I Australien findes en af de mest udfordrende off-road-ruter i verden. Den 1.800 kilometer lange Canning Stock Route løber over hundredvis af røde sandbanker og langs månelignende saltsøer. Ruten er en historisk rejse i sporene af kvægdrivere og aboriginere.
»Har I husket en satellit-telefon?« spørger en khaki-klædt australier, da vi fortæller ham, hvor vi er på vej hen.
Klokken er ni om morgenen, og under hans brune Crocodile Dundee-hat gemmer sig svedperler på den solbrændte pande. Min kæreste og jeg står ved en forladt brønd, som er fyldt med brædder og forvreden metal. Der er ingen skyer på himlen.
Vi forsikrer ham om, at vi er velforberedte: 220 liter vand, mad til 16 dage, tre ekstra dæk, luftkompressor, satellit-telefon, førstehjælpskasse, ekstra brændstof, kort og kompas er bare nogle af de nødvendigheder, som vores terrængående Toyota Landcruiser er tætpakket med.
»Godt,« svarer han lettet og lader os rulle af sted på den bumpede vej. Forud venter godt 1.800 kilometer langs en af de mest øde off-road-strækninger.
Den gamle kvægrute
Canning Stock Route i Vestaustralien var tidligere verdens længste rute for kvægtransport og tiltrækker i dag et stigende antal eventyrlystne vildmarks-entusiaster. Vejen løber gennem tre ørkener og over hundredvis af sandbanker i et af de mest ugæstfrie områder på kloden.
Ruten er opkaldt efter landinspektøren Alfred Canning, som i begyndelsen af 1900-tallet fik til opgave at etablere ørkenvejen, så man kunne drive kvæg fra det nordlige Vestaustralien til markederne sydpå. Kvæget var plaget af flåter, og man frygtede, at de blodsugende mider ville sprede sig, hvis rejsen foregik langs kysten. Men flåterne ville ikke klare ørkenvarmen.
For at kvæget og driverne kunne overleve heden, stod Cannings hold for at lokalisere og udgrave 51 brønde fra Halls Creek i nord til Wiluna i syd – en imponerende bedrift udført uden moderne teknologi.
Canning Stock Route blev dog aldrig en succes. Kun ganske få benyttede sig af ørkenvejen de første 20 år – blandt andet på grund af voldelige sammenstød mellem kvægdriverne og de indfødte australiere (aboriginere). Langsomt faldt brøndene fra hinanden.
Nogle af vandhulerne er siden blevet genopbygget, og grundvandet slukker i dag tørsten for rejsende langs ruten.
Prøvelserne ved off-road kørsel
Vi kører fra syd mod nord med blot 25 kilometer i timen. Det er juli i vintersæsonen, og de fleste vandløb og åer er forvandlet til tørre flager af ler, der slanger sig mellem stikkende puder af spinifex (ørkengræs) og eukalyptustræer. Airconditionen er tændt.
Allerede fra start bliver vi indviet i turens strabadser. Vi skal krydse en dyb, udtørret å, og mens jeg kæmper bag rattet med at få firehjulstrækkeren til at klatre op ad skråningen, lyder et brag.
Det ene forhjul er faldet ned i en grøft, der går på tværs af vejen, og det andet forhjul rejser sig højt over jorden. Campingudstyr, vanddunke og plasticbokse med mad bliver slynget tilbage i køretøjet. Mit ene ben ryster. Efter et par dybe indåndinger får vi den tonstunge maskine drejet ned på alle fire. Få minutter senere ruller et ældre par op bag os og giver os gode råd om, hvordan vi sniger toyotaen forbi fordybningen. Heldigvis er bilen intakt.
Udbrændte rester af firehjulstrækkere og trailere med ødelagte støddæmpere minder os resten af turen jævnligt om, at hjælpen for mange kan være langt væk.
Kun få rejsende krydser vores vej hver dag – de fleste i konvojer af to til fire køretøjer. Hjertet slår stadig hurtigere, hver gang vores Landcruiser vipper lidt for meget til den ene side, men vi begynder langsomt at føle os hjemme bag rattet og i naturen.
Vi brænder madaffald for at holde dingoer (vilde hunde) væk om natten. Vi samler grene i løbet af dagen, da campingområderne er tømt for brænde, og vi lærer at lette dæktrykket, så vi får en behagelig rejse på den bumpede rute. Rækker af dybe rifler i vejen får hele strækninger til at ligne rødt bølgeblik.
Nogle steder er fordybningerne så høje som øldåser og halvanden meter brede, og både firehjulstrækkeren og vores tålmodighed bliver sat på prøve under de mange rysteture.
Natur- og dyrelivet i vildmarken
Little Sandy Desert, Gibson Desert og Great Sandy Desert, som vi møder på turen, er ikke bare gold vildmark. Her skifter landskabet dag for dag, men også mellem morgenmad og frokost. Røde kænguruer hopper væk fra et kølende hvilested under et eukalyptustræ, mens en emu gemmer sig for motorlarmen bag buske med gule blomster. En tornet djævel soler sig midt på vejen. Den lille øgle rør sig ikke i det røde sand, mens vi ruller forbi.
Solen får det svajende ørkengræs til at ligne et glinsende sølvtæppe, der bølger af sted med vinden ud over det åbne landskab. Pludselig stopper tæppet. Vi klatrer nu op og ned over sandbanker, der af og til brydes af røde stenformationer. Der er spor i sandet. Inden længe kommer en flok kameler til syne.
Vi passerer saltsøen »Lake Disappointment«. Et bart månelandskab, der fik navnet i slutningen af 1800-tallet af en skuffet opdagelsesrejsende, som troede, at han havde fundet ferskvand.
