Fyr den af ved spillebordene på Hard Rock Hotel i Las Vegas og nyd live-musik i koncertsalen The Joint og i natklubben Wasted Space. Her er Carlos Santana det store trækplaster over otte aftener i august-september.

Første indtryk
Man er bare ikke i tvivl, når bilen ruller op foran hovedindgangen. This is rock'n'roll! Den 28 m høje guitar stikker skråt op fra taget, og det karakteristiske Hard Rock-logo, som er kendt fra caféerne rundt om i verden, lyser i neon. Der er musik overalt – og vi taler ikke blød, kommerciel supermarkeds-muzak, men den ægte, hårde vare: i lobbyen, i restauranterne, i elevatorerne, ved pool’en og i souvenir-butikken.

Værelserne

Man kan bo som et upcoming band eller som superstjerner. Hotellet er designet til at give gæsterne en fornemmelse af at være en del af rock-kulturen og forlystelses-branchen, og nu om dage sover band-medlemmer i bløde senge med plads nok til at holde fest. I starten var det nærmere et motel i forhold til mastodonterne MGM og Caesars Palace med 5000 værelser, men de er ved at komme godt med, nu hvor der er 1500 værelser, spa-villaer og luksus-suiter.

En gennemgående renovering har givet alle rum et mere ensartet luksuøst look, og  nogle af dem ligner noget fra »The Crib« på MTV. Udenfor højsæsonen kan man alligevel være heldig at få en overnatning til 129 dollars plus skatter, men de går helt klart efter et mere velhavende publikum med de nye dyre suiter, som koster op til 500-600 dollars.

Mad og drikke

Hvis man har været på en Hard Rock Café, ved man, at det er oplevelsen af konceptet, man kommer for, ikke maden. Udover rock-caféen, som ligger med separat indgang udenfor hotellet, er der andre fastfood-tilbud indendørs, men også en italiensk restaurant og en filial af den fra New York og London så kendte asiatiske fusions-restaurant Nobu.

Særligt

Hard Rock Hotel blev bygget i 1995 som et alternativ til de traditionelle gambling-hoteller i Las Vegas. Dengang var konceptet unikt, fordi man kunne tilbyde en anden livsstil ved siden af de en-armede tyveknægte, Black Jack-bordene og poker-rummene, som er det, der får forretningen til at køre rundt alle steder i byen. Udover lyden i højttalerne har HRH også altid præsenteret live-musik i  koncertsalen The Joint og i natklubben Wasted Space, og deres spilleplan er rimelig imponerende, med alt fra ny-rock over country til de gamle rock-koryfæer. Således er Carlos Santana det store trækplaster over otte aftener i august-september.

Plus

Det er som at være med i én lang musik-video. Alt er lækkert som på MTV: musikken, bikini-pigerne, strandløverne, drinksene, stemningen, dansen i pool’en som i programmet »The Grind« hver søndag eftermiddag. Der er fest døgnet rundt, ikke mindst i de amerikanske studerendes forårsferie, Spring Break, i marts-april, men også i almindelig højsæson.

Minus

»If it’s too loud, you are too old«. Dette er ikke hotellet, hvis man ikke kan lide musik og fest. Er man kommet til Las Vegas kun for at gamble i fred, skal man checke ind et andet sted, hvor der er mere ro. Og har man store børn med, skal man huske de lokale love, som forbyder alle under 21 år at være i nærheden af bar og spilleborde, selv om de ligger i forlængelse af lobbyen.