Fredag den 26. juni lukker skolerne for sommeren. Det betyder, at omkring 90.000 danskere rejser på ferie fra Københavns Lufthavn. Passagerer rådes til at være i god tid.

Hvis du er en af dem, der rejser på sommerferie fredag, kan du ligeså godt forberede dig: Der bliver travlt i Københavns Lufthavn.

Fredag den 26. juni er nemlig årets største rejsedag, »Store Rejsedag«, hvor skoleferien starter.

I år forventes flere end 90.000 passagerer at rejse igennem Københavns Lufthavn på »Store Rejsedag«. Det bedste råd, lufthavnen giver de passagerer, der rejser afsted på ferie den dag, er derfor at forberede sig på flyveturen hjemmefra:

»Tjek ind hjemmefra eller ved automaterne i lufthavnen. Forbered dig også hjemmefra på security-tjekket og pak håndbagagen rigtigt. Ingen væske over 100 milliliter i 1-liters plasticposen, ingen knive, lightergas og andet, der ville kunne bruges som våben,« lyder rådene fra lufthavnen.

»Store Rejsedag« er ikke dagen, man som passager skal vælge at komme halsende til terminalen i sidste øjeblik. »Kom til tiden,« lyder det fra Københavns Lufthavn. Det er typisk to timer før afrejse til en europæisk destination og tre timer før på de lange rejser.

Sidste år var Københavns Lufthavn tæt på at runde 100.000 passagerer på Store Rejsedag. I år har danskerne tilsyneladende spredt afrejsen mere ud. Der er også færre krydstogtpassagerer i år, og alt i alt giver det et lavere antal passagerer på »Store Rejsedag« i år.

Det betyder, at der er mange store rejsedage frem til 20. juli. Frem til slutningen af august er der i følge prognoserne 25 rejsedage, hvor omkring 90.000 passagerer rejser igennem Københavns Lufthavn om dagen. Det svarer til knap halvdelen af indbyggertallet i Aalborg eller Odense.

På de travleste sommerdage lander og letter op imod 800 fly i Københavns Lufthavn. Gennemsnittet ligger på knap 700 starter og landinger. Midt i juli begynder antallet af passagerer, der lander i lufthavnen, at overstige antallet af passagerer, der rejser fra lufthavnen, når danskerne og svenskerne vender hjem igen fra ferie.

Københavns Lufthavn åbner familiespor i Security på de største rejsedage for at lette presset.