Mera Peak i Everest-regionen i Nepal er et godt bjerg at forsøge sig på, hvis man gerne vil udvide trekkingrejsen i bjergene til en rejse, der inkluderer bjergbestigning. Mera Peak er ikke teknisk svær at komme op på, de største udfordringer er kulden og højden på 6.461 meter. Til gengæld er det en eventyrlig oplevelse.
Det ser ud, som om vi er på vej ind i en blindgyde.
Foran og på begge sider af os tårner bjergvæggen sig op som en U-formet mur. Mægtig og så høj, at man er nødt til at lægge nakken tilbage for at se op til toppen af den. Og man kan ikke gennemskue, hvor på den snedækkede stejle flade, stien, der fører op til passet langt deroppe, er. Væggen står som et naturskabt uindtageligt fort.
Vi er på vej til Mera Peak, et af Himalayakædens mange hundrede bjerge, dette med en top i 6.461 meters højde over havets overflade. Det er, bortset fra en række tinder i Andesbjergene, højere end noget bjerg uden for Asien.
Men alligevel et, det er muligt at bestige, selv om man ikke har klatret, siden man kunne gå. Mera Peak, som officielt betegnes som Nepals højeste trekkingpeak, fordi det er under 7.000 meter højt, kræver ikke deciderede tekniske færdigheder.
Men det kræver, at man kan gå opad i tynd luft. Og selv om vi endnu er langt fra målet, er vi i gang med at praktisere den disciplin her på vej op mod Zatrwa La, et pas, der godt nok »kun« rager 4.600 meter op i himlen, men alligevel er højt nok til, at man allerede flere hundrede meter under passet hiver efter vejret for hvert tungt skridt opad.
Vi rutsjer rundt i sneen, der ligger på stien og gør det vanskeligt for lavlandsdanskere at stå fast i det stejle terræn.
En efter en bliver vi overhalet af vores bærere, sherpaerne, der trods slidte gummisko på fødderne og tungt lastede sivkurve på ryggen støt og roligt bevæger sig opad og efter kort tid blot er små prikker oppe ad bjergvæggen.
Vi har fulgtes med dem den sidste uge. Inden vi nåede hertil, har vi taget en bid af trekkingturen op mod Everest Base Camp for langsomt at vænne os til tyndere luft.
Den tur er en af de mest populære for trekkingturister i denne del af verden, og er, siden de første eventyrere for over 60 år siden begav sig op ad den på vej mod verdens højeste bjerg, blevet udviklet voldsomt med turisters behov for øje.
Stien er bred og veltrampet, den er flankeret af beskedne butikker med et udvalg af alt fra cola til chokolade, og tehusene – små primitive bjerghoteller – undervejs er både med indendørs træk-og-slip-toiletter og elektrisk lys.
En anden verden
Sådan er det ikke på vejen mod Mera Peak. Stien er smal, vi har kun mødt ganske få andre turister, og tehuset, hvor vi overnattede på vej op mod passet, var et, pænt sagt, jævnt udseende skur med et gulv af småsten og smalle spånplader som vægge.
Ikke at det gør noget – gæstfriheden fra sherpaerne er overstrømmende, og det har sin egen charme at opleve, hvordan regionen var, inden vestlige turister gjorde sit indtog. Intet rindende vand, intet strømstik, intet wifi.
Sherpaerne sidder i sneen og pulser på små cigaretter, da bagtroppen af gruppen kæmper sig de sidste skridt op på toppen af bjergryggen.
De smiler bredt og peger ud over landskabet på den anden side af toppen. Hvor der åbenbarer sig endnu et par hundrede højdemeter til passet, hvor de for dette buddhistiske samfunds så karakteriske farverige bedeflag flagrer i vinden.
Det er ikke voldsomt motiverende kun at have nået »det falske pas«, men udsigten er forrygende og terrænet let, så efter kort tid rammer vi det rigtige pas, og så er der kun nedad foran os.
Bjergets tehuse
Ned til et tehus, der som en ensom udpost ligger blandt klippeblokkene, og som udover en række små dobbeltværelser på 1.-salen består af et lavloftet rum med en primitiv bar i den ene ende, borde og bænke langs væggene og en brændeovn som det naturlige samlingspunkt i midten.
