Barcelonas multietniske kvarter var engang blandt byens mest berygtede. I dag er hipsterne rykket ind, og Raval boomer af sjove steder at spise, shoppe, drikke og opleve lokal kultur.

1. Barcelona fra toppen

Hvad: Hotel Barceló / Bar 360 grader

Hvor: Rambla del Raval

Hvor meget: Et værelse koster fra 100 euro afhængig af årstid og ugedag.

Info: barcelo.com

Da den firestjernede hotelkæde Barceló besluttede sig for at rykke ind i Raval i starten af 2000erne, rynkede mange på brynene.

Det var kort tid efter, at det lokale styre havde besluttet sig for at rydde op i bydelen. En ny hovedgade, Rambla del Raval, blev etableret for at gøre det mere oplagt at promenere i den del af kvarteret, der ellers mest var kendt for prostitution, kriminalitet og snuskede barer. Med andre ord var Raval et område, mange guidebøger advarede turister mod at træde ind i.

I dag er det gennemdesignede cylinderformede hotel, som åbnede i 2008, umuligt ikke at få øje på. Det rager op i kvarteret og er pakket ind i et metalgitter – efter sigende for at skabe et neutralt udtryk, men også som et ’filter’, så man fra værelserne får fornemmelsen af at være langt væk og tæt på Raval på en og samme tid. Ideen har været at skabe et sted, der også er åbent for den øvrige by.

Så selv om du ikke har hverken penge eller lyst til at bo på hotellet, er det et besøg værd i sommerhalvåret, maj-oktober, hvor du kan drikke en drink i baren 360 grader på taget med storslået udsigt til alle sider.

2. Lokal kultur

Hvad: CCCB

Hvor: Montalegre 5

Hvor meget: 4-8 euro

Info: cccb.org

Kulturcentret med det meget lidt mundrette navn Centro de Cultura Contemporánia de Barcelona er ikke nær så ofte på besøgendes ’must-see’-liste som det storstilede museum for moderne kunst, MACBA, få meter væk.

Men der er flere gode grund til også at stikke hovedet ind ad den knap så synlige indgang over for universitets filosofiske fakultet. CCCB består af en bygning, som i 1800-tallet husede fattige, men som fra 1956 stod tom, frem til man i slutningen af 1980erne besluttede, at den skulle bruges til at løfte kulturen i Raval.

I 1990erne fik den tilføjet en gigantisk glasfacade, der spejler byen – på en god dag kan man se Barcelonas skyline og endda skimte stranden ved at læne sig tilbage og betragte spejlingen i det skrå glasparti. Så selv om du skulle være mæt af kultur, er gården et besøg værd.

Oplev desuden både nutidige og afdøde catalanske kunstnere – netop nu fotokunstneren Arissa (1900-1980), som var en af Barcelonas store avantgarde-fotografer. Stedet har desuden en fin lille butik med design, filosofiske bøger og postkort, og den første søndag i hver måned kan man (gratis) komme op i CCCBs observatorium, hvor man også kan se Barcelona fra oven.

3. Kunst og kluns

Hvad: Background

Hvor: Joaquín Costa 38

Hvor meget: Tøj fra 30 euro, kunst fra 10 euro

Info: wearebackground.com

Fixie-cykler, fuldskæg og urban wear bliver i højere og højere grad bliver associeret med Raval – ikke mindst i de to parallelgader Carrer de la luna og Joaquín Costa, hvor pakistanske grønthandlere, butikker med indisk tingel-tangel og elektronikbikse de seneste år er blevet erstattet og suppleret med cocktailbarer, cykelbutikker og tøjbutikker, hvor både catalanske og udenlandske designere og kunstnere har fået et nyt udstillingsvindue.

Background byder både på tøj og kunst.
Background byder både på tøj og kunst.
Vis mere

En af de senest tilkomne, Background, åbnede i sommer og er ejet af et lokalt makkerpar, hvoraf den ene er tidligere gallerist – stedet har netop slået sig op på at blande kunst og tøj.

I den forreste del af butikken kan du købe mærker som franske Champanya, det lokale Hungry Castle (spanske kunstnere, der udsmykker tøj) og engelske Lazy OAF plus en række accessoires og LPer, mens bunden er indrettet som et lille galleri med kunst, der primært består af grafisk design – fra tegninger af ikonisk Barcelona-arkitektur til abstrakte og ironiske motiver.

Stedet holder løbende udstillinger med ny kunst og grafik, som koster fra 10 euro.

4. Japan møder Spanien

Hvad: Dos Palillos

Hvor: Carrer d’Elisabets 9

Hvor meget: Tapas fra ca. 5-15 euro. Tastingmenu: 90 euro plus drikkevarer.

Info: dospalillos.com

Du er sikkert rejst til Barcelona for at spise tapas, men hvis du – som jeg – er fortabt i det asiatiske køkken, er Dos Palillos stedet.

Her kombinerer den tidligere El Bulli-kok Albert Raurich de to madtraditioner i restauranten, der er inspireret af lande som Japan, Thailand, Vietnam og Kina.

Dos Palillos åbnede i 2008, og fire år senere besluttede Michelinguiden, at eksperimentet var så vellykket, at stedet fik tildelt en stjerne. Kortet indeholder alt fra wokretter til cirka 25 forskellige slags tapas, som omfatter både sushi, kylling og eksempelvis noget så utraditionelt som miniburgere med ingefær.

Hvis du har god tid – og lyst til at lægge 90 euro plus drikkevarer, er det oplagt at gå om bord i tastingmenuen, der kommer omkring temaer som sushi, kød, friske grøntsager, desserter og, naturligvis, sake, vin eller øl.

Stedet er åbent tirsdag-lørdag, dog ikke for frokostgæster tirsdag-onsdag. I hverdage er det en god ide at reservere bord 3-4 dage før besøget, mens weekenderne kræver en reservation på op til 4 uger før.

Om sommeren er der mulighed for at spise udenfor på terrassen, ligesom man altid kan vælge at sætte sig i baren lige inden for indgangen, hvor der ikke kræves reservation.

5. Tapas og cocktails

Hvad: Bar 68

Hvor: Carrer de Sant Pau, 68

Hvor meget: cocktails: 7-14 euro. Tapas fra 2-11 euro. Tastingmenu: 68 euro.

Info: www.facebook.com/bar68barcelona

Bar 68 genåbnede i en helt ny version i sommer og er blevet lidt af et hang-out for alle, der er med på cocktailbølgen, og som er til det, man uden at overdrive kan kalde elaborerede tapas.

Ideen med menukortet er at kombinere cocktails med mad, og køkkenchefen Kaya Jacobs, som blandt andet har tilbragt to år hos en af Cataloniens kendte kokke Albert Adrià, disker op med små portioner, der henter inspiration fra både Asien og Italien – fra samosaer med kulmule til oksetunge på tacoskaller med radiser.

Cocktailkortet byder på klassikere som Daiquiri og Margarita plus stedets specialiteter, f.eks. Zombie, der udover tre slags rom indeholder krydderier som karry for at afspejle mangfoldigheden i kvarteret. Prøv evt. barens tasting menu for 68 euro, hvor de mange små portioner er parret med bobler eller cocktails.

En aften på stedet kan koste fra 20 euro – hvis man bestiller en solid omgang spaghetti bolognese for 16 euro (der skulle efter sigende være nok til to) og vælger øl frem for cocktails, til cirka 70 euro, hvis planen er at udforske både cocktail- og tapaskortet.

Hvis du er interesseret i indretning og fotokunst, er der også nok at se på i baren. Hvad med et veltrænet fodboldben i stilethæl?