I verdens ottende-fattigste nation, Malawi, er turister stadig et særsyn. Landet har en overflod af uberørt natur, som sagtens kan måle sig med de mere kendte naboer, og det spås som det næste nye sted for eventyr-rejsende.
Der er ikke noget at se i Salima, har jeg fået at vide hjemmefra af andre rejsende.
Det er heller ikke på grund af denne flække på 6-7.000 indbyggere, at man tager til Malawi, men byen er et naturligt stop mellem lufthavnen og landets store attraktion, Malawi-søen med de tilstødende naturreservater, hvis man lige skal rette ryggen og strække benene efter et par timer på den indimellem bumpede landevej.
Men Salima har så alligevel alt dét, man rejser ud efter, når man vælger et afrikansk land, der endnu ikke er overrendt af »bush and beach«-horder, som det så rammende er beskrevet om andre nationer – nemlig autencitet.
Rejseguiden Lonely Planet har kåret Malawi som et af de ti rejsemål, der er værd at opsøge i 2014, fordi det er »et Afrika for begyndere«.
Man kan stadig nå at opleve det enkle liv og den storslåede natur, som har draget mange andre mod kontinentet før os, og herude i Salima virker det stadig næsten uberørt af moderne tider.
Da flyet fra Addis Abeba i Etiopien nærmer sig Malawis hovedstad Lilongwe, har vi allerede set det aflange land fra oven som det smukkeste grønne kludetæppe af skovområder, savanne og de mange dyrkede marker med tobak, majs, bomuld, mango og bananer. Men man skal ikke tage fejl af denne svulmende frodighed; den er desværre ikke ensbetydende med velstand.
Lillebroderen, Malawi
Den lille, lidt oversete sydøstafrikanske stat, klemt inde mellem storebrødrene Zambia, Tanzania og Mozambique, rangerer som verdens ottende fattigste land med dårlig infrastruktur, høj fattigdomsrate, begrænsede uddannelsesmuligheder og en ustabil offentlig administration.
Normalt ikke et trækplaster som turistdestination, men den manglende eller langsomme udvikling, især i landdistrikterne, kombineret med en vild eller meget nænsomt præserveret natur giver netop den førstegangsbesøgende indtryk af at være kommet til det ægte Afrika.
De tidligste europæiske gæster var portugiserne, som allerede i 1600-tallet handlede med lokale stammer, derefter fulgte en alliance med arabiske handelsfolk, som blandt andet stod for mange årtiers deportation af indfødte til slavearbejde.
Det var på sit højeste nogenlunde samtidig med, at en af de mest berømte Afrika-eventyrere, Dr. David Livingstone, i 1859 nåede til Malawi-søen. Da han kom til Shire-højlandet syd for søen, proklamerede han, at det var ideelt som europæisk bosættelse, og i de efterfølgende årtier fulgte anglikanske og presbyterianske missionærer, der slog sig ned for at hverve medlemmer til deres menigheder.
De fik selskab af britiske investorer, som så en fremtid i det nyopdagede land, og for at beskytte deres interesser, blev først Shire og senere resten af landet et britisk protektorat, som fra 1907 blev kaldt Nyasaland indtil uafhængigheden i 1964, hvor det skiftede navn igen til Malawi.
Dr. Livingstone fik opkaldt en by efter sig, men i den nordlige ende af søen, langt væk fra Shire.
Efter flere forgæves forsøg på at etablere en mission sydpå ved Cape Maclear på grund af malariadødsfald, drog tilhængere af den skotske frikirke under Dr. Robert Laws i 1894 op til det bjergrige nord og slog sig ned i landsbyen Khondowe, 900 meter over havoverfladen. Da de havde bygget deres huse og kirke, kaldte de den for Livingstonia til ære for pioneren.
Det er der ikke blevet ændret på, og byen er i dag et levende monument over den britiske kolonitid med intakte bygninger fra dengang – også det gamle hospital, der en overgang var Centralafrikas største.
En del af verdensarven
Ellers er det den geografiske mangfoldighed, både heroppe og andre steder, som lokker nutidens eventyrere til landet – og ikke mindst til kysten langs den 560 km meter lange og 80 km brede Lake Malawi, som Dr. Livingstone så poetisk omtalte som »stjernesøen« på grund af dens solglitrende overflade.
Nutidens eksperter kalder den verdensarv, fordi den er det næstvigtigste sted i verden efter Galapagos-øerne for studier af evolutionens historie. Den har det største udvalg af tropiske fisk i nogen ferskvandssø i verden, og næsten 500 forskellige arter alene af de farvestrålende cichlider.
Det er med til at gøre søen tiltrækkende for især snorkelturister. Det har også lokket Lea Jeanica Madsen og Nilas Møller fra København til et af de populæreste steder, Nkhata Bay, i den nordlige del, som er rent paradis for backpackere. De er på rundrejse i regionen med rygsæk og er blevet meget begejstrede for Malawi, også sammenlignet med nabolandene.