Samlingspunkt, fordi den eneste varme, der er i hytten, kommer herfra. Vinduerne er pivutætte, og døren ud til verden som en banegård med evig trafik.
Så selv om sherpaerne konstant vælter træ i brændeovnen, kan den ikke varme rummet op, og slet ikke, da en flok tyske vandrere slår sig ned i rundkreds om den og effektivt spærrer for al varme – bortset fra til tørresnorene under loftet, hvor våde vandresokker spreder en lugt af svedige fødder.
At man trods dunjakker og uldhuer småfryser ude på bænkene, betyder dog ikke, at man slipper for det varmegebyr, der følger med at fyre op i brændeovnen.
Der findes ikke træ heroppe i højden, så en driftig sherpa har på et tidspunkt udtænkt en genial forretningsplan – få nogen til at hente træ længere nede ad bjerget og send regningen videre til turisterne. Et hjemmelavet skilt på væggen forkynder, at det koster 150 nepalesiske rupees – cirka 8 kr. – per person for gang i brændeovnen.
Det fysiske pres
Varmegebyret er lidt højere på det næste tehus, som vi støvede og opkogte når sidst på næste dags eftermiddag efter et langt trek ned gennem først en rhododendron-skov og så langs med floden i bunden af Hinku-dalen. Det samme er prisen på vand og cola og mad.
Hvor en cola i Nepals hovedstad Kathmandu koster cirka 5 kr., er prisen i Lukla, byen, man flyver til, hvis man skal vandre i Everest-regionen, 10 kr., og her, i den samling stenhuse, der går under navnet Khote, må man slippe i nærheden af 18 kr. for en halv liter sukker.
Det er ikke så mærkeligt – Hinku-dalen er modsat Khumbu-dalen og trekket op mod Everest så ufremkommelig, at man ikke kan bruge dyr som transportmiddel, så alt skal bæres på ryggen af mennesker.
Også det vand, vi drikker. Og det drikker vi meget af – 3-4 liter om dagen, skal man helst op på for at forebygge højdesyge.
Højdesyge kan opstå, når man bevæger sig op, hvor ilttrykket er lavere, og kan være livsfarligt, hvis der udvikler sig lungeødem eller hjerneødem (væske i lungerne eller hjernen) – men også bare lettere højdesyge kan gøre, at man må vende om og dermed ikke kommer med på toppen af Mera Peak.
Ingen i den 16 mænd og to kvinder store gruppe har haft alvorlige symptomer på højdesyge endnu, men det betyder ikke, at det er givet, alle eller nogen når toppen.
På en smal bænk i hjørnet af det lille tehus med lertrampet gulv sidder en trio af store dunjakker og udmattede udtryk i ansigtet. De er kommet fra Mera Peak, hvor de måtte vende om før toppen, fordi sneen gik dem til låret. Det er ekstremt hårdt at gå i, og man løber hurtigt tør for de kræfter, man har brug for til at nå op – og ikke mindst ned igen.
Væk fra civilisationen - og de menneskelige priser
De næste dage fortsætter vi gennem dalen, langs med floden, over klippeblokke, forbi gletsjersøer, hen ad en smal sti på bjergryggen, og hele tiden med udsigt til snedækkede tinder og ind imellem laviner, der buldrer ned fra de mægtige bjergvægge.
Indtil vi når den sidste form for civilisation, landsbyen Khare i 5.050 meters højde. Khare består af et halvt hundrede stenhuse og træskure, spredt ud over den golde bjergskråning.
Udover de mange primitive tehuse er et af de mest besøgte af turister et bageri, hvor man for 30 kr. kan købe en Mars-bar og for 400 kr. en chokoladekage til 12 personer. Vi er nu oppe, hvor prisen på varerne for alvor afspejler de kræfter, det har kostet at fragte dem herop.
Vi køber kagen og bruger bagefter resten af den hviledag, vi har i Khare, på at forberede os på det, der ligger forude.
Indtil nu har turen haft karakter af en vandretur. Omend mere primitivt end på en hyttetur i Alperne, så ikke desto mindre en vandretur på stier og med tag over hovedet om natten.
Oplevelser frem for bekymring
De næste dage bliver noget andet. Vi skal gå på gletsjer og sove i telt i sne, vi skal op, hvor ilttrykket i luften er det halve af det, der er ved havoverfladen, og vi skal ud, hvor der er risiko for alt fra at falde i en gletsjersprække til alvorlig højdesyge.
Hvorfor gør man det? Hvorfor vil man på en rejse, hvor man fryser, er beskidt, lever af ensformig mad og bliver forpustet af at vende sig om i soveposen? Og hvor man skal have en særlig forsikring, fordi man foretager sig noget, der er potentielt dødeligt?
Det taler vi lidt om, mens vi pakker de tykke dunluffer og tjekker, at der er batterier i vores pandelamper.
Nogle gør det for eventyrets skyld, andre fordi de gerne vil afprøve deres egne grænser, andre igen for naturoplevelsen. Mit svar er en blanding af de tre, men især naturen fylder meget. For den ro og nærvær, der følger med.
Og så er bjerge natur af en særlig fascinerede kaliber. Man er der på deres præmisser og kan ikke bare bestige et bjerg, hvis man lige har lyst. Det kræver noget af en, især hvis man vil langt op på det. Heriblandt at undvære civilisationens komfort.
Med et kilo metal spændt fast til fødderne
Efter en hviledag i Khare vinker vi farvel til bliktag over hovedet og begiver os op mod gletsjeren.
Mera Peaks top ligger 1.400 meter højere oppe, en stigning, man godt kunne klare på en enkelt dag, hvis bjerget lå i Skandinavien. Her skal man bruge mindst to dage. Hvis altså vejret arter sig.
Vejret er i godt humør, da underlaget skifter fra grus til gletsjer. På fødderne har vi steigeisen, metalpigge, som spændes på støvlerne og gør, at man kan stå fast på is.
På overkroppen har vi kun tynde trøjer, solen hamrer ned fra en knaldblå himmel, og lyset reflekteres fra isen i en sådan grad, at øjnene styrtløber i samme sekund, man skulle finde på at lette på solbrillerne.
Vi går langsomt, skridt for langsomt skridt, dels fordi lungerne ikke kan følge med til et hurtigt tempo, dels fordi det er tungt og for mange uvant at have et kilo metal spændt fast til fødderne.
Så i gåsegang efter guiden for ikke at falde i en gletsjersprække uden for sporet i sneen rykker vi som små langsomme myrer på en stor hvid flade opad mod teltlejren i 5.500 meters højde.
Her hviler vi resten af dagen – først i undertøj oven på soveposen, og senere, da solen er gået ned, langt nede i dunsoveposen og med huen godt nede om ørerne.
De kolde konsekvenser
Dagen efter fortsætter vi op mod den såkaldte high camp 400 meter længere oppe.
»Det er oppe ved de klipper der,« siger en af guiderne.
»De klipper« ser ud til at være så nær, at man kan række hånden ud og røre dem.
Det er de ikke – langt deroppe bevæger små prikker sig, det er en schweizisk gruppe, der er startet ud før os. Og som allerede er installeret i deres telte på den smalle afsats, vi alle sammen skal være på, da vi godt fire timer senere når frem til klipperne.
Jeg har ondt i hovedet; den skarpe sol har igen banket ned over os, og dét kombineret med den tynde luft og formentlig for lidt at drikke har sat sig som en ikke seriøs, men irriterende dunken bag panden.
Det er svært at drikke nok – alt, hvad der kommer ind, skal også ud, og at skulle møve sig ud af soveposen flere gange hver nat for at skræve over et frossent hul i jorden er ikke tillokkende. Og nu er vi oppe, hvor vandet er smeltet sne, som har en metallisk eftersmag, der ikke øger lysten til at hælde i sig.
Jeg gør det alligevel, og da sherpaerne har været forbi teltet med middagen, kartofler med æg, og jeg er klar til at krybe i soveposen, er dunkeriet stoppet.
Der er afgang mod toppen kl. 03.30, så jeg tager kamera, vanter, pandelygte og sokker med ned i soveposen, så det ikke er blevet til frostklumper, når jeg skal bruge det. Temperaturen i teltet er på 12 minusgrader.
Det sidste stykke op
Da vi bliver vækket af sherpaerne med te og havregrød kl. 02, er temperaturen dalet yderligere, og vi sjosker rundt som Michelinmænd i mange lag tøj, da vi stiller op på række mellem teltene.
Række, fordi vi skal gå i reb. Det vil sige, at vi via en karabin i vores klatresele er bundet ind i et fælles reb. Årsagen er, at der kan være sprækker i gletsjeren, som vi i mørket ikke kan se og derfor kan falde i.
Er man i reb, kan man hives op igen. Det er nødvendigt, at der er en vis afstand mellem os, så dem, der går henholdsvis foran og bagved den, der måtte ryge i en sprække, ikke ryger med ned.
Vi øvede disciplinen at gå i reb en solrig eftermiddag nede i Hinku-dalen. Det gik fint, alle gik i samme tempo og holdt den nødvendige afstand til hinanden.
Nu, i kulde og mørke og tyndere luft, går det ikke ligeså fint. Vi har ikke gået ret langt i den knirkende sne, før der opstår forvirring. Nogle går for hurtigt og trækker i rebet, andre for langsomt og trækker den modsatte vej, nogle vil vende om, andre stopper op for at justere pandelampen eller tage mere tøj på.
Guiderne foran og bagved flokken forsøger at finde ud af, hvad der foregår, og råber spørgsmål til hinanden, som forsvinder ud i det store mørke omkring os. Imens bliver vi overhalet af en anden gruppe, der i den sorte nat blot er en række hivende åndedræt og lysende kegler fra pandelygterne.
Det er koldt at stå stille, frustrerende at blive trukket i, og trættende at blive hevet ud af gå-rytmen. Og først da himlen nogle timer senere går fra sort til grå til lysende orange, da solen stiger op over bjergene mod øst, og vi kan binde os ud af rebet, bliver det nemmere at gå.
Nemmere, ikke nemt. Heller ikke selv om den sne, der lå meterhøjt for en uge siden, er blevet trådt ned. Foran os strækker sig noget, der ligner en uendelig bakke af sne. Ikke voldsomt stejl, men endeløs.
På den måde, hvor det føles som om, man ikke rykker sig ud af stedet, uanset hvor mange skridt man tager. Samtidig kan man ikke tage ret mange uden at måtte stoppe op for at få styr på sit galoperende hjerte. Luften er så tynd, at det føles som at spæne op ad trapper med kun et sugerør at trække vejret gennem.
På en eller anden måde kommer vi alligevel frem. Bliver klikket ind i det reb, sherpaerne har fastgjort på den sidste forhindring mod toppen, en godt 30 meter høj næsten lodret is- og snevæg.
Og klatrer op ad den ved at sparke sine steigeisen ind i væggen og skubbe et stykke grej, der kan glide op ad et reb, men ikke nedad, op ad rebet med den ene hånd.
Det er ikke svært, men i denne højde og pakket ind som en mumie er det heller ikke noget, man som begynder i bjergbestigning bare lige gør. Så jeg tager taknemligt mod den hånd, en af sherpaerne rækker mig, da jeg er næsten oppe.
»På toppen af verden«
Og så er jeg der.
Jeg står først lidt bukket sammen og venter på, at mit åndedræt skal stoppe sit vilde ræs. Så rejser jeg mig op. Foran mig kan jeg se Mount Everest knejse i sollyset mod en koboltblå himmel, se gletsjeren, der breder sig kilometer efter kilometer ned ad bjerget, se langt ud over Himalayas lavere bjerge ude i horisonten.
Jeg får en klump i halsen. Selv om toppen ikke er det eneste saliggørende, er den alligevel kulminationen på de sidste ugers anstrengelser. Og at stå her, 6.461 meter oppe i luften, blandt nogle af verdens mest majestætiske kolosser, er øjeblikket, som er kulden, trætheden og alle de gange, benene har føltes tunge værd.
Efter en halv time med billeder og begejstring forlader vi de få kvadratmeter, der udgør toppen og går nedad.
Toppen er kun halvvejen, og selv om jeg har fået en energiindsprøjtning af at være her, har andre brugt al energi og må ned, hvor der er mere luft. Vi går hele vejen fra toppen forbi high camp og forbi den første lejr til tehuset i Khare, hvor vi som en bunke slatne klude falder om i de dyner og tæpper, der ligger i fællesrummet under bliktaget.
Det er 16 dage siden, vi forlod Kathmandu. Vi bruger tre dage på at nå tilbage. Til civilisationen, men væk fra bjergene og den ro og nærhed til naturen og sig selv, det giver at være i dem. Og på toppen af dem.
