fornærmelse mod Franco benævnt »generalissimoens testikel«), ristet blodpølse, små, tyndt skåret tørret skinke, oliestegte peberfrugter etc.
Og kan man lide lam skal man ikke holde sig tilbage. Det findes næppe mere udsøgt mørt og saftigt end her.
Én ø – fire klimazoner
Bag hotellerne langs kysten ligner landskabet Arizona, og området hernede i det sydvestligste hjørne har ørkenklima med varme, tørre dage og lidt køligere nætter. Gran Canaria er ikke stor i areal – omtrenthalv så stor som Fyn – og alligevel med så mageløst afvekslende landskaber, at den kan inddeles i hele fire forskellige klimazoner.
De fleste dage lod vi bare tiden gå som sand, der langsomt løb ud mellem fingrene, døsende under Solen på terrassen, læsende i skyggen under parasollen eller højrøstet ved buffeten og den daglige underholdning i restauranten i snak med andre gæster.
En dag foretog vi et sporadisk udbrudsforsøg med en opdagelsesrejse ind på øen. I lejet bil kørte vi op gennem de snoede veje i Fataga-dalen, de tusind palmers dal, gennem tågen over bjergene til katedralen i Teror, Basilica de Nuestra Señora del Pino, der er berømt for sin afbildning af Jomfru Maria, den såkaldte »Pinje-Madonna«.
Her var der tilløb til tumult og ståhej, da vi uafvidende ankom samtidig med, at det britiske fysikgeni Stephen Hawkins var på vej væk igen.
Vi var på vej mod kirken, da han viste sig, skråt siddende i forvredet positur i sin elektriske kørestol. Et pludselig glimt af smerte. Et glimt af det helt store, der kan indeholdes i en lille, forpint krop. En betjent løb foran optoget, og et hof af herrer og damer omgav ham i rask gang.
Da eftermiddagsroen igen havde sænket sig over pladsen, gik vi indenfor, før vi tiltrådte turen tilbage til terrassen og widescreen-udsigten til det mægtige, uendelige hav.
