Igen i år skal Danmarks bedste strand, forlystelsespark og campingplads kåres. Hvem der skal vinde, er du med til at bestemme. Nominér dine favoritsteder og deltag i konkurrencen om et weekend-ophold i Legoland.

Selv om vi her på redaktionen ofte rejser rundt i Danmark, kender vi ikke hver en krog i landet. Derfor har vi brug for din hjælp til at finde »Danmarks bedste...« i de tre kategorier: Strand, forlystelsespark og campingplads.

Sidste års vindere i kategorien »Danmarks Bedste Strand« blev for tredje år i træk Marielyst strand, »Danmarks Bedste Forlystelse« blev Tivoli i København, og »Danmarks Bedste Campingplads« var Hasmark Strand Camping på Fyn.

Stem og vind

Fortæl os, hvilken strand, campingplads og forlystelsespark, der er din favorit, og især hvorfor. Er det børnevenligheden, badeforholdene, beliggenheden eller noget helt fjerde, der gør netop det sted helt specielt?

Og gør det nu, for muligheden for at nominere dine favoritter udløber 12. maj.

Herefter udvælger redaktionen fem nomineringer i hver kategori, der går videre til afstemning på b.dk/rejseliv. Afstemningen løber frem til 20. juni. Vinderne bliver offentliggjort 27. juni.

Det kan du vinde

Ved at nominere i en eller flere kategorier deltager du i lodtrækningen om et weekend-ophold for op til fem personer i Legolands Holiday Village. Opholdet inkluderer to overnatninger i temahytte samt tre dages entré til Legoland. Præmien har en værdi af 4.500 kroner og skal indløses inden 2. november 2014. Den kan ikke ombyttes til kontanter.

Jo flere nomineringer, du laver, jo større chance har du for at vinde, og du kan deltage, uanset om du er abonnent på Berlingske eller ej.

Sådan gør du

Send redaktionen en mail og fortæl os, hvilken strand, campingplads eller forlystelses-/dyrepark, der er Danmarks Bedste - og hvorfor.

Du skal sende mailen til rejseliv@berlingske.dk.