Efteråret er højsæson for forfatterfestivaler i Canada, som er kendt for sine læseheste og store interesse for litteratur. Vi guider til seks specielle boghandlere af den slags, man ikke finder andre steder.

Canada er et mekka for bogelskere. Landet sætter en stor ære i at bringe læsning ud til selv de fjerneste egne, og efterårets tilbagevendende forfatterfestivaler åbner mulighed for at møde forfatterne live. De fire største finder sted i Calgary, Toronto, Vancouver og Ottawa og har i år dansk repræsentation af Sara Blædel, hvis seneste roman »De glemte piger« netop er udkommet på engelsk.

Festivalerne fungerer som vitaminindsprøjtning for såvel forfatterne selv, som for de mange besøgende, der dels kan opleve (gratis) oplæsninger, dels kan møde forfatterne personligt i de midlertidige boghandlere, der etableres på stedet.

Men er man ikke lige i Canada under en af festivalerne, er der stadig råd for danske læseheste, der gerne vil litteratur i en anden form end den, man finder i kædebutikker.

For man finder uafhængige boghandlere i rigt mål – primært i de mindre sidegader – og det med bøger, man ikke vidste eksisterede, eller bøger, der er udgået fra forlagene og ikke kan købes via nettet. Der findes et livligt marked for såvel nye som brugte bøger, og ifølge samtlige de boghandlere, som Rejseliv har besøgt, er den fysiske bog på vej tilbage også hos de yngre generationer, der savner noget følbart at fordybe sig i uden digitale forstyrrelser.

Her er seks særlige boghandlere i de store byer i det vestlige og østlige Canada, Vancouver og Toronto.

VANCOUVER:

1. MacLeod’s Books

MacLeod’s Books.
MacLeod’s Books. Foto: Abelone Glahn
Vis mere

I kvarteret tæt på Gastown ligger de sidste fire boghandlere, der endnu er tilbage i downtown, alle med brugte bøger. Huslejerne er steget så voldsomt de seneste år, at den store boghandlerkæde Chapters, der ellers er rigt repræsenteret rundt om i Canada, har måttet flytte ud til forstæderne.

På hjørnet af West Pender Street og Richards Street ligger MacLeod’s Books, det ældste antikvariat. Åbnet i 1960erne og i dag ejet af Don Stewart.

Fra gulv til loft, på stole, i bunker på gulvet, på mærkelige interimistiske hylder, over alt er bøger. I særlige aflåste glasskabe står de virkelig sjældne udgaver.

Don har adskillige medarbejdere og en kimende telefon. Han opkøber bøger og gemmer længe, for bøger kasserer man jo nødigt.

»Her i sommer søgte en franskmand fra Toulouse efter opslagsværker om fransk slægtsforskning, og jeg fandt særlig bog med optegnelser over netop slægterne i Toulouse. Den var en del af en samling, jeg købte for 25 år siden,« fortæller han.

macleodsbooks.com

2. Albion Books

Albion Books.
Albion Books. Foto: Abelone Glahn
Vis mere

Skråt over for MacLeod’s Books ligger et andet antikvariat, Albion Books (stort foto). Navnet er taget fra William Blakes digt »Visions of The Daughters of Albion«.

Her står bøgerne dog ikke på gulvet, men tætpakket i det forholdsvis lille lokale.

Bag en disk med brugte klassiske cd’er sidder David Beaver, der har haft boghandlen i 32 år, og læser en krimi.

»At den sidste Chapters boghandel lukkede i downtown har betydet øget salg for os,« fortæller han, mens han skyder sin slidte kasket om i nakken og undskylder rodet i sit »kontor«.

Hans overbevisning er, at folk gerne vil have rigtige bøger at røre ved, og selv om nettet kan levere bognyheder hurtigt, er der mange, som ønsker tidligere udgivelser eller har tid at vente, til en bog bliver til en genbrugsvare.

albionbooks.ca

3. Little Sister’s Book and Art Emporium

Little Sister’s Book and Art Emporium.
Little Sister’s Book and Art Emporium. Foto: Abelone Glahn
Vis mere

For enden af en lang smøge lokker det pinklysende neonskilt for den kontroversielle boghandel for bøsser og lesbiske.

I gaykvarteret omkring Davie Street er fodgængerovergangene regnbuefarvede, og i de nærliggende caféer vajer regnbueflaget i vinduerne.

