I Fjærland er der blot 272 indbyggere, men mere end 150.000 bøger. Med udsigt til Norges største gletsjer tilbyder den norske bogby fordybelse og ro.

Japanske Haruki Murakami, norske Jo Nesbø og amerikanske John Dos Passos. De holder alle tre til på Fjærland Fjordstove Hotell. På papir.

Bag dem rejser sneklædte bjergsider sig over fjordens spejlblanke overflade, og i baggrunden synger den australske kok Daniel McKeag, mens dagens friskfangede havørred ender sine dage på en glohed stegepande.

Fjærland ligger 37 km nordvest for Sogndal og har Jostedalsbreen og Sognefjorden som sine nærmeste naboer. Om vinteren er her så stille, som der kun kan være i en lillebitte by, der i mange vinterhalvår var afskåret fra omverdenen, medmindre man kom sejlende ind gennem fjorden.

I dag kan man køre gennem den 6,9 km. lange Fjærlandstunnel, indviet i 1986 af Walter Mondale, den amerikansk vice-præsident under Jimmy Carter, og opført fordi en gruppe private Fjærland-borgere i 1970erne tog initiativ til den.

Sådan begyndte bogbyen også.

Bokbyen som »redningsmand«

»Fjærlændinge har altid haft virkelyst,« fortæller Marianne Supphellen, daglig leder af bogbyen, mens vi bevæger os rundt i den gamle færgeterminal, der i dag huser en del af bogbyens mere end fire hylde-kilometer brugte bøger.

I 1994 lukkede færgeruten til Fjærland som følge af tunnellen, og de lokale var bange for, at Fjærland ville dø hen – tunnellen blev nemlig bygget sådan, at trafikken gik udenom Fjærland. Tendensen var allerede klar; de unge flyttede fra byen og kom ikke igen.

Der måtte gøres noget. Derfor begyndte grundlæggerne af bogbyen, Claus og Kari Kvamme, der på dette tidspunkt var gået på pension som lærere, efter forbillede fra verdens første bogby, walisiske Hay-on-Wye, at indsamle bøger.

Og i 1995 åbnede Den norske bokbyen.

»Her i Fjærland står tiden stille. Men i litteraturen er der en forbindelse til resten af verden. Der er tid til fordybelse og ro,« siger Marianne Suppehellen.

I dag er udviklingen vendt, og den lille by tiltrækker igen faste beboere og bog-nørder med trang til et afbræk fra informationsalderens travle, hyper-kommunikerende hverdag.

Hvad er Bokbyen:

  • Fænomenet »bogby« stammer fra Wales. I sin barndomsby Hay-on-Wye åbnede Richard Booth i begyndelsen af 1960’erne en genbrugsbutik for bøger i en nedlagt brandstation.
  • Siden da er byen blevet synonym med bøger og har mere end 30 boghandlere samt en nu 27 år gammel litteraturfestival.
  • Verden rundt er der i dag mere end 20 bogbyer løst organiseret i International Organisation of Book Towns. Danmarks første og eneste bogby hedder Torup og ligger nær Hundested i Nordsjælland.
  • I Fjærland er der mere end fire hylde-kilometer brugte bøger til salg flere steder i byen: I bogbyens egne lokaler, i Straumsvågs Antikvariat, på hylder og reoler flere steder langs hovedgaden, samt hos købmanden og på flere hoteller og butikker, for eksempel caféen Kaffistova, der er specialiseret i kogebøger.