En ferie i Californien lig med en tur på stranden. Her er fem forskellige strande – fra den eksotiske til den med surferne. De byder alle på noget ud over det sædvanlige.

1. DEN EKSOTISKE

  • Hvad: 1000 Steps Beach
  • Hvor: Tag trappen ned ved 9th Street på South Coast Highway i Laguna Beach

Selv om der langt fra er tusind trin (der er »kun« omtrent 230) på den smalle trappe, der fører fra South Coast Highway ned til 1000 Steps Beach, er det til gengæld umuligt at overdrive, hvor lækker denne gemte strand er.

I en lille bugt afgrænset af lodrette kystklipper mod syd og nord spreder hvidt sand sig ned til det blå hav, men det virkelig fantastiske er dog udsigten ind mod land.

Her svajer palmer i brisen på en stejl, frodig skråning, hvor enorme, overdådige huse minder én om, at Laguna Beach er en af det sydlige Californiens legepladser for de ultra-rige.

Stranden er langt fra overrendt, blandt andet fordi det ikke er helt nemt at finde parkering, men byder tværtimod på en fredelig, fornøjelig oplevelse, hvad enten man vil dase i det hede sand eller tage en dukkert i det lune vand.

Har man taget surfbrættet med, eller har man lyst til at kaste dig over lidt bodysurfing, er man også kommet til det rette sted.

2. DEN MED GLASSET

Foto: Tore Grønne
Vis mere

  • Hvad: Glass Beach
  • Hvor: MacKerricher State Park, Fort Bragg

Ved første øjekast ligner det en helt almindelig, californisk strand. Søløver solbader på kystklipper omgivet af bølgesprøjt, og bølger skyller ind over en lille, mørk stenstrand. Går man tættere på, begynder stranden dog at glimte i solen, og knæler man ned og kigger nøje efter, ser man, at der ikke blot er småsten på stranden.

Millioner af små, glatskurrede glasstykker i grøn, hvid, rød og blå blander sig med stenene og skaber et sælsomt syn. Man skal være end ualmindeligt uimponeret for ikke at lade sig rive med og snart finde sig selv på alle fire med fingrene begravet i det kalejdoskopiske farvespil af glasstumper, der funkler som små strandskatte fra et skibsforlis i en fjern fortid.

Det virker meget mærkværdigt, at det kun er på den her lille strand, glasset skyller i land, men der er en naturlig forklaring på fænomenet.

I begyndelsen af det 20. århundrede blev klipperne ved stranden brugt som skraldespand for beboerne i Fort Bragg, der smed flasker, køkkenudstyr og efter sigende endda biler i vandet her fra.

Det blev senere forbudt, og der blev ryddet op på stranden, men glasstumper fra fortidens synder bliver ved med at skylle i land, og der er ingen tegn på, at glasset er ved at forsvinde – heller ikke selv om de fleste besøgende forlader stranden med lommerne fyldt med små, glitrende skatte.

3. DEN MED HAJERNE

Foto: Tore Grønne
Vis mere

  • Hvad: Stinson Beach
  • Hvor: En halv time nord for San Francisco

Krydser man over Golden Gate fra San Francisco, kører man snart højt over det glimtende Stillehav på berømte Highway 1, der slynger sig op langs kysten. Efter en god halv time runder man et hjørne, og under én åbenbarer en lang tange med fint, gulligt strandsand sig.

Bølgerne ruller rytmisk ind over stranden, hvor folk har lagt byen bag sig for en stund og nu daser, spiller volleyball og fodbold, flyver med drage og kaster med frisbee. Surfere ruller på bølgerne, og kitesurfere laver tricks højt over dem.

Idyllisk, ja. Men hvad man ikke ser, er at vandene her er hjemsted for et stort antal hajer. Faktisk hænder det, at man spotter dem fra stranden både her på Stinson Beach og på Bolinas Beach umiddelbart mod nord – selv den berygtede og frygtede hvide haj jager i bølgerne her. Grund til panik? Egentlig ikke.

Folk er udmærket klar over risikoen og leger alligevel i bølgerne. Det er da også sjældent, der forekommer angreb, da hajer kun angriber, når de forveksler mennesker med en sæl eller lignende.

Tør man så tage en dukkert? Nok ikke, hvis man én gang har set den klassiske, sorte finne komme snigende på vandet 20 meter fra stranden.

4. DEN MED SURFERNE

Foto: Tore Grønne
Vis mere

  • Hvad: Linda Mar Beach
  • Hvor: Pacifica

Hvis du synes, det er en dødssynd at forlade Californien uden at have leget indfødt californier på et surfbræt i Stillehavets bølger, men har det ene problem, at du aldrig tidligere har surfet, så kør til Pacifica.

Den lille strandby ligger blot en halv time syd for San Francisco og er kendt som et af de bedste surfspots i en stat fyldt med surfspots, når det kommer til begyndere og lettere øvede surfere.

Ud for den halvanden kilometer lange sandstrand er der altid gang i bølgerne, der dog ikke når skræmmende proportioner som andre steder langs kysten.

Det betyder, at du aldrig kører forgæves, og Linda Mar er derudover et glimrende sted at falde i snak med andre surfere og få en fod inden for i Californiens surferkredse, hvis det er det, man gerne vil.

Er det med at surfe helt og aldeles nyt for dig, kan du eventuelt bruge en formiddag på et surferkursus (surfcamppacifica.com), hvor du får styr på de mest basale teknikker.

Og har du efterfølgende lyst til at se, hvor de virkelig vilde surfere rider på bølgerne, så kør en halv time til Mavericks. Her hæver bølgerne sig jævnligt op over de syv meter og er set så høje som skræmmende 24 meter efter store storme.

5. DEN TILBAGELÆNEDE

Foto: Tore Grønne
Vis mere

  • Hvad: East Beach
  • Hvor: Santa Barbara

Strandliv er mere end sand og bølger. Selv om stranden i Santa Barbara indbyder til både skøn solbadning, forfriskende svømmetag i Stillehavet og sjov surfing, er det mere livet på land og på molen, der gør et besøg her til en helt særlig, californisk oplevelse.

Slanke palmer svajer højt over strandpromenaden i sandkanten, hvor folk slentrer, skater, cykler, løber på rulleskøjter og står på skateboards. Andre slænger sig i sandet eller under palmerne.

Ude på træmolen, Stearns Wharf, der er så typisk for den californiske kyst, går par hånd i hånd, folk fisker, og når solen går ned, står palmerne i silhuet mod en himmel i brand inde over land. På molen finder du restauranter, vinbarer og små butikker.

Stranden, promenaden og molen er et stykke stilfærdigt Californien uden det hurlumhej, der kendetegner andre kendte strandbyer som Santa Monica og Santa Cruz, hvor tivolistemingen kan blive en smule påtrængende.

Stranden i Santa Barbara er tilbagelænet og smuk, og når solen er dykket ned bag horisonten, er der ikke langt til et væld af gode restauranter, caféer og barer at bruge resten af aftenen og eventuelt natten med på.