For mange danskere er naturen den altoverskyggende attraktion i det kolde nord, men der er også masser af andre oplevelser at hente. Vi guider til nogle anderledes oplevelser i seks nordiske hovedstæder.

1. Nuuk

Der er grønlandske kunstnere i udstillingslokalerne i Katuaq, Grønlandsk Kulturhus. I januar udstiller skulptør Jens Kjeldsen sine kunstværker hugget i sten. I februar er det multikunstneren Jessie Kleemann, der er på programmet, og i marts billedkunstneren Niels Motzfeldt.

Efter den visuelle kunst, kan man få kunst for maven i Restaurant Nipisa, en af byens bedste restauranter, hvor grønlandske råvarer er basis for gourmet-serveringer, der i øvrigt også er en fryd for øjet.

  • Hvad: kunst for øjet og for maven
  • Hvor: Katuaq – Grønlands Kulturhus/Restaurant Nipisa
  • Hvornår: Dagligt onsdag-søndag
  • Hvor meget: Gratis/Fra søndagsbrunch til 5-retters menuer med vin til 1.200 kr.
  • Info:
  • katuaq.gl
  • facebook.com/Restaurant-nipisa

2. Oslo

Nobels Fredspris uddeles hvert år i december på Oslo Rådhus, og i år er det unge pakistanske Malala Yousafsai og indiske Kailash Satyarthi, der tildeles den ærefulde pris og en sum på knap 6,5 millioner kroner for deres kamp for børn og unges rettigheder.

I forbindelse med prisuddelingen holdes Nobels Fredspriskoncert, hvor kunstnere fra hele verden optræder i et storslået show til ære for prisvinderne, der selv vil overvære showet.

På scenen er blandt andre sangeren Ustad Rahat Fateh Ali Khan. Han er en utrolig populære kunstner i både Indien og Pakistan.

  • Hvad: Nobels Fredspriskoncert 2014
  • Hvor: Oslo Spektrum
  • Hvornår: 11. december kl. 19.30
  • Hvor meget: Pris fra 530 kr. pr. billet
  • Info:
  • nobelpeaceprizeconcert.org

3. Stockholm

Den franske maler Henri Matisse er kendt for sine farverige penselstrøg og ekspressionistiske papirkunst. Hans værker inspirerede mange unge kunstnere i hans samtid, og en udstilling på museet Waldemarsudde samler værker af både Matisse selv og en række kunstnere fra Norge og Sverige, der studerede hos den store maler i Paris.

Udstillingen hedder »Inspiration Matisse!« og sætter netop fokus på, hvordan Matisses strøg og skole kan ses i elevernes kunst i både maleri, teaterscenografi, skitser af kostumer, grafik og kunsthåndværk. Blandt dem er navne som Isaac Grünewald og Sigrid Hjertén.

  • Hvad: Kunstudstillingen »Inspiration Matisse!«
  • Hvor: Museet Waldemarsudde
  • Hvornår: Frem til 15. februar 2015
  • Hvor meget: 97 kr. for voksne.
  • Info:
  • waldemarsudde.se

4. Reykjavik

Midt i de lange mørke vintermåneder eksploderer Islands hovedstad for en kort periode i lys, når bygninger og pladser bliver oplyst af kunstneriske installationer under Vinterlysfestivalen. Bl.a. kan man gå »Over the Bridge« – en interaktiv installation af danske Tine Bech, som farver en forgængerbro med skyer af pink, når folk krydser den.

På Museumsnatten åbner 40 museer dørene for gæster, der gratis kan komme ind og opleve udstillinger og specielle events i midnats-mørket. Mange af byens svømmebassiner bliver også oplyste og åbne for offentligheden på Pool Night, hvor der vil være musik og vandaktiviteter.

  • Hvad: Winter Lights Festival
  • Hvor: Reykjavik
  • Hvornår: 6.-15. februar 2015
  • Hvor meget: Gratis
  • Info:
  • winterlightsfestival.is

5. Helsinki

Der bliver motordrøn og hjulspin, når Nordens største motorcykelmesse gasser op i Helsinki.

Alle producenternes nyeste kværne og de gamle nostalgiske motorcykler vil være til stede her sammen med scootere, choppere, nyt gear og alt, hvad motorentusiaster ellers kunne drømme om af fart og metal.

Petrol Circus er en stor udstilling af specialbyggede motorcykler, og i SuperCross Arena kan man se crossere kaste sig rundt på bakkede baner til Finlandsmesterskaberne i SuperCross 2015. Alle shows vil være inkluderet i prisen, når man køber billet til udstillingen.

  • Hvad: MP 15 Motor Cycle Exhibition
  • Hvor: Messecentret Messukeskus
  • Hvornår: 30. januar - 01. februar 2015
  • Hvor meget: ca. 140 kr.
  • Info:
  • messukeskus.com

6. Torshavn

Livlige toner og varm stemning kommer til at strømme ud i Færøernes vintermørke fra spillesteder rundt i det centrale Torshavn, når jazzmusikere går på scenen til byens Vinterjazzfestival.

Det er kunstnere fra det færøske jazzmiljø samt internationale navne som den nederlandske gruppe Focus, Espen Berg Trio fra Norge og den danske multiinstrumentalist Anders Lauge Meldgaards med sit farverige og festlige soloprojekt Frisk Frugt.

Der spilles op på spillestederne Reinsaríið, Hvonn, Sirkus, Kaffihúsið og Nordens Hus, hvor der 1. februar spilles en børnekoncert. Det er syvende gang, at festivalen afholdes.

  • Hvad: Vinterjazzfestival
  • Hvor: Centrum af Torshavn
  • Hvornår: 27. januar-1. februar 2015
  • Hvor meget: 300 kr.
  • Info:
  • visittorshavn.fo
  • nlh.fo