I 2018 får SAS nye fly, men hvordan skal kabinen indrettes, så businessclass-passagerer vælger SAS på de lange flyveture? Rejseliv har været med til fokusgruppeinterview.

»Jeg vil gerne se besætningen eller andre mennesker så lidt som muligt.«

En kvindelig læges bidrag til diskussionen lyder lidt hårdt, men de fleste andre deltagere bakker op. Flypassagerer på businessclass vil selv bestemme, hvor meget de skal se på og tale med andre mennesker.

SAS har nye fly på vej. Og for at finde ud af, hvordan man også i fremtiden skal få forretningsrejsende og luksusdyr til at tage med SAS, når flyveturen er lang, og økonomiklasse ikke er godt nok, har selskabet inviteret en gruppe erfarne rejsende til at give deres besyv med i forhold til indretningen af de nye fly.

Fokusgruppen består af vidt forskellige mennesker, men de har det til fælles, at de rejser ofte og på businessclass.

»Vi gør det her for at forstå kunderne på et lidt dybere plan, end man kan gøre i en spørgeskemaundersøgelse. Helt konkret handler det om, hvad vi kan gøre, som kan gøre os lidt anderledes,« siger Johan Mägi, Head of Onboard Product & Services for SAS.

Pladsmangel er det største problem

Fokusgruppedeltagerne kommer både med meget konkrete klager og mere visionære forespørgsler. Nogle efterspørger en bar eller et loungeområde på flyet, mens andre vil være glade for mindre ændringer. Det gennemgående ønske er dog plads, masser af plads.

»Jeg føler, at jeg, når jeg går ind i et fly, sidder fastspændt på min lille plads i otte timer,« siger et medlem af fokusgruppen.

At flyve kan være en klaustrofobisk oplevelse, og det vil flyselskabet gerne ændre på. Især for dem, der vil købe den ofte lidt mere rummeligere plads på businessclass.

En af fokusgruppedeltagerne er Simon Jakobsen, en ung, jysk konsulent fra Coloplast, der for nylig er flyttet til Frederiksberg. Han rejser i omegnen af 90 dage hvert år, og for en tidligere professionel håndboldspiller på i nærheden af to meters højde som ham er plads vigtigt.

Derudover må flyvningen meget gerne give ham mulighed for at lave de ting, der ikke altid er tid til i en travl hverdag. Derfor er hurtig og stabil internetadgang også vigtigt. Og det er han langtfra den eneste, der mener.

På businessclass er der allerede mere plads i kabinen, mulighed for at lægge flystolene ned, der er større skærme, og man har egne stik til sine elektroniske apparater.

Stadig plads til forbedring

Men ifølge de faste rejsende er der stadig mange ting, som kan forbedres. En tendens er, at der skal være såkaldte »privacy screens« – altså noget, der afskærmer passagerne fra hinanden og personalet. Lufthansa har forsøgt sig med en type, hvor man både kan være afskærmet og læne sig op ad afskærmningen, men fokusgruppen mener, at man skal gå skridtet videre.

»Man burde da bare lige kunne trykke på en knap, og så skød der to vægge op i siderne. Så havde man en skærm, der lukkede af for, at andre kunne se – og høre – hvad man laver på sin plads,« siger Simon Jakobsen og illustrerer med fagter, hvordan hans midterplads i flyet kunne blive helt isoleret fra de andre rejsende.

Altså når han ønsker det.

Det er nemlig ikke hele tiden, man vil være helt alene i sin lille firkant – man skal bare selv kunne bestemme hvornår.

Bar om bord?

Et af de mere pladskrævende forslag, som SAS tager med sig i det videre arbejde med udformningen af de fremtidige kabiner, er en lounge eller bar.

Ifølge Johan Mägi fra SAS handler det om, at de rejsende gerne vil have en grund til at rejse sig fra sædet og gå rundt. Det kunne være en bar, men man kunne også fjerne serveringsvognene og i stedet lave en drikkevarebuffet, så man selv henter det, man har lyst til, når man har lyst til det.

Der findes barer ombord på nogle få fly i verden. For eksempel tilbyder Virgin Atlantic, Korean Airlines og Emirates en bar eller et loungeområde til deres passagerer på de dyreste klasser.

Men vil det ikke tage sæder og dermed indtægter væk fra SAS, hvis man skal indrette flyene med den slags luksus?

Ikke nødvendigvis, hvis man spørger SAS.

Det kan lade sig gøre

»Meget af det handler om at designe og indrette flyene bedre. Der er områder i flyene, som står tomme bortset fra ved take-off og landing. Det kan man gøre bedre,« siger Johan Mägi.

Han mener, at man de kommende år vil se en businessclass, hvor forskellen mellem den og økonomiklasse bliver lidt større. Og han mener sagtens, man kan indrette et fly, så der både er luksus til dem, der vil betale for det, og masser af sæder til dem, der bare gerne vil have den lange flyvetur til en overkommelig pris.

»Jeg tror ikke, at businessclass går tilbage til at blive som at flyve på første klasse, men vi kommer til at låne nogle af de bedste elementer fra første klasse,« siger Johan Mägi.

A350-900-flyene med SAS’ nye kabiner sættes efter planen i drift fra 2018 til 2021, hvorfor selskabet endnu har et stykke tid til at udtænke, hvilken særlig indretning, kabinerne skal have for at opfylde kundernes behov. Men til en pris på cirka tre gange så meget som for en SAS Go-billet skal der også noget særligt til.