Man siger, at skønhed kommer indefra. Det gælder i den grad megabyen Sao Paulo, der ligner et uoverskueligt inferno af beton, larm og trafikpropper, men gemmer på fantastiske oplevelser.

Sao Paulo fra oven

Hvad: Skyskrabere
Hvor: Centro

I forsøget på at danne sig et indtryk af Sao Paulo, Latinamerikas næststørste by, (Mexico City er størst), er det en god og sjov oplevelse at begive sig op i en af byens mange skyskrabere. Med knap 20 mio indbyggere forekommer megabyen uendelig, når du sidder i Piano Bar på 42. etage i bygningen Edificio Italia på Avenida Ipiranga 344. Du betaler ikke entre for at komme op i baren, der ligger en etage over søster-restauranten Terraço Italia. Men så snart du har sat dig til rette i de bløde lænestole, bliver du gjort opmærksom på, at kuvertprisen er 20 Reais (knap 70 kr.).

Det er dyrt, bevares, men turen værd, hvis du bliver hængende i baren, til solen går ned og oplever Sao Paulo by night 165 m oppe i luften. En anden favorit blandt turister er Banespa-bygningen med det officielle navn Edifício Altino Arantes. Den ligger på Rua João Brícola 24 og er gratis at besøge. Du skal dog registreres grundigt, før du får lov til at træde ind i elevatoren, ligesom du kun skal forvente 5-10 min. i observatoriet.


Vila Madalena

Hvad: Hip bydel
Hvor: Nord for Pinheiros

Vila Madalena er Sao Paulos farverige bohemekvarter, der i sin topografi mest minder om San Francisco i Californian, og i sit udbud af barer, butikker og gallerier leder tankerne hen på Brooklyn-kvarteret Williamsburg i New York. I dette charmerende nabolag bliver du budt velkommen af smukke graffiti-dekorerede husmure og heftige stigninger, der sender dine baldemuskler på overarbejde.

Lokal mode, kunst og design trives i Vila Madalena, som for år tilbage tiltrak kunstnere og studerende, der havde fået nok af de larmende og beskidte omgivelser i Sao Paulos centrum. I dag er Vila Madalena også et vigtigt omdrejningspunkt, når byens unge mødes over en cerveja eller caipirinha. Med sine mange restauranter og barer er bydelen et fantastisk sted at starte, når du skal opleve Sao Paulos natteliv up close and personal. Vær ikke bange for at indlede en samtale med folk du ikke kender. Det er helt normalt på disse breddegrader.
 

Sao Paulos vugge

Hvad: Historisk og kulturelt centrum
Hvor: Centro

Hold på hat, briller, kamera og taske, når du begiver dig ned i Sao Paulos historiske udgangspunkt, Centro. Området er uomgængeligt, hvis man vil forstå det stof, Sao Paulo er gjort af. Men lad være med at friste lommetyve. Begynd din rundtur i den store markedshal Mercado Municipal, hvor du kan få alt, hvad maven begærer. Her hænger hele smågrise, tørrede fisk og røgede skinker side om side med kandiserede ananas, nødder, du aldrig har hørt om, og ost i lange baner.

Oven på hallen, der er flot belyst med ovenlys og mosaikker i gavlen, finder du en hel etage med restauranter. I Centro finder du også Pátio do Colégio, jesuitter-kirken, der markerer stedet, hvor Sao Paulo blev grundlagt i 1554. Ikke langt derfra ved Praça da Sé ligger den smukke Catedral da Sé – Brasiliens største kirke og sæde for ærkebiskoppen af Sao Paulo, Odilo Scherer. Kig også forbi Teatro Municipal, der i stil og størrelse minder meget om Det Kongelige Teater i København.
 

Iguatemi Shopping

Hvad: Luksusshopping
Hvor: Pinheiros

For den velhavende middelklasse er shopping en nationalsport på linje med fodbold. Blandt de pompøse shopping malls er Iguatemi Shopping. Prismæssigt kan det ikke betale sig at købe europæiske og amerikanske luksusmærker i Sao Paulo på grund af voldsomme afgifter på importerede varer, men overdådigheden i shoppingcentrene er en oplevelse i sig selv. Blandt brasilianske luksusmærker kan især kvinder gøre en fin handel, hvad angår både sko og tøj.

Her finder du en femininitet og sommerlethed, som ikke fås i Danmark. Bliv ikke overrasket, hvis otte ekspedienter står på spring, når du kommer ind i en butik. Arbejdskraft er fortsat billig i Brasilien, og det viser sig tydeligt, når du træder ind i selv den mindste badetøjsbutik. Tag også forbi Sao Paulos dyreste shoppinggade Rua Oscar Freire i bydelen Jardins parallelt med Avenida Paulista. Her kan du opleve Brasiliens rigeste spendere deres Reais, mens du nyder en god frokost på en smart fortovscafe.


Parque do Ibirapuera

Hvad: Grønt område og arkitektur
Hvor: Moema, syd for Jardin Paulista

Brasiliens store nationalarkitekt Oscar Niemeyer, der i en alder af 103 år stadig indvier bygninger rundt omkring i verden, har sat sit præg på Sao Paulo. Manden, der tegnede Brasiliens hovedstad, Brasilia, var også chefarkitekt på bygningerne i Sao Paulos »lunge«, Ibirapuera Park. Et grønt område på knap to kvadratkilometer med dertilhørende stier og søer, som kan få dig ned i gear midt i storbyens jag. Ibirapuera Park tilbyder gratis udendørskoncerter hver søndag morgen på Praça da Paz.

Søndage kan du også besøge parkens udendørsbibliotek, Bosque de Leitura, der udlåner magasiner og bøger, heraf flere på engelsk, mens du er i parken. Den smukke park rummer flere museer, der har til huse i Niemeyers pavilloner, herunder Sao Paulos Museum for Moderne Kunst (MAM). Tag også et smut forbi den rumskibslignende pavillon OCA, der både er interessant i kraft af sin arkitektur og sine midlertidige udstillinger. Parken er åben fra kl. 05 til midnat.

Læs også: Brasilien for alle 5 sanser