I Ayia Napa er turisterne mange, men i udkanten af byen kan man finde ro. Og skal ferien ikke kun gå op i sol og drinks ved poolen, så kan man besøge byen, hvor der gemmer sig interessante oplevelser.
»Skal vi ikke tage ud og se på resten af øen?« spurgte min kone efter et par dage.
»Nøø, svarede jeg fra døsen i Solen. Og derved blev det.«
Spies’ voksen-hotel (ingen børn under 16 år) på Cypern, Sun Prime Ayia Napa, har en lille stribe værelser, hvorfra man kan gå lige ud på sin terrasse og derfra styrte sig direkte ud i det klare, safirblå vand. Sådan ét havde vi, og der var ikke grund til andet end at nyde det. Jeg forlod det kun nødigt.
Hotellet ligger i udkanten af det turistbrølende Ayia Napa, så man mærker det ikke. Men man ved godt, at alt det andet ligger der, som en slags mulig adspredelse. Det er i sig selv dejligt.
En aften gik vi da også ned til vejen, der løber langs vandsiden, og gik ind mod byen. Ayia Napa kan godt virke billig – uden at noget af den grund koster mindre.
Det oprindelige lille fiskerleje er der ikke meget tilbage af. Derimod ligger på stribe en ubrudt række af souvenirboder, mærkevarebutikker, grillbarer, restauranter med seafood, burgers, salat og steaks og strandkiosker med falmede postkort, badehåndklæder, solcreme og bøllehatte.
Gastronomisk hyldest
Inde i Ayia Napa er der én attraktion, et nedlagt kloster fra 1400-tallet. Det er smukt – og set på under ti minutter. De lokale kalder byen Agia Napa, der betyder »hellig dal i skoven«, og den var i antikken en vigtig romersk havn, men den gamle havn er der ikke synlige levn fra.
Og så er der ikke mindst Stamna Tavern, et lille familiedrevet spisested. Her serveres nationalretten, meze, der består af cirka 20 græsk-, britisk- og mellemøstligt inspirerede småretter, både kolde og varme, der skylles ned med køleskabskold rødvin, der hældes op fra en lerkande.
Meze er mere end et måltid; det er en hyldest til madlavningen. Delikat og afveklende. Så vi tilbragte en aften i Stamna i den afslappede atmosfære.
340 dage med solskin
På Cypern skinner Solen 340 af årets 365 dage, siger de.
Og det skal nok være rigtigt. Hver morgen står Solen op på bagsiden af bygningen, hvor vi bor, stiger med stor hast op på himlen og hen under aften går den ned i et glødende bål lige foran vores terrasse, hvorefter det bliver mørkt med et brag. Og sådan blev det ved og ved hver dag, indtil vi skulle hjem.
Stjernerne og nymånens sabel og cikaderne havde deres egen natlige charme, men det er de sollyse timer, der er hittet. Og sommersæsonen er lang – fra februar til november. I juli og august er her dog så varmt, at det ikke kan anbefales at tage hertil. Så stiger den røde termometersøjle nemt til over 40 grader.
»Man kan jo ikke bare sætte sig ned med palmer, flisegulve og perleforhæng«, siger Yvonne i en af Olsenbanden-filmene, men jo, det går faktisk godt lige her på hotellet i Ayia Napas udkant.
Minimalistisk luksus
Efter et par dage er man på fornavn med chefkokken, Lukas. Han lavede lammekoteletter til os, da jeg gjorde opmærksom, at jeg savnede dem på menuen.
»Tak, Luke«, sagde jeg rørt, da han satte fadet foran os.
»Sådan er der her. Cypern er som Grækenland, bortset fra at tingene fungerer her.«
Maden var i hvert fald fortrinlig, og især morgenmaden dejligt varieret. Både for dem, der spiser et fyldigt måltid og dem, der kun spiser lidt, før de kaster sig ud i hotellets motionsprogrammer, som det lykkedes mig at overse på en ikke for uinteresseret måde.
Værelserne er præget af minimalistisk luksus. Badeværelse, soveværelse med aircondition, stue og et lille køkken i ét, selv om det ikke blev til meget mere end drinks. En lille stue med fladskærm og sofa i cremefarvet lærred og lige udenfor altså terrassen, der ledte direkte ned i poolen.
Strengt taget behøver man ikke komme andre steder end på hotellet. Her er, hvad man skal bruge til en solferie med ubrudte dages hæmningsløs dasen ved poolkanten i sol- og måneskin.
Tusind år gammel historie
»Skal vi slet ikke tage ud og se på resten af øen«, spurgte min kone igen.
Jeg rejste mig, lagde min bog til side, gik indenfor og kom tilbage iført bøllehat.
»Jeg er klar. Lad os tage af sted!«
Og således rustede dristede vi os uden for feriereservatet.
