Øresunds-naboen har fået stjernedrys fra Michelin, men det folkelige køkken og kaffebarerne har også fået et løft, så udflugten til Malmø bliver krydret med velsmag, hvis man vover sig væk fra de sædvanlige hovedstrøg.

»Vi svenskere kan se, at I har fat i noget af det rigtige, og derfor har mange restauranter og caféer taget det nynordiske manifest fra Danmark til sig,« siger Linda Dahl.

Hun er vores guide på en tur rundt til de mindre kendte steder i Malmø, hvor hun vil vise, at man også her sætter en ære i det lokale særpræg.

»Vi laver en kopi af København, men vi tager udgangspunkt i vores egen DNA og fremelsker det særpræg som svensk mad og svenske råvarer har,« siger hun.

Det har givet pote med Michelin-stjerner til Vollmers på Tegelgårdsgatan, Bloom in the Park i Pildammsparken og Ambiance à Vindåkra, der har til huse i en gammel bondegård et stykke uden for Malmø.

Men det er lige så meget det folkelige køkken og kaffebarerne, som har fået et løft, så en udflugt til Øresunds-naboen ikke behøver at ende i korv med mos eller rejesalat.

1. Madgarage

Madgarage.
Madgarage. Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

Det tager kun et lille kvarter at gå fra Centralstationen til Frihavnens smarteste madsted, Saltimporten Canteen, og det gør mange, selv om det primært er kantine for de etablerede og spirende virksomheder, der holder til herude.

Den er startet af Ola Rudin og Sebastian Persson, egentlig som noget midlertidigt, men de har fået succes i betonlokalerne, der mest minder om en renoveret garage med langborde, hvor man sætter sig med sin tallerken og tager af karaffelvandet, medmindre man foretrækker sodavand, øl eller naturvin.

Der er kun åbent et par timer til frokost på hverdage med to retter, en animalsk eller en vegetar i genren hip husmandskost, der kan suppleres med hjemmebagt surdejsbrød, dagens kage til kaffen og gratis udsigt til Turning Torso i det fjerne.

Info: Grimsbygatan 2, saltimporten.com

2. Strisserkaffe

Uggla Kaffebar.
Uggla Kaffebar. Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

Kvarteret omkring Sankt Knuts Torgved Admiralsgataner blevet en kaffe-oase med seriøse barristaer bag disken, men Uggla Kaffebar har noget specielt at tilbyde: snuttkaffe. Det er et svensk fænomen, der oversat fra svensk slang betyder strisserkaffe.

Det er den bryg, som patruljerende betjente tidligere fik serveret i en pause, eller for at give usynlig beskyttelse ved sin tilstedeværelse. Den skulle være stærk, sort, høj på koffein og altid serveret i krus med låg, så betjentene kunne tage den med sig i en fart, hvis der var udrykning.

Johanna Lindskog og Ajje Ljungberg gør det så godt, at de har fået en pris som »Årets Stjerneskud« indenfor deres genre i White Guide.

Info: S:TKnutsTorg 16, ugglakaffebar.se

3. Økobrød

Det økologiske bageri Søderberg og Sara.
Det økologiske bageri Søderberg og Sara. Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

Svenskerne kommer ganske tæt på vores rugbrød med det grove kavring, ikke mindst i det økologiske bageri Søderberg og Sara.

Man anvender udelukkende mel fra lokale leverandører og bager brødet i stenovn. Har man lyst til at smage det på stedet, er der et lille rustikt café-lokale med vintage-møbler, hvor man kan »fika«, det svenske udtryk for en pause med kaffe og brød.

Info: MästerDanielsgatan 3, soderbergsara.se

4. Folkekøkken

Far I Hatten.
Far I Hatten. Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

København har de små haver på Pile Allé, Malmø har Far I Hatten. Restauranten blev bygget i Folkets Park allerede i 1892, og det er som at komme ind i en folkelig tidslomme, fordi en stor del af interiør og eksteriør er bevaret, selv om der kom nye ejere for et par år siden og moderniserede menukortet, så man også tiltrækker et yngre publikum.

I sommerhalvåret er der udeservering af grove sandwich, salater, burgers og pizza fra en brændefyret ovn ved farverige caféborde under kulørte lysguirlander. Ofte akkompagneret af DJs og aukustiske bands på den velbevarede musikscene.

Den lysthus-agtige restaurant har åbent hele året. Her har man heller ikke ændret meget på interiøret, men derimod dyrket det kitschede med originalt tapet, billeder og møbler fra en svunden tid.

I køkkenet hersker Simon Lennblad, som tidligt begynder at samle forråd til at sylte og konservere, så smagen af sommer varer hele året sammen med sæsonens friske råvarer, der serveres i aftenmenuer med 3-5 retter.

Info: Folkets Park, farihatten.se

5. Torvefrisk

Møllevangstorget
Møllevangstorget Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

Møllevangstorget i kvarteret Åkern, lige på kanten af det kendte og mondæne Malmø Centrum bagved shoppingcentret Triangel, har de sidste 25 år haft madmarked hver dag indtil kl. 15.

Her finder man dagens friske høst, og da mange nysvenskere også har stader her, kan man desuden få anderledes råvarer og krydderier. Og ellers ligger der mange permanente etniske specialbutikker og restauranter hele vejen rundt om torvet.

Info: Møllevangstorget

6. Svenskerøl

Söder om Småland.
Söder om Småland. Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

Mikael Wertheim synes, man skal støtte op om de svenske mikrobryggerier, men sammenligner alligevel nogle af dem med Mikkellers i København – for at give en idé om, i hvilken retning smagen går på kvalitets-øllene i hans afslappede restaurant Söder om Småland, rundt om hjørnet fra Møllevangstorget.

Han serverer primært øl og indimellem cider til kunderne, som både kommer for en fyraftensdrink og for at spise i den skandinavisk indrettede restaurant med lyse almue-inspirerede møbler og rustikt træ. Menuen er, som restaurantens navn siger, terroir-køkken fra det sydlige Sverige med et moderne twist.

Info: Claesgatan 8

7. Flyversjusser

Clarion.
Clarion. Foto: Elsebeth Mouritzen
Vis mere

Man behøver ikke bo på Malmøs nyeste og højeste hotel for at nappe en drink på 25. etage. Elevatoren flyver gæsterne 85 meter over gadeniveau til sjusser og cocktails, og de store panoramavinduer i Sky Bar giver udsigt til Turning Torso og den nye bydel Västra Hamnen i den gamle industrihavn.

Er drinksene ikke nok til at komme i den syvende himmel, ligger der ved siden af skybaren den internationale restaurant Kitchen &Table, skabt af den svenske komet-kok Marcus Samuelsson, der er mere kendt på Manhattan end i Malmø.

Info: Citadellsvägen 4, clarion.nu