Boghandlen blev stiftet for 20 år siden og blev i mange år chikaneret af det canadiske toldvæsen, der tilbageholdt eller forsinkede forskelligt udstyr, som overskred grænserne for, hvad toldvæsenet mente var acceptabel import. Men boghandlen rejste sag, og ved hjælp af donationer lykkedes det at føre og vinde søgsmålet, så diverse sexlegetøj, dildoer, lak og læderudstyr kunne importeres.

Internethandlen har formindsket den ellers velvoksne boghandels udvalg af printet materiale, så festligt udstyr i pink, lilla og sort i dag dominerer to tredjedele af boghandlen. Kunderne køber bøgerne på nettet, men udstyret vil de gerne kunne hente, umiddelbart inden det skal bruges: Fredage er kogende i forretningen, hvor mange også kommer for blot at lufte deres almindelige frustrationer over tilværelsen, fortæller forretningsleder Don Wilson.

Der er åbent kl. 10-22, og forretningen har også en omfattende samling af postkort, der tiltrækker især den ældre generation. En hjertestyrkning kan med stor nydelse indtages på den nærliggende Melriches Coffeeshop House.

littlesisters.ca

4. Munro’s Books

Munro’s Books.
Munro’s Books. Foto: Abelone Glahn
Vis mere

Jim Munros boghandel i Victoria på Vancouver Island er indrettet i en tidligere bank. Hvælvingerne er smykket med gobeliner, der forestiller årstiderne og en lang række udvalgte litterære værker omsat til billedsprog. De er udført af den prisbelønnede Carole Sabiston, som Jim Munro giftede sig med efter at være blevet skilt fra nobelprismodtageren og novelleforfatteren Alice Munro. I bankens tidligere bokse opbevares et lager bag store jerndøre.

Boghandlen er overordentlig velassorteret og har alle de nye bøger og en særlig udbygget sektion med lyrik og historie. En trofast kunde kommer hver dag og bladrer i bøger, før han køber et eksemplar. En anden fast kunde kommer en gang om ugen og køber op til tyve bøger ad gangen.

En af årsagerne til, at boghandlen fortsætter, er, at Jim Munro ejer lokalerne. Han påvirkes ikke af huslejestigninger på samme måde som de forretninger, der lejer sig ind. En anden årsag er, at personalet er dygtigt uddannet og har hver deres særlige kendskab til et område.

munrobooks.com

TORONTO

5. She Said Boom!

She Said Boom!
She Said Boom! Foto: Abelone Glahn
Vis mere

»Hello, She Said Boom,« smiler den travle ekspedient med blandt andet en vinylplade tatoveret på underarmen i telefonen til en kunde, der søger en særlig bog.

Den mærkelige indgangsreplik er også titlen på en sang, som et femtekolonne-kvindeband havde et stort hit med i 1980erne, og som ejeren kendte godt.

I vinduet er fremtrukket en ærbødig række af Henning Mankells bøger, og på hylderne er andre skandinaviske forfattere også godt repræsenteret. Boghandlen er en god blanding af brugte bøger og vinyler og cd’er i kæmpekasser midt ned gennem lokalet.

Her får pensionisterne et par dollar tilbage, hvis de afleverer en bog, før de køber en ny. She Said boom! har to forretninger i Toronto.

shesaidboom.ca

6. Monkey’s Paw

Monkey’s Paw.
Monkey’s Paw. Foto: Abelone Glahn
Vis mere

Siden Stephen Fowler som ganske ung arbejdede i en boghandel, hvor en excentrisk kollega havde samlet alle de vanskeligt salgbare, men sære og sjove bøger i et rum i kælderen, har han altid haft lyst til at åbne en boghandel med disse flop.

Derfor ved man i Monkey’s Paw aldrig helt, hvad man får – fuldstændig som i W.W. Jacobs’ fortælling »Abehånden«, som har lagt navn til boghandlen.

Her er kun samlet de sære bøger, som man formentlig ikke vidste eksisterede, men som man (håber Stephen Fowler) ikke kan leve uden. Boghandlen er berømt for sin Biblio-Mat – en automat, hvor man for to dollar kan trække en brugt bog af en vis kvalitet. Automaten er blevet så populær, at den er lige ved at blive en møllesten om halsen, fordi der skal findes så mange gode, men overraskende bøger. Stephen sælger 100 bøger om ugen via denne Biblio-Mat.

I øvrigt skal man skynde sig at besøge boghandlen, for lejemålet er opsagt, og Stephen Fowler leder efter nye og større lokaler.

monkeyspaw.com