Den albanske regering satser i disse år massivt på at trække turister til landet. Rejseliv har besøgt de gamle landsbyer i bjergene og har slentret på de nye strandpromenader langs kysten.
Den lille bus hvirvler støvet op fra vejen. Hele kabinen ryster, og hvert andet øjeblik letter vi journalister en smule fra sæderne, når hjulene ryger ned i et hul. De næste par timer venter bjergkørsel op ad smalle grusveje, der går i hårnålesving hele vejen op til toppen.
Det næste sving kommer 30 meter længere fremme. Vejen er kun tre meter bred, og det er svært at forestille sig, at en anden bil vil kunne klemme sig forbi os. Den tilvoksede bjergvæg gør det umuligt at få et smugkig af, hvad der kan tænkes at dukke op på den anden side.
Højre forhjul rammer endnu et hul, da en lyd dukker op fra den anden side af bjerget, lige inden bussen drejer.
Meget er sket i Albanien siden Østblokkens fald i 1991, og Europas fattigste og mest lukkede land begyndte at udvikle sig i en demokratisk retning.
Ligesom i tilfældet med Kroatien – og i nogle tilfælde også Montenegro – har turister fra Europa langsomt fået øje på Albanien som en ny rejsedestination.
Den albanske regering og ministeren for turisme, Arben Ahmetaj fra det albanske socialistparti, præsenterede dette forår et forslag til en ny turismelov, som skal være med til at promovere Albanien som rejsedestination.
Både for turister, der kommer på længerevarende rejser, og for de, der tager et par overnatninger her som en del af en større rundrejse gennem Europa.
Albaniens skjulte potentiale
Det er blandt turistministeriets topprioriteter at gøre det lettere for turister at komme til Albanien og at rejse rundt i landet.
»De seneste 22 år har vi ikke været i stand til at skabe en turisme, vi kan leve af. Vi taler hele tiden om Albaniens store potentiale, men desværre har vi endnu ikke formået at udnytte det potentiale,« sagde Arben Ahmetaj, da lovforslaget blev fremlagt tidligere i år.
Den albanske premierminister Edi Rama (også fra det albanske socialistparti) lagde i den forbindelse vægt på, at Albanien er en uopdaget destination. Derfor er sloganet for strategien ganske simpelt: »Albania, yours to discover.«
Bussen stopper brat. Midt på vejen ved den stejle bjergskråning passerer en hyrde med sin fåreflok, der tæller omkring 50 dyr. Han går usikkert og langsomt.
Det holder bussen tilbage i fem minutters tid. Chaufføren trykker stædigt på hornet, til flokken er passeret, og der igen er fri passage.
Hyrden og fåreflokken er det første liv, vi møder, siden bussen begyndte sin opkørsel i bjergene. Det tyder på, at turens mål – en lille landsby på toppen af bjerget – næsten er nået.
Et par kilometer længere oppe begynder omgivelserne at ændre sig. Frodige, grønne bjergsider så langt øjet rækker, erstattes af små stenhuse, der ligger tæt ud til vejen med skæve plastikhegn til at markere, hvor langt naboen må gå.
I haverne, der ikke er meget større end 15-20 kvadratmeter, vokser oliventræer, og vinranker snor sig op ad husenes mure. Nogle steder ryger det op fra gruset, når skraldet, der hober sig op i bunker, brændes af.
Endelig. Efter fire timers bjergkørsel drejer bussen ind i det sidste sving, og en lille landsby kommer til syne.
Aktiviteter og masser af sol
Albanien begyndte for alvor med at investere i turismen i 1990erne efter diktaturets ophør.
En af dem, der har oplevet Albanien udvikle sig siden da, er danske Hans-Georg Nielsen, der har besøgt landet mange gange gennem årene og er honorær albansk konsul. Han ejer en hotelferievilla i den lille landsby Kaninë tæt på kystbyen Vlora i den vestlige del af landet.
Villaen er fuldt booket i juli og august måned, og der er også travlt dette forår, hvor han dog har har fået klemt Rejseliv ind i sin bookingoversigt.
Hans-Georg Nielsen er ikke i tvivl om, hvad der får hans gæster og andre turister til at komme til landet.
»Jeg tror, at de fleste, der rejser herned, har fornemmelsen af at komme til noget ukendt. Man kommer ikke til den velkendte swimmingpool, drink og tjener. Der er stadigvæk et element af eventyr over det,« siger han.
Blandt andet er der gode muligheder for rafting i nord og paragliding ned langs bjergsiderne i sydvest. Er man mere til strandlivet, ligger den ene promenade efter den anden langs den albanske riviera ud til Adriaterhavet med nye hoteller og masser af soltimer.
Her holder albanerne selv sommerferie – altså de, der har råd til at holde sommerferie. Det samme gør stadigt flere italienere, grækere, hollændere og tyskere.
»Der er ved at være en acceptabel infrastruktur, og i højsæsonen kan det faktisk være svært at finde et hotel i for eksempel Vlora. Derfor bliver den næste fase, at man skal tilpasse sig efterspørgslen og bygge nye hoteller. Det er allerede på vej. Man kan mærke, at det ligger i luften,« siger Hans-Georg Nielsen.
Men hvis man vil opleve de dele af Albanien, der endnu ikke er nået så langt i sin udvikling efter diktaturet, skal man hverken sejle ned ad floderne eller søge ud til strandene. Så skal man ud i landsbyerne. Man skal op i bjergene.
Et traditionelt sidespring
Med ét begynder en kvinde at synge.
Da hendes verselinje ender, stemmer de øvrige elleve landsbyboere, der sidder i en rundkreds i den lille landsby på toppen af bjerget, i. Sammen gentager de kvindens ord, hvorefter én af dem bryder ud og synger en ny verselinje, som så gentages af de andre.
Det kaldes polyfonisk sang (flerstemmig, red.) og er en gammel albansk tradition, der kan opleves rundt omkring i nogle af de ældste landsbyer. Men intet sted som her i Pilur.
Det var her, det opstod, og det er her, landsbyens beboere fortsat mødes flere gange om ugen for at synge sammen. Til bryllupper eller som nu under et træ midt i landsbyen for de andre indbyggere.
Alle er klædt i traditionelle albanske folkedragter. Mændene har hvide klæder om livet spændt fast med en rem, kalot på hovederne og sorte kapper hængende ned ad ryggen. Kvinderne er trukket i pastelfarvede skørter og kinasko med spidse snuder.
Der klappes ikke, når en sang ender. Der lyttes bare.
En målsætning om nye hoteller og bedre service
Der er sjældent indkvarteringsmuligheder i de små albanske landsbyer. Der skal man ind til de større byer som Vlora, Durres, Berat, Giokastra og Saranda, hvor nye hoteller er skudt op de seneste fem år.
Netop hotelsektoren er et centralt element i regeringens nye turismelov. En af udfordringerne er, at der ikke er nogle kriterier for, hvornår et hotel kan tillade sig at kalde sig for 3-stjernet eller 5-stjernet, lyder det fra regeringen.
»Lovforslaget skaber basis for en standardisering af hoteller efter antallet af stjerner. Hotellernes standardisering vil være med til at forbedre serviceniveauet,« sagde Arben Ahmetaj på mødet i foråret, da regeringen fremlagde sit forslag til en ny turismelov.
»Der er endnu ikke blevet bygget sådan nogle resorts, som man kender fra Grækenland og Tyrkiet.«
Serviceniveauet skal også forbedres, og hotelejere bliver for fremtiden sendt på kurser for at lære om god service.
Det er målet, at størstedelen af alle hoteller skal tilbyde wifi til hotelgæsterne og nemme reservationssystemer over internettet.
Fra storbyen til landsby
Inde fra de små caféer strømmer albansk popmusik ud af højtalerne. Tre gamle mænd med hvidt hår og sorthvide hatte sidder ved et cafébord uden for en af barerne. De griner og afslører deres tandløse smil.
Selvom temperaturen nærmer sig 27 grader, er de klædt i grå og brune satinjakkesæt med slips. De elegante herrer sipper til en café melange og hilser, når bekendte fra byen slentrer forbi.
Forskellen mellem den lille bjerglandsby, som vi forlod i går, og storbyen Giokastra i syd med 100.000 indbyggere er voldsom.
Mødre med børn i hånden myldrer ned ad gaderne med hastige skridt for at læsse bilerne, der holder i skyggen under træerne, med de varer, de har købt.
Længere nede ad de stenbelagte gader sælger en ældre kvinde tomater og æbler, der er dobbelt så store som i et dansk supermarked.Og dobbelt så røde. I en anden shop kan man købe nøgleringe, halskæder og et spilleværk til at hænge på husvæggen.
Luften er anderledes tør, og solen stikker på benene, der ikke er plads til i skyggen fra den blot 30 centimeter brede markise, ejeren af en bar har hængt op. I den varme er det tiltrængt med en appelsinvand til 150 lek (8 kroner).
Bag Giokastras små caféer rager en gammel fæstning op og minder befolkningen om en mørkere tid under diktaturet – dengang fæstningen blev brugt som fængsel for den del af befolkningen, der dristede sig til at sige diktaturet imod.
Investorer bag fremtidens turisme i Albanien
»Når danskere og andre turister finder ud af, at Albanien er et sikkert land at rejse til som turist, og forbeholdet for det ukendte tidligere meget lukkede land forsvinder, så vil eventyrerne og de opdagelsesrejsende også forsvinde og formentlig erstattes af en bredere lyst til at komme ned i varmen til billige penge,« siger Hans-Georg Nielsen.
»Jeg hører faktisk allerede turister, der spørger efter tennisbaner og campingpladser, og det ville ikke undre mig, hvis udviklingen kommer til at gå i den retning.«
Der er mange investorer fra især Tyskland og Kina, der har set et potentiale i den albanske turistindustri. Og der er masser af områder at investere sine penge i, for at regeringens visioner om fremtidens Albanien skal indfries.
Havnene skal være attraktive nok til at tiltrække krydstogtskibe til landet, færgelinjerne skal forbedres, så der går flere afgange end i dag til især kystbyerne Durres og Saranda i vest, og områderne omkring havnene skal udbygges, så det bliver attraktivt at sejle sin yacht og lystbåd til en albansk marina, lyder det.
På land skal der være flere og mere præcise busafgange og bedre bus- og togforbindelser mellem de store byer. Og så skal vejene ordnes. Særligt de, der leder til de store byer med mange hoteller.
Et skridt væk fra »det gamle Albanien«
Regeringens håb er, at det vil skabe arbejdspladser. Men Hans-Georg Nielsen kan også se en bagside af medaljen:
»Flere badebyer som Saranda er sådan set min værste frygt. De steder satser på, at der skal komme endnu flere turister til, og så begynder man at bygge promenader og lave strandbarer med musik og blå drinks. Og så ændrer området sig. Hvis man gerne vil se Albanien, inden det udvikler sig i den retning, skal man gøre det nu, det er helt sikkert,«
»Man kan stadig opleve det gamle Albanien de næste fem år endnu.«
Sort asfalt fortsætter i en snorlige strækning, så langt øjet rækker. I nogle timer har turistbussen fulgt den nye motorvej, der forbinder områderne ved bjergene mod syd med Tirana.
Fra tid til anden passeres store reklameskilte med »Vodafone«, »Grundfos« og andre internationale brands, mens lokale albanere drøner forbi os i nyvaskede Mercedes’er ind mod hovedstaden.
