The Siam er en luksuriøs oase af fred midt i Bangkok. Med udsigt til floden og 24 timers butlerservice.

Første indtryk

The Siam ligger gemt i det historiske distrikt lidt nord for centrum på en grund, der tilhører Thailands kongefamilie. Man kan ikke umiddelbart se hotellet fra vejen, før taxaen svinger op af en indkørsel, og et par vagter og en dørmand springer frem og åbner bildøren.

Udefra ser det nydeligt ud, men det er først, når man træder indenfor i den stilfulde bygning, at man bliver overvældet. Det er som at træde ind i et palads med fontæner, hvid marmor og mindst ti meter til loftet. Arkitekturen er stilren og minimalistisk. Hotellet ligger på en stor aflang grund, der går helt ned til floden, og med pool og egen privat mole.

Værelserne

Hotellet har kun 39 suiter og villaer, hvoraf flere har privat pool, den mindste suite er 80 kvm. Der er 24 timers butler service på et højt niveau. Det hele er minimalistisk indrettet og lidt beduinagtigt med flagrende hvide gardiner, man afskærmer med ind til det store åbne badeværelse. Væggen ud mod haven består af store træindfattede vinduer, så lyset vælter ind.

Mad og drikke

Hotellet har en traditionel thai-restaurant, der er indrettet med århundreder gammelt teaktræ og som ligger med udsigt til floden. Her serveres alle måltider, ligesom det er her, det foregår, hvis man booker en kokkeskole i det charmerede åbne køkken. Der er desuden en poolcafé og en bar & bistro, der er indrettet som en jazzklub med gamle franske lædermøbler.

Særligt

Hotellet skræddersyer gerne et besøg i lokalområdet, f.eks. kan man besøge det lokale marked med hotellets kok, og besøge byens angiveligt bedste gadekøkken, som ligger i gåafstand fra The Siam. Hotellet har også så godt et fitnessrum med boksering og alle træningsmaskiner, at en af prinsesserne i kongefamilien træner her.

Plus

Når man vil ind til centrum, er man fri for bilkøer, for The Siams chalup sejler en direkte ind til Grand Palace eller hvor man vil hen i centrum.

Minus

Man møder ikke ret mange andre hotelgæster – de fleste bliver ved deres egen private pool. Så bor man i en suite uden, har man den fælles pool nærmest for sig selv.

The Siam:

Hvor:
Bangkok, Thailand

Pris:
Fra 2.500 kr. per nat. I suite med pool er prisen fra 4.900 kr. per nat.

Info:
thesiamhotel.com