Det er snart 25 år siden, Muren faldt og skabte Tysklands mest populære storby. I anledning af jubilæet vender Berlin blikket bagud og gør den forhadte fortid i DDR til turistattraktion med bl.a. retro-museer, Trabi-safari og en tidsrejse på cykel gennem grænselandet med et øjenvidne bag styret.
De fleste kender til Mauerpark og East Side Gallery som populære monumenter over Murens fald, men de færreste ved, at der faktisk står et stykke rigtig mur tilbage på sin oprindelige plads fra de forhadte år mellem 1961 og 1989, hvor byen Berlin blev delt i to.
Det fylder ikke så meget og er næsten tilgroet, så man skal vide, at dette stykke murværk i rundkørslen ved Gartenstrasse og Liesenstrasse under den gamle jernbanebro i det nordlige Mitte er den ægte vare. Bortset fra graffitien, som er kommet til efter Murens fald og genforeningen.
Havde det ikke været for Matthias Petersdorf, kunne jeg ikke fortælle det videre. Og havde det ikke været for Murens fald, kunne han ikke sidde i sadlen for denne tidsrejse på cykel, der køres på et stykke af den nu usynlige linje, som dengang ufrivilligt gjorde berlinerne til »ossies« og »wessies«.
Matthias Petersdorfs personlige rejse begynder ved Bornholmer Strasse, som var det første af de ni checkpoints, der blev åbnet den historiske aften 9. november 1989. Her ved den gamle port til friheden er et mindesmærke med et stykke betonmur, der nu tjener som værn mod en idyllisk kolonihaveforening på den anden, tidligere vestlige side.
Stedet hedder Platz des 9. November 1989 og fortæller i plancher om tiden før og efter Murens fald, men det mest sigende er den store fotostat af østberlinere, som i en blanding af glæde og vantro kigger op i kameraet, mens de krydser grænsen ind til det forjættende Vestberlin – uden fare for deres liv.
Matthias Petersdorf kunne være en af dem på billedet.
Da Muren faldt
Den aften var han i byen med venner ikke langt derfra. Nogle BBC-journalister kom ind på den bar, de var på, og ville have Matthias Petersdorf og hans venner med i et interview om deres syn på den politiske fremtid. Journalisterne fortalte samtidig, at de havde hørt, at overgangen ved Bornholmer Strasse ville blive åbnet.
»Jeg gik hjem og tændte for radioen, der kunne tage vest-programmer, og der gentog de »gå til Muren, gå til Muren«. Jeg ringede til min veninde i Vestberlin og fortalte, hvad jeg havde hørt. Vi plejede at tage hele vejen til Tjekkoslovakiet fra hver sin sektor for at kunne mødes, og nu kunne vi pludselig ses efter få hundrede meters rejse. Det blev den vigtigste aften i mit liv, som jeg aldrig troede, jeg ville komme til at opleve, og vi drak champagne hele natten,« fortæller Matthias Petersdorf.
Han var heldig, måske fordi han var tålmodig, for mens vi kører seks-syv kilometer gennem det i alt 160 km tidligere ingenmandsland, dukker mange beretninger op om dem, som ikke holdt til presset ved at være afskåret fra frihed, familie og venner.
De første afspærringer med ståltråd dukkede op natten mellem 12. og 13.august 1961 og fire dage senere begyndte opførelsen med betonelementer som – med det østtyske socialistpartis ord – var en »antifascistisk beskyttelsesmur«.
Den dengang 19-årige Conrad Schumann var lige blevet ansat i statspolitiet og fik til opgave at bevogte hjørnet af Bernauer Strasse og Ruppiner Strasse. 15.august tog han mod til sig og sprang ind i friheden, opildnet af tilråb fra vestberlinere og synet af en politibil, som var parat til at køre ham bort. Det blev foreviget af fotografen Peter Leibing, hvis foto blev ikonisk og et symbol på den kolde krig.
Murens minder
Nu pryder det bl.a. en husgavl ved Bernauer Strasse station og er del af et 1,4 km langt mindesmærke langs denne gade, som var et af de smalleste steder på Murens gennemskæring af Berlin. Det gjorde det muligt for østberlinere at springe ud af vinduer eller grave tunneller over til friheden. I alt 5.000 kom levende over til Vestberlin.
Vi kører langs mindesmærket, som bl.a. er rustne jernstænger, og ender nede ved Ackerstrasse, hvor der er en »mur« af jern med små billeder af de fleste af de 136 mennesker, som blev dræbt af de østtyske grænsevagter. Den sidste var Chris Gueffroy, 20 år, som 5. februar 1989 ikke havde tålmodighed længere, kun ni måneder før de alle frit kunne krydse grænsen til Vestberlin og –europa.
»Det lyder måske ikke af så meget, at 136 døde på 28 år, når vi hver dag hører om de mange ofre i f.eks. Syrien, men hvert af disse liv har en betydning for deres familier og for os, som overlevede,« siger Matthias Petersdorf.
Lidt længere nede ad gaden er genskabt et stykke dødszone komplet med betonelementer og vagttårn fra dengang. Overfor er rejst et femetagers metaltårn, hvor vi kan kigge ned og igen gyse over historiens onde gang.
»Det er vigtigt at blive ved med fortælle denne historie, og det er derfor, jeg gør det ved at cykle rundt, så man får et bedre indtryk af, hvor omfattende Murens begrænsninger var for vores hverdagsliv,« siger Matthias Petersdorf.
Jeg spørger ham, hvor han så skal være 9. november i år?
»Jeg har historien så tæt inde på livet hele tiden, at jeg ikke har behov for at fejre den. Jeg har indimellem brug for ikke at tænke på den, så jeg er faktisk guide på en tur til Sydafrika i de uger,« svarer han.
