Grand Hotel Villa Serbelloni blev oprindeligt bygget som et sommerresidens af Grev Frizzoni til sin kone. Hun faldt ikke for stedet, men det gjorde en gruppe rigmænd fra Milano, hvilket banede vejen for det legendariske hotel.
Verdens smukkeste sø.
Sådan beskrev den amerikanske præsident John F. Kennedy Comosøen, da han fløj hen over den for at gøre stop i Bellagio, som ligger lige der, hvor søens to ben mødes og smelter sammen til et.
Præsidenten var på en større europatur, da han 30. juni 1963 lagde vejen forbi Bellagio i Lombardiet. Italien var sidste stop, og det var blot fire dage efter hans historiske besøg i Vestberlin, hvor han holdt sin berømte »Ich bin ein Berliner«-tale, så præsidenten trængte til at slappe af.
Det valgte han at gøre på Grand Hotel Villa Serbelloni i Bellagio – »Comosøens perle«. Måske havde han ladet sig inspirere af en af sine forgængere, Franklin D. Roosevelt, der havde boet på hotellet tilbage i 1929.
Kennedy ville sikkert gerne være blevet yderligere et par nætter på det luksuriøse hotel, men en nyslået pave, Paul VI, ventede hans besøg i Vatikanet, så det blev kun til den ene overnatning. Mindre end fem måneder senere blev John F. Kennedy dræbt i Dallas.
Ikke godt nok til grevinden
Mange berømtheder har før og siden boet på hotellet, som er en institution – og en dyr af slagsen – i Bellagio. Det blev oprindeligt bygget som privatbolig i 1800-tallet, da en velhavende greve, Grev Frizzoni, ville opføre en sommerresidens til sin kone.
Til opgaven hyrede han arkitekten Rodolfo Vantini, som var kendt for at være en af de mest kreative eksponenter for den neoklassiske stil. Men grevinden var svær at tilfredsstille, og Vantini endte med at kaste håndklædet i ringen og lade en anden arkitekt færdiggøre byggeriet.
Da Villa Frizzoni blev indviet i 1854, fremstod den som et storslået eksempel på lombardisk stil med brede buer, hvide søjler, symmetriske linjer og geometrisk harmoni, som altsammen forenes i den indvendige tre-grenede trappe med rækværk i Rezzato-marmor.
Villaen behagede imidlertid ikke grevinden, så greven solgte herligheden efter kort tid, men Villa Frizzoni udgør den dag i dag kernen i Grand Hotel Villa Serbelloni, ligesom den majestætiske trappe stadig bliver brugt til at forbinde stueetagen med hotellets 1.-sal.
Fra villa til hotel
Det var i de år, hvor turister begyndte at få øjnene op for Bellagios skønhed, og nye hoteller skød op.
En gruppe rigmænd fra Milano besluttede at købe villaen og udbygge den med to symmetriske fløje i respekt for Vantinis byggestil, og i 1872 åbnede Grand Hotel Bellagio – det nuværende Grand Hotel Villa Serbelloni – dørene og var fra starten en succes.
De luksuriøse og herskabelige omgivelser tiltrak snart aristokratiet fra Europa – Grand Hotel var særligt populært blandt russiske prinser – og det var ikke som i dag, hvor gæsterne typisk tager en enkelt overnatning eller to, nej, i sidste halvdel af 1800-tallet var det ikke unormalt, at gæsterne indlogerede sig for en måned og nogle gange for en hel sæson. Og selvfølgelig ankom man med en helt konvoj af tjenestefolk og bunker af kufferter.
Af hotellets registre fra dengang fremgår det blandt andet, at Prins Gagarin af Rusland i januar 1901 indlogerede sig i 14 værelser med sit følge bestående af fire stuepiger, fem herskabsfolk og seks kvindelige bekendtskaber.
Det er sjovt at forestille sig, hvordan det er gået for sig, når man mere end 100 år senere sidder i den tidligere balsal og indtager sin morgenmad; det smukt dekorerede loft, de enorme spejle for hver ende af det cirka 20 meter lange rum, de to-armede lysestager hele vejen rundt, de overdådige lysekroner fra loftet og de knirkende gulve.
Det har næppe været kedeligt, når den russiske prins har entreret salen med sine seks kurtisaner ...
Men der festes nu stadig i den store balsal, som netop har dannet rammen om den nuværende hotelejers datters bryllup. Gianfranco Butcher, som han hedder, er tredje-generations-ejer af Grand Hotel Villa Serbelloni.
Familien Butchers arv
Familien Butcher overtog hotellet ved slutningen af Første Verdenskrig i 1918, efter at det under krigen havde fungeret som kaserne, og de russiske prinser var blevet erstattet af italienske tropper.
Arturo Butcher kom fra Schweiz og havde et bredt kendskab til hoteldrift, idet hans bedstefar, Franz Joseph Butcher, drev en række luksushoteller rundt omkring i Europa. I årene efter krigen moderniserede Arturo sit nyerhvervede hotel i Norditalien – han installerede blandt andet badeværelser på værelserne, så gæsterne ikke længere måtte i kælderen for at tage bad.
Hans søn, Rudy, fortsatte i samme ånd, så Bellagio-hotellet kunne bevare sin status som et attraktivt sted for de rige og kendte fra hele verden. Og det lykkedes. Eksempelvis holdt den egyptiske konge Farouk I sine hvedebrødsdage med dronning Narriman her i 1951.
I starten af 1990erne tog Gianfranco, der selv er født og opvokset på hotellet, over sammen med sin polske kone, Dusia, som han mødte, da han som ung rejste til Schweiz for at gå på den berømte hotelskole i Lausanne.
Gianfranco har de senere år renoveret hotellet, så det er blevet opdateret med de faciliteter, et moderne hotel forventes at kunne tilbyde såsom spa, fitnesscenter, konferencerum og gourmetrestauranter.
Italiensk gastronomi som prikken over i'et
Hotellet har især haft succes med michelinrestauranten Mistral, som er kendt for sin molekylære gastronomi. Hver aften serverer chefkokken Ettore Bocchia, som har en fortid på El Bulli – og i øvrigt var den første, der lancerede det molekylære køkken i Italien – en ren molekylær menu samt en mere traditionel for dem, der ikke tør kaste sig ud i bizarre, men yderst velsmagende sammensætninger som eksempelvis sicilianske rejer med guacamoleis.
Særligt desserterne er en oplevelse, idet isen bliver lavet ved bordet, hvor kokken står og rører mælk og vanilje sammen, mens hans assistent tilsætter nitrogen, som stiger op som en tåget sky fra skålen. Det bevirker, at isen ikke er så kold og smagen dermed tydeligere.
Efter sådan en middag gør det godt at sætte sig ind i lobbyen og nyde en avec, freskoerne i loftet og det ældre par, der passioneret har indtaget dansegulvet.
Trods nyskabelserne er det lykkes Gianfranco Butcher at bevare historien, som følger én, hvor end man bevæger sig i bygningen. I malerierne. I skulpturerne. I gardinerne. I lysekronerne.
Ligesom det allermest unikke aldrig vil forsvinde: Udsigten. Som når man om aftenen betragter lysene, der funkler på den anden side af søbredden, så man lige akkurat kan ane konturerne af bjergene i den ellers sorte nat.
Han havde ret, JFK: »It is the most beautiful lake of the world.«
