1.300 kilometer på cykel gennem Danmark efterlader hverdagens forpligtelser derhjemme. Nu handler det kun om den uforstyrrede oplevelse.
Limfjorden er bare… grå. Lyd, billeder, fornemmelse – alt flyder ud i ét.
Der driver så meget vand ned ad cykelbrillerne, at man ikke kan skelne de nøgne træer i grøften fra det oprørske vand i fjorden. Blæst, kulde og regn har for længst sendt tæer og fingre til tælling. Suset fra de forbipasserende biler overdøves af regnen, der pisker mod hjelmen.
Men humøret er forunderligt nok ikke helt i nul. For vi er langt væk fra alting. By, arbejde, bekymringer Det er cyklingens kraft. Den suger alt andet end den rå oplevelse af nuet ud af dig. Befrier dig for det.
Det er blandt andet derfor, vi er taget af sted. Min far og jeg er ude på vores selvplanlagte Danmark Rundt. 1.300 km fordelt på otte etaper. En kombineret udfordring og oplevelsesrejse på den tohjulede.
Ruten er planlagt ud fra fire steder, hvor vi kan overnatte hos familie. Med start i København en onsdag i maj begiver vi os ud mod otte fikspunkter i rækkefølgen Dianalund, Marielyst, Sønderborg, Oksbøl (vandrehjem), Hanstholm (campingplads), Skagen (Bed and Breakfast) og Aarhus for at ende i København igen den efterfølgende onsdag.
Det lange lige stræk ud af København ad Roskildevej er for os filtret mellem hverdagen og cykelturen. Tråd efter tråd føres vi langsomt væk. Lyskrydsene bliver færre, og efter 25 km – mellem Høje Taastrup og Hedehusene – slipper storbyen endelig sit tag om os. Vi ser den første bondegård, og nu overdøver fuglene pludselig byens lyde. Solen bryder sjovt nok også frem.
Det er det første af mange indtryk, der sætter sig fast. For når det er cyklen, der bruges som rejseform, er der tilstrækkelig lang tid til, at det, man passerer, når at bundfælde sig. Man får langsomt overblik og konstruerer bid efter bid sit eget indtryk af først landsbyen, og så egnen og menneskerne, der bor her i landet. Og til sidst, når turen er forbi, har man enten rettet lidt til på det gamle eller pedalleret et helt nyt galleri frem med Danmark og dets folk som motiv.
Med kurs mod vest
Det er tidlig fredag morgen, da vi tørrer duggen af cykelcomputeren og triller ud af den slumrende sommerhusby Marielyst på Falster.
Vi sætter kursen mod vest og cykler ad lange, søvnige hovedveje mod Sakskøbing, Maribo og Nakskov. Der er stille. Det er næsten kun, da vi strejfer de tre byer, vi kommer tæt på beboelse. Vi skal spejde langt efter bondegårdene langs hovedvejen: de gemmer sig i disen langt ude på markerne.
Nogle steder kan man end ikke se enden på indkørslen til landbruget, der begynder ved vejen.
Da vejen efter Maribo skifter navn til 291, kører vi 18 meget ensomme kilometer til Nakskov. Det nærmeste, vi kommer et byskilt, er, da vi godt halvejs har mulighed for at dreje til højre mod Søllested.
Vi er på en gang forbavsede over og betagede af Lolland. Det er så radikalt anderledes end både den hektiske hovedstad og alt andet, vi har kørt igennem. Man skal cykle igennem landskabet for at forstå den fred og ro, der hersker her. Ingen ser ud til at have travlt med noget.
Men der er også en underlig tomhed. For ligesom vi ser flere andre steder på vores tur rundt i Danmark, går det på Lolland nogle steder så langsomt, at det går i stå. Hele gader ligger øde, og det er »til salg«-skiltene, der udsmykker butiksvinduerne.
Det ser vi også et par dage senere langs den jyske Vestkyst. På turens kongeetape, de 210 km fra Oksbøl til Hanstholm, holder vi ind i Nymindegab, hvor byskiltet i udkanten af byen har påtrykt en opfordring: »Det tager kun et minut og seks sekunder at køre igennem, men vi vil så gerne have, I bliver lidt længere.«
Vi finder derfor Sparkøbmanden i byen, der fungerer som sidste provianteringsmulighed, for de som vover sig ud på Vesterhavsstrækningens barske sletter.
Vi køber bananer, kærnemælkshorn og olie til kæden, mens brugsuddeleren fortæller, at han nu for første gang tænker på at lukke butikken i vinterhalvåret. Flere steder på den følgende strækning er der allerede sat skodder for vinduerne i Spar-butikkerne.
Etapen op langs den jyske vestkyst er på én og samme tid den mest krævende cykelmæssigt og den, der står klarest rent oplevelsesmæssigt. Jeres cykelskribent har aldrig tidligere været ved Vestkysten og tillader sig derfor at dvæle lidt her.
Det begynder allerede, da vi i Oksbøl overnatter på et vandrehjem, der tidligere har fungeret som lazaret i den store flygtningelejr i den vestjyske by efter Anden Verdenskrig. Spændende!
Fra Thyborøn til Agger
Vi står op kl. 05.00 den morgen, for vi skal senest nå færgen fra Thyborøn til Agger kl. 18.00. Det er femte etape, så kroppen og hjernen er nu sunket helt ind i den daglige rytme: Mad, hurtig soignering, pakke sammen og så derudaf. (Ved etapemål gælder for øvrigt samme rytme, bare omvendt. Pakke ud, bad, noget i maven og så hurtigst muligt godnat.)
Det regner, da vi lister os gennem det enorme militære øvelsesterræn nord for Oksbøl for at fange vejen nordpå. Det er uhyggeligt bart og forladt, og vi har hele tiden fornemmelsen af at blive overvåget af en deling rekrutter inde fra granskovens mørke.
Vi slipper dog ud og fanger hurtigt vej 181, som bliver dagens følgesvend hele vejen til Hanstholm.
Undervejs bliver vi ledt igennem et landskab, vi aldrig før har set på så nært hold. Efter Nymindegab strækker prærieagtige og nøgne sletter sig på vores højre hånd, mens de små klatter af stråtækte husmandssteder og feriehuse på vores venstre skutter sig for vinden ved foden af den mægtige Vesterhavsvold.
De få træer, der kan vokse her i den sandede jord, læner sig alle med kraftig overvægt ind mod land.
Man skal være gjort af et specielt stof
Sådan ser det ud næsten hele vejen nordpå. Vi kører flere gange i kilometervis uden andet selskab end det brusende hav. Vi bliver hurtige enige om, at man skulle være gjort at et specielt stof for at overleve her som bonde eller fisker i ældre tider. Vi har nok at gøre med bare at kæmpe os vej til første kulhydrat-stop i Hvide Sande.
Efter 90 km står vi af cyklerne for at konfrontere havet. Vi skal jo følges med den brusende summen hele vejen til Hanstholm, så nu vil vi også se den. Men da volden først er besteget, bliver vi nærmest blæst omkuld af både vind og indtryk. Havet er kolossalt, som det breder sig der ud til alle sider – så langt øjet rækker.
Følelsen af at køre i ukendt land bliver om muligt endnu kraftigere, da vi når Thyborøn og har lidt tid i byen, før færgen sejler.
Fiskersamfundet deroppe på den vestjyske knyste har sit helt eget liv. Folk ser på en med et specielt blik i øjet, og samtalerne er korte – men præcise. Her drejer alt rundt om Cheminova-fabrikken og fiskeri. Mågerne skriger af dig. Man får virkelig en fornemmelse af, hvilken kraft begrebet »ovre i København« har.
Da færgen har bragt os over Limfjorden ved Thyborøn Kanal, rammer vi tangen ved Agger. Herefter følger otte kilometers helt og aldeles snorlige landevej.
Den enorme og smukke Naturpark Thy er som at cykle gennem en safaripark i udlandet – blottet for civilisation. Kvæg, fugle og natur passer sig selv i fredfyldt harmoni. Vi møder blot to biler derude på tangen. En ræser mod færgen, i den anden – med norske nummerplader - kigges der efter fugle med store kikkerter ud af vinduerne.
Havnen i Hanstholm
Efter en lang og sej dag når vi endelig havnen i Hanstholm. Selvom dagens mange oplevelser har overskygget de efterhånden konstante smerter i bagdel, ryg og nakke, er det alligevel med kolde og ømme lemmer, vi sætter os til rette på Færgekroen.
Her får vi serveret signaturretten: en velvoksen portion flæskesteg. Lige der – blandt mænd i kedeldragter, der drikker øl til deres steg og kigger olmt på os, da vi kommer gående i vores kliksko – føler vi os som et par malplacerede verdensmestre.
Følelsen af at have tilbagelagt den rute, som vi havde udset os aftenen før i Oksbøl, grænser til eufori. Vi kom fra A til B, doserede vores kræfter og nåede vores færge.
Vi åd smerten.
Den eufori bliver mangedoblet, da vi – helt uvirkeligt – pludselig kan stå af cyklerne i København efter otte fantastiske dage.
Vi er mættet af indtryk og har set helt nye sider af landet. Man skylder sig selv sådan en oplevelse. Samtidig bliver man – trods punkteringer, regnvejr og knækkede eger – ærligt talt en anelse selvtilfreds ved at gennemføre. .Men det er nu Danmark og danskerne, der i fællesskab for alvor får sådan en tur til at lykkedes for alvor.
De storslåede oplevelser undervejs hjalp os igennem rent mentalt. Man kan leve højt på lyden af en rislende bæk på Sydfyn, synet af en ringridertræning i Sønderjylland, susende bakkekørsel på Midtsjælland, de gule raspmarker, et knejsende dannebrog og det barske Vester.
Men man lever om muligt endnu højere på en venlig cykelhandler i Fjerritslev, fyren i Hjørring, der viser vej, bagerjomfruen i Jerup, der efter en morgen med frostgrader tør os op med kaffe, den italienske pizza- og pastasnedker i Næstved, cafeen med de varme tæpper i Hvide Sande, isdamen i Skagen og tankpasseren i Nørre Alslev med de kolde drikke.
Så kan det være nok så ligegyldigt, om det står ned i fede stråler ved Limfjorden. Vi er afsted, vi oplever, og vi har hele Danmark til hjælp og som farvepalet.