Søen er udtørret på denne tid af året, og saltkrystallerne former mønstre i underlaget. Mørkerøde planter bryder af og til det hvide vildnis, der knaser under vores støvler. Bestemt ikke en skuffelse.
De fleste dagtimer bliver vi underholdt af det live naturprogram, som ruller forbi bag de støvede bilruder. Nogle steder passerer vi byer af pyramideformede termitboer, der er højere end firehjulstrækkeren.
Det er for varmt til at slå lejr midt på dagen. I stedet holder vi flere små pauser. Toyotaens køleskab afholder os fra at spise dåsemad hver dag. Campingpladserne skifter karakter, som dagene skrider frem. Områderne langs ruten er ejet af forskellige aboriginere, og det kræver skriftlige tilladelser at køre turen – pengene går blandt andet til at vedligeholde teltpladserne.
Det primitive liv
Durba Springs omkring 500 kilometer nord for Wiluna betegnes af mange rejsende som et af turens højdepunkter. Et stort græsområde, hvor omkransende røde klipper giver læ og høje eukalyptustræer skygge. Lokale rangers har sørget for kompost-toiletter og bålpladser, og i de omkringliggende stenformationer gemmer sig ældgamle hulemalerier lavet af aboriginere.
Størstedelen af campingpladserne er dog mere primitive og består blot af et ler – eller sandunderlag og et par træer. Her tænder vi bål og laver aftensmad over gasblus – de fleste dage alene – mens himlen i de sidste lyse minutter skifter mellem orange og røde nuancer.
Dagens hede skylles ned med en kold øl. Den skyfri himmel forvandles til et planetarium, som underholder os, indtil nattens dalende temperaturer tvinger os ind i soveposerne. Uden motorlarm er her helt stille.
Ofte er teltområderne placeret ved de brønde, som det stadig er muligt at hejse vand op fra. Enten til at drikke, lave mad eller skylle ørkenstøvet af kroppen. Vi har ekstra vand med hjemmefra. Men ikke alle rejser på fire hjul.
Off-road på »den to-hjulede«
Bert fra Holland forsøger at køre ruten på seks uger på sin speciallavede cykel. Dækkene er så tykke som på en mindre motorcykel. Han har kun plads til 50 liter vand og er derfor afhængig af brøndene.
»Det hårdeste er at trække cyklen over de mange sandbanker,« siger han gennem sit fuldskæg, da vi møder ham efter cirka 1.000 kilometer i sadlen.
Vores udfordring er ikke vand – men brændstof. De 180 liter i firehjulstrækkeren rækker ikke til mål. Flere uger forinden bestilte vi derfor ekstra diesel. Capricorn Roadhouse i Newman kører brændstof i tromler ud til de tørstige køretøjer på Canning Stock Route.
Vi finder vores dieselforsyning blandt de mange tønder, der glimter tæt ved brønd 23 – godt 750 kilometer nord for Wiluna. De fleste er tomme. Vinden i det åbne landskab hvirvler en lugt af benzin op fra sandet.
Rejsende kan også vælge at tanke brændstof et par hundrede kilometer længere mod nord i det fjerntliggende aboriginer-samfund Kunawarritji med blot omkring 70 indbyggere. Vores firehjulstrækker og ekstra dieseldunke labber de tykke dråber i sig.
Vi bruger en efterladt pumpe med håndsving til at fylde det friske brændstof i køretøjet. Vores egen gik i stykker efter få minutter.
Endnu en udfordring er overvundet på den gamle kvægrute, og vi kan fortsætte eventyret. Langt ude i Vestaustraliens vildmark.
Rejseinfo
Transport:
Fly:
- Singapore Airlines flyver fra København til Perth over Singapore til priser fra 9.500 kr.
- Fra Perth går der fly til Broome (enkeltbillet fra 1.200 kr.), hvis man ønsker at køre Canning Stock Route fra nord mod syd.
- Fra Broome er der cirka 700 kilometer til start i Halls Creek.
- Efter mållinjen i Wiluna kan man enten køre de 950 kilometer tilbage til Perth eller 600 kilometer til Newman, hvor der er flyafgange til Perth (enkeltbillet fra 1.200 kr.).
Bil:
- Få selskaber udlejer firhjulstrækkere til at køre langs Canning Stock Route.
- Hos Gallivanting Oz kan du for 1.200 kr. om dagen (inklusive forsikring, campingudstyr, køleskab og ekstra dæk) leje en Toyota Landcruiser (gallivantingoz.com.au).
- Book et år i forvejen.
Ophold:
- Det kræver to skriftlige tilladelser at køre Canning Stock Route (samlet pris cirka 750 kr.). Inkluderet i tilladelsen er overnatningerne på campingpladserne undervejs på ruten.
Ansøg online her:
Pakkerejse:
- Enkelte selskaber udbyder organiserede campingture langs Canning Stock Route. Outback Spirit Tours har tre til fire afgange om måneden mellem maj og september 2015.
- For cirka 52.000 kr. får man 16 dages rejse med varme bade og specialbyggede toiletter hver dag. Man bliver hentet i lufthavnen i Broome og afleveret i Perth.
- outbackspirittours.com.au.
Bedste rejsetidspunkt:
- Maj-september. Her er dagtemperaturerne mildere (25-30 grader), men kan dog falde til nær frysepunktet om natten.
- I andre måneder kan varmen være ekstrem, og ruten er ofte mudret eller oversvømmet på grund af regn.
- Tjek altid vejret og vejforholdene med de lokale myndighederne inden afrejse.
Info:
