Barcelona lægger også navn til en hel region. Fra det køligere bjergrige nord til den varme solbeskinnede kyst er det en rejse i tiden, både historisk og arkitektonisk, hvor gastronomien forener tradition og fornyelse.
Bjældeklang og bagende sol hører normalt ikke sammen, men det er en del af iscenesættelsen, når de to muldyr Lola og Carmen lader hovene danse hen ad de ujævne vinmarker i Sant Quinti de Mediona med hver sit sæt af det ringlende messing om halsen, og en lille vognfuld turister spændt bagpå.
Vi er i hjertet af Penedès, et af de vigtigste vinområder i Catalonien, men også kendt i en større sammenhæng som Costa Barcelona, og det er faktisk grunden til, at vi er her. Vi skal opleve det berusende bagland til den catalanske hovedstad, som besøges af otte millioner turister hvert år.
Selv om mange af dem også selv finder udenfor bygrænsen, slår det centrale turistråd ekstra hårdt på tromme for provinsen af samme navn under mottoet »Barcelona er meget mere« med vinturismen som motor.
De tre regioner, som har hver sit særpræg defineret af landskabet – kysten, indlandet og bjergområdet tæt på Pyrenæerne – lever helt op til løfterne, fordi det er en samlet pakke af historie, arkitektur og gastronomi tilsat et skvæt af deres mest kendte druer.
Bagom cavaen
Derfor er vi nu godt 40 km vest for Barcelona med naturens eget mesterværk i horisonten, Montserrat-bjergets blødt takkede kam, på vej ind på de jorder i Alt Penedès, som har tilhørt familien Ferrer Bosch siden 1200-tallet under navnet La Freixeneda.
Det har været et kendt vinområde siden romernes tid, men det var først i begyndelsen af 1900-tallet, da Bosch-familien blev gift ind i Sala-vindynastiet, at der begyndte at ske noget.
Det unge par så muligheden i de nye, mousserende vine, og i 1914 lancerede de deres cava under mærkaten Freixenet.
Resten er som bekendt en succeshistorie, og mens 90.000 besøgende årligt valfarter til hovedsædet i den nærliggende by Sant Sadurní d’Anoia på vinture og -smagning, og på den måde opfylder alle ønsker om decentralisering af turiststrømmen, så er firmaet også begyndt at åbne op for besøg på finca’en, hvor det hele begyndte.
Men først skal vi lige på en 45 minutters tur ud mellem de mange parellada-vinstokke, som giver druen til cava, i selskab med Lola og Carmen, hvis formødre havde sin vante gang herude, når vinplukkerne skulle fragtes den lange vej mellem gård og mark.
Historien om vinen skal fortælles
Vores guide gør holdt ved en af de mange små runde stenhytter, hvor arbejderne i gamle dage søgte ly for solen og gemte deres mad, og skænker et køligt glas brût cava cuvée prestige fra 2006, som vi nyder, mens han fortæller om den eksplosive udvikling for hele »boble«-industrien, der for dem alene omfatter tyve vingårde.
Selv om de er kendt over hele verden for netop det, slutter vi besøget af med en overraskelse, både for øjne og for gane. Efter mange års renovering står den originale gamle hovedbygning, La Freixeneda, klar til at imødekomme forbrugernes stigende interesse for at komme så tæt på produktionen som muligt.
Lige pt. kommer der kun 90 om ugen, men marketingchef Jep Bargalló er ikke i tvivl om vinturismens betydning for firmaets identitet i fremtiden.
»Vi kan aldrig fortælle den gode historie om vin tit nok, men det har også stor betydning at vise de rammer, som de er blevet skabt i,« siger han, og åbner ind til nogle af rummene i den 900 år gamle bygning, der er indrettet sådan som vinbønderne boede helt op til 1950erne med enkle, rustikke træmøbler, glas og keramik.
Æstetikken er ført videre som næsten nynordisk minimalisme i de moderne møbler, vi sidder i, mens vi nyder udsigten til de sirlige marker.
Jep Bargalló vælger at afslutte vores besøg med tapas til en rødvin på grenache og cabernet sauvignon, som ikke ret mange ved, at de også fremstiller. Måske fordi det er en af de dyre, måske fordi de kun fremstiller 10.000 flasker af den om året, og måske fordi den kun sælges i Spanien. Men god er den.
Cavaen kom for tæt på den franske champagne
Selv om de har været dygtige til at markedsføre sig, findes der jo anden cava her i Spanien, og vi kører til de spanske boblers hovedstad Sant Sadurní d’Anoia, en lille provinsby mellem to floder.
Turistkontoret og cava-centret holder til i et renoveret destilleri fra 1814, hvor man med moderne interaktiv teknik kan få helt styr på cava’ens udviklingshistorie fra meget lokalt fænomen i slutningen af 1800-tallet til et verdensomspændende, velkendt brand.
Først lanceret under navne som champán eller xampany, med slet skjult henvisning til den franske champagne, fordi metoden stort set er den samme, indtil EU greb ind og gav franskmændene eksklusivitet, så spanierne vendte tilbage til deres eget ord for kælder til markedsføringen. Efter spansk lov må seks regioner producere cava, men 95 pct. af den kommer her fra Penedès.
Ingen vin uden en fest, og i Sant Sadurní d’Anoia fejrer man hvert år i begyndelsen af september Philloxera Festival som en hyldest og tak til den lus fra USA, som migrerede på amerikanske vinstokke og nærmest lagde sydeuropæisk rødvinsproduktion ned for over 100 år siden med pestlignende sygdom.
Dansk indflydelse på den økologiske produktion
Men den enes død, den andens brød. De spanske bønder plantede i stedet for en masse stokke med hvide druer til cava-produktion, som reddede deres næringsliv, og derfor står vi og ser video af byfesten med fyrværkeri til optog af kæmpe-lus i papmaché, og minsandten, om de ikke også har en af dem udstillet her på centret!
Det er nu ikke alle nutidens vinbønder, som har lyst til at kalde deres mousserende vine for cava. Det får vi at høre – og smage – efter en rask tur på en burricleta, elcykel på spansk, gennem en brøkdel af de 85 hektar vinmarker, som tilhører familiefirmaet Albet i Noya i Subirats.
Allerede i 1980erne lagde de om til økologisk produktion, bl.a. på opfordring af en nu hedengangen importør fra Danmark, og under vinsmagningen, som afrunder alle deres forskellige turistbesøg på enten cykel, segway eller i firehjulstrækker, smager vi en brût barrica reserva på chardonnay og pinot noir.
Både i farve, smag og bobler lægger den sig meget op ad en champagne, og sommelieren forklarer, at det også er meningen, fordi de lader flaskerne lagre lige så længe som franskmændenes, og derfor ønsker de ikke at kalde den cava, men blot »sparkling wine« som kvalitetsbetegnelse.
Den catalanske måde at drikke vin på
Det er tid til at køre mod nord ind i den næste region, Barcelona Paisatges i det centrale Catalonien, nærmere betegnet mod DO Pla de Bages, som omfatter 11 vingårde, heriblandt den familie-ejede Bodega Abadal i Santa Maria d’Horta d’Avinyó, der ligger 400 meter over havets overflade i det kuperede landskab.
Vi møder yngste generation af Roqueta-klanen, da vi som en del af besøget på vingården får lov til at se noget af privaten. De har været vant til vinturister siden 1980erne og har heldigvis gemt en masse ting fra dengang vinproduktion og- salg var noget mere primitivt – og pittoresk.
Vi kigger ned i den flere hundrede år gamle kælder med gamle balloner og træfade, og bagefter på det lille interimistiske museum med bl.a. hestevogne til arbejde og søndagskørsel, og omme i gården bagved de motoriserede udgaver fra midten af forrige århundrede med familie-logoet malet på siden og stadig flasker i trækasser på ladet.
De fremstiller både røde og hvide, men det sjoveste er smagningen af deres tre dessertvine, ni rauci, mistela og moscatell, fordi det foregår ud af en porron, en glasflaske med tud, som findes i alle catalanske hjem.
Mange, især ældre, kunne ikke drømme om at drikke deres daglige vin af andet, men det kræver lidt øvelse og lidt spildte dråber på skjorten at gøre det rigtigt, fordi flasken løftes op foran ansigtet og hældes, så væsken kommer ud af tuden i en lang stråle, uden at røre læberne.
Et historisk indlbik i området
Gad vide hvordan munkene på klostret Món St. Benet drak deres vin for over tusind år siden?