Rejseliv var inviteret af Scandlines og VisitBerlin.
Læs også:
5 tilbageblik i Berlin
1. Goodbye Lenin
Der er lidt af den samme stemning over DDR Museum som i den humoristiske film fra 2003 af samme navn om hverdagen i Østberlin i de turbulente tider omkring Murens fald. Det er et livligt, interaktivt museum, hvor man kan røre mange af de udstillede genstande, se stats-censurerede TV-programmer i en brun stue samt sidde i en Trabant og simulere søndagstur med filmoptagelser i forruden af beton-ghettoer fra planøkonomiens storhedstid. Ved siden af museet ligger restauranten Domklause, som serverer klassiske østtyske retter, lavet på gode råvarer.
2. Hverdag i DDR
Der fortælles også historier fra det virkelige liv i Museum in der Kulturbrauerei, et tidligere bryggeri, som har fået et nyt formål. Den permanente udstilling »Alltag in der DDR« fortæller med alvor i tableauer og gennem film og genstande om, hvor meget den politiske ideologi på den ene side inkluderede folk med fritidstilbud på arbejdspladsen og samtidig kontrollerede deres liv, gøren og laden. Men også hvordan de mest kreative undgik den sociale overvågning ved f.eks. at tage ud i naturen i Trabi’en med telt på taget.
3. Tårepaladset
Officielt hed den Bahnhof Friedrichstrasse, men fik hurtigt efter opførelsen i 1962 tilnavnet »Tränenpalast«. Her blev udgydt mange tårer, når udlændinge, diplomater, besøgende fra Vestberlin og -Tyskland skulle forlade deres venner, kolleger og familie i øst for måske aldrig at ses igen. Efter Murens fald var der natklub i bygningen, men i 2011 blev den til museum, så eftertiden kan forstå, hvilke oplevelser, berlinerne måtte igennem. Man kan se billeder, filmoptagelser, uniformer, konfiskerede kufferter og de originale, frygtede forhørskabiner på den permanente udstilling »Grenz Erfahrungen«.
4. De andres liv
Kunstneren Yadegar Asisi boede på Sebastianstrasse, da Muren fra 1961 ændrede på hans udsigt. Pludselig blev den forladt og farveløs, undtagen på hans side af beton’en, hvor der blev lavet graffiti og opsat stilladser, så man kunne kigge ind over dødszonen til østtyskerne, hvis man ikke ville ofre et besøgsvisum. Den forstemmende oplevelse har han gengivet livagtigt som panorama-maleri på 180 grader og 900 m2 m, baseret på egne fotooptagelser gennem årene, i Asisi Panorama-bygningen overfor Checkpoint Charlie, og man kan se det fra en platform, som om man stod i hans stue.
5. Trabi-safari
Har man altid drømt om at sidde bag rattet af plasticbilen Trabant, som blev fremstillet i DDR 1957-90 i 3 millioner eksemplarer, og efterfølgende et år i Vesttyskland, men til sidst indstillet, fordi den larmede og forurenede for meget, kan man komme på Trabi-safari. Man kører i de originale retro-biler i konvoj ad forskellige historiske ruter i 1-2 timer og kan enten leje en hel bil alene til 4 personer eller booke en plads sammen med andre. Vil man have én som souvenir, fås de som nøgleringe og modelbiler til 30-110 kr.
Rejseinfo
1. Goodbye Lenin
- Hvor: Karl Liebknecht-Strasse 1.
- Hvornår: Åbent man.-søn. kl. 10-20, tors. kl. 10-22. Entré 6 euro (45 kr.).
- Info: ddr-museum.de
2. Hverdag i DDR
- Hvor: Knaackstrasse 97.
- Hvornår: Åbent tirsdag-søndag 10-18, torsdag 10-20. Gratis adgang.
3. Tårepaladset
- Hvor: Reichtagufer 17.
- Hvornår: Åbent tirsdag-fredag 9-19, weekend 10-18. Gratis adgang.
- Info: hdg.de
4. De andres liv
- Hvor: Friedrichstrasse 205.
- Hvornår: Åbent hverdag 10-18. Entré 8 euro (60 kr.).
- Info: asisi.de
5. Trabi-safari
- Hvor: Zimmerstrasse 97.
- Hvor meget: En by-tur koster 34-89 euro pr. person (ca. 255-670 kr.).
- Info: trabi-safari.de
Transport:
Bl.a. AirBerlin, Norwegian, SAS, Lufthansa, FinnAir og Brussel Airlines flyver til Berlin til priser fra 500 kr. retur. Kører man selv, sejler Scandlines fra Gedser til Rostock fra 399 kr. per vej. Busselskabet Eurolines kører til Berlin fra København fra 169 kr. per vej.
Med DSB koster en enkeltbillet fra 349 kr. I Berlin kan et Berlin Welcome Card bruges til offentlig transport samt til rabat på adgang til visse museer og i udvalgte butikker. De koster fra 138-190 kr. for hhv. 2, 3 og 5 dage. En 3,5 timers guidet cykeltur med Berlin On Bike koster 150 kr.
Ophold:
Byen huser alle slags hoteller i alle prisklasser. Regn med fra 400 kr. for en overnatning på et trestjernet hotel. Må det gerne være mere lidt specielt, kan man f.eks. bo på Hotel Indigo Berlin Alexanderplatz, som er et moderne boutiquehotel med værelser fra 750 kr.
Bedste rejsetidspunkt:
Året rundt, men vil man være der i dagene omkring jubilæet 9. november, skal man booke transport og hotel i god tid.
Info:
