Uovertruffen mad, stille og børnevenlige dage i landlig idyl samt masser af hyggeligt værtsfamilie-selskab. Det er, hvad I får på et ophold på Tenuta di Roccadia på Sicilien.
Det er med besvær, vi finder den sicilianske bondegård Tenuta di Roccadia. Selv om afstanden fra lufthavnen i Catania blot er sølle 30 km, har vi cirklet forvildede rundt i mørket i over en time.
Vi kører efter løse anvisninger fra rejsebureauet, for GPS’en har opgivet. Vi er for langt ud på landet.
Og booker man sig ind på en agriturismo, er »ude på landet« netop en del af konceptet, for det kan bedst oversættes med »bondegårdsferie«. Da agriturismo defineres lokalt, kan man ikke sige noget generelt om, hvad der kræves for at blive godkendt. Hver af de 20 regioner, Italien er delt op i, har egne regler og definitioner. Men de fleste steder er der krav om en produktion af råvarer, som skal udgøre en vis del af omsætningen, eller at stedets restaurant benytter råvarer af egen produktion i et vist omfang.
»Vores« gård, Roccadia, er den første agriturismo på Sicilien og har over 20 år på bagen.
Ejeren, Pietro, var revisor, men havde en drøm om et økologisk landbrug, hvor man også serverede produkterne. Idéen blev – og er stadig – en succes både blandt de lokale, som strømmer til i weekenden, og turister, som foretrækker at bo på landet frem for i overrendte strandbyer.
Og landligt er det. Da vi når frem, gnækker receptionisten, Pietros søn, over vores GPS-optimisme.
»Hæ. De veje er så små, at ingen GPS finder dem,« lyder det, inden han følger os til vores værelse, som charmerende nok ikke har et nummer, men et symbol. Vi bor på citron-værelset.
Vi vågner til lyden af ringende bjælder og en brægen i ny og næ. I den strålende morgensol kan vi nu se, hvor vi er. Fra vores lille terrasse har vi udsigt til gårdens citronlund, hvor fårene græsser, bløde marker og en bondegård på en bakketop.
En morgentur på gårdens område åbenbarer også mandeltræer, kaktusblomster og udsigt til Etna, Europas mest aktive vulkan, der med sine over tre kilometers højde er en af verdens største vulkaner og det højeste punkt på Sicilien.
På turen ser vi også gårdens legeplads, fodboldbane, skydebane og en del af dyrene.
Roccadia har både almindelige bondegårdsdyr som køer, heste, geder, får, kaniner og gæs. Så børnene kan både klappe køer og få en ridetur, hvis de skulle have lyst.
Der er med andre ord ualmindeligt børnevenlige rammer.
Og det er ikke kun til ære for turisterne. De forskellige agriturismi er populære udflugtsmål for de lokale, som strømmer til på deres ugentlige fridag og rider, bader og nyder den timelange familiefrokost sammen med børn og slægtninge i alle afskygninger.
Det er festligt og virker lidt voldsomt, da det vælter ind med lokale om søndagen. Måske fordi kontrasten til det ellers meget stille liv på gården er markant. Men når de lokale i den grad vælger gården til, lover det godt for kulinariske niveau.
En madglad familie
Vi er en meget madglad familie med en passion for det italienske. Det er en vigtig grund til, at vi har valgt en agriturismo i håbet om, at den lokale produktion og brug af gode råvarer vil give noget ekstra.
Med vores høje forventninger er risikoen for at blive skuffet til stede. Men det sker ikke.
Gården producerer en meget stor del af de økologiske råvarer, som køkkenchef Claudio Arrisicato anvender. Kødet er i høj grad fra gårdens dyr, skinken er hjemmerøget, likøren er hjemmegjort, det samme med olivenolien. Gårdens bier leverer honningen, vinen laver man selv af druerne på Etnas skråninger. Og ostene er lavet af gårdens egen mælk. Det kan alt sammen smages.
Det er tit køkkenchefen selv, som dukker op til frokost. Nogle dage er der et lille menukort. Andre dage spørger han bare: Risotto? Con zucchine? Spaghetti con pesce spada? Hvad har I lyst til?
Ofte serverer han en lille ret, bare fordi vi skal smage.
»Jeg har lavet den her skinke,« stråler han og banker sig let på brystet.
Eller denne likør. Eller denne vin på nebolo-druen.
Der går ikke mange måltider, før vi er fans af Claudio Arrisicato.
Vi er ikke de eneste, for restauranten er nævnt i flere madguides og gennem de sidste 10 år også den forjættede Michelin-guide.
Efter et par dage, hvor mindste søn på fem år kun vil have »pattatine« (pommes frites), ser Claudio undrende på ham. Det er for tyndt. Børn skal også spise godt, så forslagene regner ned over sønnen, som giver sig og prøver et par mere interessante ting. Men da han vil have ananas på sin pizza, får han et hånligt snøft fra Claudio Arrisicato.
Ananas? På pizza? No!
Det er ikke bare køkkenchefen, vi bliver fans af. Også tjenerne lever op til alle drømme om, at børnene får opmærksomhed og kærlige klap på hovedet – uden nogen form for falskhed eller profitoptimering over sig. Vores sønner forelsker sig pladask i to af dem, Barti og Alfio.
Vi tilbringer i det hele taget mange glade timer på restauranten. Menukortet fungerer mest som et forslag, forespørgsler er velkomne og afhænger af, om gården har råvarerne.
Ser man lidt tvivlende ud, kommer der uopfordrede bud. Da vi for eksempel er kørt træt i isudvalget, foreslår Alfio straks en dessert, som ikke er på kortet. En af de helt lokale specialiteter: pizzolo.
Det er en pizza med to bunde, her i dessertudgave. Mellem bundene et lag af nutella eller den regionale specialitet pistacienøddecreme. På toppen et drys flormelis.
Tenuta de Roccadia
Der opstår en særlig stemning, når man bor så tæt på værterne. Der er ingen krav om, at værterne selv bor på en agriturismo, men det ses tit.
På Tenuta di Roccadia bor Pietro et stenkast fra citronværelset, og han driver gården med sine to sønner, mens hans datter bestyrer et agriturismo i en anden by.
Familien er allestedsnærværende. Pietro går rundt om aftenen i restauranten og hilser, kindkysser og småsnakker med gæsterne, sønnerne er med i den daglige drift, og konen hilser man på dagligt.
Vi bor på Tenuta di Roccadia i ti dage, skiftevis daser ved poolen og tager på udflugter i området. Vi vandrer på Etna, spiser is i idylliske Siracusa, vader rundt i turister i billedskønne Taomina og bader i strandbyer – og skynder os hjem til freden og maden hjemme på gården.
Det er faktisk følelsen, man får. Og derfor er det vemodigt, da vi rammer sidste dag.
Kokken kommer med en afskedsgave. (»Det bedste spaghetti i hele Italien. Fra Palermo. Hvor JEG kommer fra«). Der bliver kindkysset, krammet og fotograferet. Ungerne fælder en tåre over at sige farvel til deres yndlingstjenere – og det samme gør en af tjenerne faktisk.
Vi fik præcis den familiære oplevelse og fabelagtige mad, vi søgte. Og får stadig mails fra de to tjenere. Det bliver ikke hyggeligere.