Det er næsten det eneste, vi ikke får svar på i den dramatiske 3-D animation, som vises på de rå musten i kirkeskibet, men ellers fortæller filmen levende om livet og trængslerne for benediktiner-ordenen gennem middelalderen.
Det ligger tæt på den lille by Sant Fruitós de Bages, men som central del af et lille selvstændigt samfund, der senere er bygget op omkring klostret, efter at det overgik til mere verdslige formål.
Det begyndte at gå ned ad bakke for de hellige brødre allerede i 1400-tallet på grund af fjendtlige angreb og kapitalmangel til vedligeholdelse, så klostret blev lejet ud som kunstskole i nogle hundreder år, for til sidst at blive nedlagt og være på vej til forfald, da maleren Ramon Casas købte det i 1907 og skød penge i en gennemgribende renovering.
Vi finder klosterkirkens manglende altertavle på rundvisningen i den kæmpelejlighed, han indrettede i de før så ydmyge munke-celler. Han skar den midt over og brugte den som udsmykning over sine pejse i nogle af de utallige rum en suite, som han brugte til et meget selskabeligt bohemeliv i somrene indtil sin død i 1932.
Når smagen er fortælling nok
Vi bliver mindet om det gode liv på en anden måde, da vi slutter vores tur på vej tilbage mod den catalanske hovedstad. Vi kan faktisk se den og det karakteristiske bjerg Montjuïc i det fjerne, da vi står lige ved siden af helikopter-landingspladsen på den forholdsvis unge vingård Alta Alella i byen af samme navn.
Selv om den kun ligger ti km fra Barcelona og 2 km fra Middelhavet, har gården indimellem så prominente vinturister, at de skal flyves ind, men de fleste kommer nu i bil ligesom os.
Vinmarkerne på 60 hektar er en del af naturparken Serralada de Marina, så stokkene er plantet på de naturlige terrasser og skråninger mellem 100 og 250 meter over havets overflade, og for dem som ikke kommer flyvende, er der stadig rig lejlighed til at komme ud og se dem fra alle vinkler.
Vi kommer rundt på en 4WD-tur, men de arrangerer alt fra vandreture og ornitologiske udflugter til yoga og ridning, private picnics eller fællesspisning, når kokken Luca Marongui laver godbidder til vinsmagningen.
Vi siger ja tak til det sidste og velvidende, at Fat Duck i London var den første restaurant, familien Pujol-Busquets fik deres vine ind i, og Michael Laudrup er en professional fan, har vi store forventninger.
Da vi smager den økologiske hvidvin til krydrede østers og lun langtidsstegt svineslag, giver det fuldstændig mening. Så behøver vi ikke en masse tekniske forklaringer, selv om ekspertisen er der. Det hele taler for sig selv.
Rejseliv var inviteret af Det Spanske Turistråd og Dipotació Barcelona.
4 mundfulde af Catalonien:
1. HOSTAL DEL CAMP
Det ser ikke ud af meget fra vejen, men indeni den store kakkelbeklædte restaurant til motellet af samme navn i Sallent serverer de rustik-elegant terroir-køkken, så det minder om Toscana, f.eks. hvid aubergine og svampe-timbale med flæskesvær og hjemmelavet medister med hvid bønnestuvning. hostaldelcamp.com
2. L’Ó RESTAURANT
Det moderne interiør i klosterbyen Món Sant Benets hotelrestaurant, som fik en Michelin-stjerne i 2013, spiller godt op til den innovative og dekorative menu turneret over spanske klassikere som torsk, artiskokker, sortfodsskinke og bøf med svampe og lakrids. hotelmonstbenet.com
3. CAL PERE DEL MASET
Den unge kok Pere Massana er tredje generation siden 1969, som står i køkkenet i familie-restauranten i Sant Pau d’Ordal og tryller delikate tasting-menuer med retter som fersken-gazpacho med rejer, kulmule med ærtepure og langtidsstegt øko-kylling med blommer og pinjekerner.calperedelmaset.com
4. MAS SALAGROS
Øko-resorten med underjordisk spa i gamle romerske ruiner er selvforsynende med grøntsager og mælkeprodukter til den 100 pct. økologiske middelhavsmenu, som indeholder alt fra charcuterie over middelhavstun til gedigen steak samt vine fra nærliggende Alta Alella. massalagros.com