»Vi oplever en hel anden venlighed og hjælpsomhed end i Zambia og Mozambique, og så er infrastrukturen trods alt bedre her. Alligevel kørte vores bus fra Lilongwe i grøften på vej til Nkhata Bay, men vi fik et lift med det samme med en lokal læge, som skulle samme vej, og det var en god måde at lære noget mere om landet på, fordi han talte godt engelsk. Vi har også talt med andre turister, som har blaffet uden problemer, alle her er meget imødekommende og ivrige efter at fortælle om deres land,« siger Nilas Møller.
Med forholdsreglerne i orden
Både Zambia og Tanzania er kendt for vildere natur og flere af de store dyr, som de fleste kommer til Afrika for at opleve, men de to dansksere synes begge, at naturen her i Malawi bestemt også har noget at byde på; og fordi turismen ikke er så organiseret og udbredt endnu, er det et godt begynder-land.
- Det føles også rigtig sikkert at rejse her. Nu er vi et par, men jeg ville ikke være utryg ved at rejse alene eller med en veninde. Malawi er et konservativt land, men hvis man bruger sin fornuft og ikke går øde steder efter mørkets frembrud, hverken alene eller to, og som kvinde er klædt ærbart på – hernede er det at dække sine knæ – så sker der ikke noget. De er mindst lige så nysgerrige på os, som vi er på dem,« siger Lea Jeanica Madsen.
Parret havde håbet på at kunne komme på et primitivt cruise tværs over søen til øerne Likoma og Chimuzulu, der ligger tæt på Mozambique-kysten, men tilhører Malawi.
Øerne er kendt for sine postkort-perfekte sandstrande, i stil med dem vi kender fra Caribien, til badning og dykning, men også vilde terræn til hiking og mountain biking. Desværre sejlede færgen ikke lige i de dage.
»Hvis man ikke allerede har tålmodighed med i bagagen, får man det hurtigt undervejs. Man skal være indstillet på Afrika-tid, hvor ting ikke altid fungerer, det går meget langsomt og der i øvrigt ikke er en begrundelse for det. Det er slowlife, men også en del af charmen ved at være her,« siger Lea Jeanica Madsen og Nilas Møller.
5 parker fra nord til syd
1. Nyika National Park
Helt oppe mod nord ligger Malawis første nationalpark fra 1965 på 3.200 km2 som hjem for den største gruppe leoparder i hele Central Afrika. Man kan også se løver og elefanter, bøfler og zebra, og – hvis man tør – både på mountainbike og til fods. Det er ikke kun dyrene, som er fredede, plateauet har 200 forskellige orkidé-sorter og sjældne enebærbuske, mens man gerne må fiske efter laks og ørred i søerne.
2. Nkhotakota Wildlife Reserve
Indtil for få år siden var det uvejsomme terræn omkring Chipata-bjerget på 1.300 meter i central Malawi lovløst område for krybskytter, men efter en økonomisk indsprøjtning fra Verdensbanken er de 1.800 km2 i nationalparken forvandlet til et sikkert sted for både dyr og mennesker – hvis man da har mod på at tage turen i kajak på Bua-floden, hvor krododillerne holder til. Der er også bøfler, leoparder, aber og masser af fugleliv. buariverlodge.com
3. Majete Wildlife Reserve
Her kan man se, hvad der betog Dr. Livingstone i sin tid. Sydvest for byen Blantyre ligger Rift-dalen, og 700 km2 af den er dedikeret til naturparken, hvor man har genindsat en løvebestand. Løverne lever side om side med krokodiller og flodheste i Shire-floden, elefanter og bøfler på savannen samt antiloper i skoven. For menneskelige luksusdyr er boutique-hotellet Mkulumadzi Camp et must.
4. Mount Mulanje
Øst for Blantyre venter et dramatisk landskab i Mulanje-massivet, hvis højeste punkt er 3.000 meter. Det er paradis for vandrere og klatrere, som kan fylde vandflasken i bjergbækkene og overnatte i de små hytter undervejs, men det anbefales at have lokale guider med. Vil man udfordres ekstra, er der hvert år i juli terrænløbet Mt Mulanje Porter’s Race på 25 km, som alle forventes at gennemføre på tre timer.
5. Liwonde National Park
Ved Malawi-søens sydspids tæt på grænsen til Mozambique ligger naturparken, der er noget mindre end Majete i areal, men har en overflod af dyr til sammenligning: over hundredevis af elefanter og vandbøfler, et par tusinde flodheste og krokodiller. Der er masser af hjorte og antiloper samt 400 af Malawis 650 forskellige fuglearter. Der er 4WD-safari både dag og nat på egen hånd eller i parkens biler, hvis man bor på en af deres lodges.