Cypern har en mange tusind år gammel og farverig historie. Øens navn kommer fra den kobber, kypros, som man i antikken brød her til fremstilling af bronze, der blev brugt til våben, statuer, pynt og bygningskonstruktion.
Kærlighedsgudinden Afrodite blev angiveligt skumfødt ude vestpå i havet ved Paphos, Alexander den Store befriede øen fra perserne, kejser Titus forærede den til Kleopatra i morgengave, apostlen Paulus var her i år 45, Shakespeares Othello knytter sig til byen Famagusta, Richard Løvehjerte besøgte øen i 1191, og englænderne var her igen fra 1925 til øens selvstændighed i 1960.
I 1974 besatte tyrkerne øens nordlige tredjedel og FN-tropper skiller de stridende parter.
Også vor stolte landsmand Erik Ejegod, der var bror til Knud den Hellige, og dansk konge fra 1095, til han døde på Cypern. Han faldt død om med et stort brag efter at have drukket af vandet og hans sørgelige rester ligger begravet ude på den vestlige del af øen, i Pafos.
Men den ejegode Erik faldt ikke forgæves. I dag ser man hans gæve landsmænd undvige denne skæbne ved i rigelige mængder at tømme høje glas af iskold fadøl. Carlsberg har et bryggeri på øen, og ellers er der den lokale øl Keo, der betyder kirke – den cypriotiske kirke har aktier i brygningen.
Græsk-tyrkisk strid
Optændt af eventyr tog vi bussen til hovedstaden, Nicosia, inde på øen. En taxi til byen koster 75 euro – bussen koster 9 euro, så afsted gik det med den gennem det afsvedne, mellemøstlige landskab.
I Nicosia er modsætningsforholdet mellem det græskorienterede cypriotiske flertal og tyrkerne synligt. Blå graffiti anfører ofte et trodsigt »no« til sammenlægning med den nordlige, tyrkiske del.
Og på den anden side har tyrkerne på en bjergside vendt mod Nicosias befolkning malet et 700 m langt og næsten 300 m højt tyrkisk flag og ved siden af med kæmpebogstaver skrevet: Det er fantastisk at være tyrker. Ellers er der fine shoppingmuligheder og dejlige caféer til kaffepause og frokost i byens to gågader.
Også rige muligheder for at tilegne sig lokale souvenirs. Vi stødte tilmed på landets eneste Tiger-butik. Til gengæld afstod vi fra at krydse grænsen til byens tyrkiske del, hvor rygtet ellers vil vide, at man kan købe sig fordærvet i ulovlige kopivarer.
Byens gamle arkæologiske museum i victoriansk stil vidner på en charmerende måde og i smukke glimt om den historisk righoldige fortid, som øen ellers ikke rigtig bærer synligt præg af.
Her findes bl.a. en bronzestatue fra det romerske imperiums dage. Det er den eneste bronzestatue, der er fundet på øen, og den blev brugt til at smigre den til enhver tid siddende kejser i Rom.
Ganske enkelt ved at man løbende skiftede hovedet ud med et nyt af den aktuelle kejser. Man kan se det på sammenføjningen ved halsen. Resten er en nøgen mands torso i al sin pragt. Udrustet som enhver mand, der lige har taget koldt styrtebad...
Den kejsers hoved, der endte med at blive siddende på kroppen, ser lidt for lille ud. Det forestiller kejser Septimus Severus, der var romersk kejser i 18 år fra år 193 til 211.
Der er en pointe yderligere ved Serverus-statuen. Det skal med her, fordi den nydelige, engelsksprogede kvindelige guide, som vi sluttede os til, var for diskret til at påpege den.
Statuens højre hånds placering og fingrenes position virker ved første øjekast noget krampagtig. Opleves den imidlertid på afstand fra venstre side, ser det ud, som om statuen pludselig er forsynet med en prægtig erektion. Kejserens tilstand af erotisk begejstring opnås ved et synsbedrag foranlediget af netop højrehåndens placering og fingrenes position – især silhuetten af højre hånds tommelfinger.
Der er tale om mere end en lille, glad sjofert fra kunstnerens side. Selvfølgelig ville det have været for upassende at have forsynet kejseren med en kronisk tilstand af liderlighed, men som den fremstår nu, både er den her og er her ikke, og bliver i stedet en elegant hyldest til den kejserlige virilitet. Hans styrke. En smiger kejseren utvivlsomt har påskønnet.
Det lo vi meget ad den sommer.
Rejseinfo
Pris:
4.899 kr. og opefter koster en uge i maj 2015 på det 5-stjernede Sunprime Aya Napa.
Hotellet har forskellige suiter, hvoraf nogle ligger bedre end andre i det store pool-område.
Info:
